Jeg har ofte hørt om Manderley, Rebecca og Mrs. de Winter, men havde aldrig fået hverken læst bogen fra 1938 eller set Alfred Hitchcocks filmatisering fra 1940. Jeg har dog ofte tænkt, at det var en klassiker, jeg burde kende, så da chancen kom i forbindelse med en arbejdsopgave, greb jeg den. Rebecca er ikke en egentlig gyser, men ikke desto mindre en interessant roman med stærke gotiske undertoner.
Jeg-fortælleren er en ung, ubemidlet og meget naiv kvinde, som i romanens begyndelse er ansat som selskabsdame for den snobbede og sladdervorne Mrs. Van Hopper. I Monte Carlo støder de tilfældigt på Maxim de Winter, som Mrs. Van Hopper kender gennem sladderen. Maxim ejer det smukke hus Manderley ved Cornwalls kyst og mistede for nyligt sin hustru, Rebecca, i en ulykke. Alt dette kender fortælleren ikke noget til, men hun forelsker sig inderligt i Maxim, selvom han er en del ældre, og da hun pludselig skal rejse til USA med Mrs. Van Hopper, frier han til hende, og hun accepterer.
Men livet på Manderley bliver ikke, som hun havde forestillet sig. I huset regerer husbestyrerinden Mrs. Danvers, og hun styrer huset, som levede den første Mrs. de Winter endnu. Fortælleren er bange for Mrs. Danvers, men Maxim forstår hende ikke, og også han ændrer sig med tilbagekomsten til Manderley. Og snart banker fortiden ubehageligt på døren.
Rebecca er fra 1938, og selvom den sprogligt er fantastisk, så måtte jeg alligevel ind i mellem bide mig i kinden af utålmodighed, for sjældent har jeg da oplevet en heltinde så helt igennem hjælpeløs og naiv. Jeg havde lyst til at ruske hende og bede hende om at tage sig sammen, men det kan man jo ikke med en romanfigur, og hendes sind hørte sikkert tiden til.
Når det er sagt, så er Rebecca en overordentlig dejlig roman at læse. Sproget smelter som chokolade på tungen, og allerede i indledningen slår Daphne du Maurier romanens skæbnetunge tone an: ”Pludselig gled en sky for månen som en hånd, der stryger over et ansigt, og i det samme var trylleriet brudt. Lyset i vinduerne blev slukket, og jeg så kun de sjælløse, øde mure, som intet fortalte om det liv, der engang havde rørt sig bag dem. Huset var kun et gravkammer – vores frygt og lidelser lå begravet under ruinerne, og opstandelse var utænkelig…”
Huset Manderley hviler tungt over den nye unge frue, hvilket indledningen også indikerer. Til tider virker huset uskyldigt nok, men så ændrer det pludselig karakter og bliver igen en truende skygge over hendes lykke, som når fortælleren farer vild i husets mange værelser, eller når hun frygter, at Mrs. Danvers holder øje med hende i haven fra husets mange lukkede vinduer. I det hele taget lurer det usagte som ond skygge over alt, hvad der sker i romanen, og den unge fortæller må erkende, at tavshed kan ødelægge alt: ”Nu forekom det mig utroligt, at jeg aldrig havde forstået det. Jeg tænkte på alle de mange mennesker her i verden, som led og blev ved med at lide, fordi de ikke kunne overvinde deres angst for at tale ud og i deres tåbelige blindhed byggede en mur omkring sig, der helt skjulte sandheden…”
Som regel er fortælleren også hovedpersonen i en roman, men det er ikke tilfældet i Rebecca. Ved at lade den unge fortæller være navnløs, understøtter Daphne du Maurier hendes status som mindreværdig, og den egentlige hovedperson bliver dermed Rebecca, der i romanen stadig styrer begivenhederne på Manderley, selvom hun er død.
Et andet kunstgreb af forfatteren er den omvendte kronologi i historien, der starter i Frankrig, hvor den nye Mrs. de Winter tænker tilbage på begivenhedernes gang, fra hun mødte Maxim og til de voldsomme begivenheder, der slutter romanen. Så vi ved fra starten, at noget grusomt er under opsejling, men holdes i stille suspense helt frem til slutningen.
Alt i alt er Rebecca et atmosfærefyldt drama, der på overfladen flyder roligt af sted, men hvor hemmeligheder og det usagte lurer i mørket, klar til at bryde den tilsyneladende idyl hvert øjeblik, det skal være. Det var ikke en roman, hvor jeg sad med hjertet i halsen fra start til slut, men atmosfæren krøb langsomt ind under huden på mig, og pludselig var jeg fanget af Manderleys dystre skygge og kunne ikke slippe bogen igen.
Bogen blev som nævnt filmatiseret af Alfred Hitchcock i 1940, og er af anmelderne blevet kaldt Hicthcocks måske største mesterværk. Filmen vandt da også to Oscars for Bedste Film og Bedste Cinematografi og var nomineret til yderligere 11 Oscars, heriblandt Bedste Instruktør.
Om bogen:
Udgivelsesår: 1938
Du bider dig i kinden, fordi heltinden er så naiv?Tænk på at tiden bogen er skrevet i er en helt anden. I starten af det århundrede bogen er er skrevet i vågnede kvindebevægelsen ganske vist, men ikke alle kvinder var opdraget til at føle ligeværd med mændene, eller på nogen måde være selvhævdende.Den slags har vel også dengang været forbeholdt overklassen.Jeg synes det er lidt ærgerligt at du slet ikke nævner hvordan heltinden netop træder i karakter, da katastrofen indtræder (efter kostumeballet) …. Jeg tror at der måske kan være tale om to sider af samme person, den unge Rebecca og så måske den mere modne samlet i en. En bog, der til tider virker langtrukken, ja- men som jeg vender tilbage til igen og igen… man ku sige.. Je reviens
Du har helt ret i, at tiden var en anden i 1938 og dermed også kvinders opdragelse og adfærd, hvilket jeg jo også ganske kort nævner, idet jeg skriver, at hendes sind hørte tiden til.
Mht. at hovedpersonen træder i karakter, så ved jeg ikke, om jeg er helt enig med dig. For jeg synes igen, at hun blot lader tingene gå deres gang uden at gribe ind.
Men som jeg også skriver, så synes jeg, at “Rebecca” var en dejlig læseoplevelse 🙂 (og så må du undskylde, at jeg har slettet lidt af dit indlæg, men det er for ikke af afsløre slutningen for andre)