Hvis der er en ting, jeg misunder svenskerne, så er det, at de har en forfatter som John Ajvide Lindqvist. Han er en af de mest suveræne fortæller i nyere tid, og han er i mine øjne for horrorgenren, hvad Sjöwall og Wahlöö har været for krimigenren. Med Lad den rette komme ind introducerede han den socialrealistiske gyserroman, og det har han efterfølgende fulgt smukt op med Håndtering af udøde og nu Menneskehavn.
Anders voksede op på den lille svenske ø, Domarö, og han kommer stadig jævnligt dertil med sin kone Cecilia og deres datter Maja på 6 år, selvom de nu bor i Stockholm. En solskinsvinterdag beslutter familien sig for at gå over isen ud til fyrtårnet på Gåvasten. Mens de er der, forsvinder Maja sporløst. Der er ingen våger, hun kan være faldet i. Der er ikke nogen, som har kunne tage hende uden forældrene ville have set det. Og hun kan ikke være gået ind til land selv. Alligevel er hun forsvundet uden det mindste spor.
Majas forsvinden slider Anders og Cecilias ægteskab op, og Anders begynder at drikke. Efter et par år vender han tilbage til øen for at forsøge at få styr på tilværelsen igen. Men da han flytter ind i deres gamle hus, føler han, at nogen holder øje med ham, og langsomt går det op for ham, at denne nogen er Maja – men hvordan kan det lade sig gøre?
Samtidig begynder der at ske andre uforklarlige ting på Domarö, og det viser sig, at beboerne på øen har en gammel pagt med havet, som kun er kendt af de få, men som har betydning for dem alle. En pagt som på en eller anden måde er blevet brudt.
Det er svært at fortælle så meget om handlingen i Menneskehavn uden at afsløre for meget. Dels fortælles den gennem forskellige personer, og dels er der jævnligt spring i tiden til minder og gamle sagn. Den komplekse opbygning er dog på ingen måde et minus, idet hvert kapitel afdækker præcist den nødvendige viden for at holde spændingen i kog og læserens interesse fanget.
Som i sine tidligere romaner lykkes det Lindqvist at skabe et troværdigt univers, selvom han indsætter overnaturlige elementer i sin fortælling. Det skyldes bl.a., at han tegner nogle fantastiske personportrætter, og dels at han formår at beskrive de barske vilkår, øboerne har levet under i århundreder, så det bliver en levende baggrund for historien.
Endelig handler fortællingen i bund og grund om noget, vi alle kan forholde os til: nemlig kærlighed, død og sorg. For hvad gør man, hvis man mister en elsket, hvad enten det er ens barn eller en partner. Hvordan kommer man videre? Det giver Lindqvist sit bud på, men han gør den med den krølle, at nogen gange indeholder verden mere, end vi umiddelbart kan se – og nogen gange vil dette noget os ikke kun godt.
Det fantastiske ved Lindqvist er, at han kan blande det realistiske (som forældre/barn forholdet) og implementere det i en overnaturlig fortælling, og selvom de overnaturlige elementer kan være nok så uhyggelige, så var det her i Menneskehavn de realistiske barndomsminder, som for mig var mest skræmmende. Med andre ord – endnu engang har John Ajvide Lindqvist præsteret en roman, som både kan læses af horror-elskere, men også af dem som ellers aldrig læser “den slags”. Fantastisk roman!
På svensk findes der endnu to titler af John Ajvide Lindqvist, som ikke er oversat til dansk: “Pappersväggar” og Lilla stjärna.
Om bogen:
Udgivelsesår: 2010
Originaltitel: Människohamn
Forlag: Forum, 464 sider
Se også John Ajvide Lindqvists hjemmeside
Hør John Ajvide Lindqvist fortælle om “Menneskehavn”
