Jeg elsker spøgelseshistorier, og for mig er indbegrebet af hygge at få lov at sidde med en ny samling af gamle fortællinger, som jeg ikke har læst før. Men også gamle kendinge kan gøre mig helt ør af gensyns glæde. Så da jeg faldt over Janet Witalecs artikel “The Ghost Story”, læste jeg med stor interesse om spøgelseshistorien og dens baggrund.
Fortællinger om spøgelser i litteraturen kan spores tilbage til det gamle Rom, hvor Plinius den Yngre nedskrev en af verdens ældste spøgelseshistorier i det første århundrede. Historien handlede om en hvileløs sjæl, som hjemsøgte et hus i Athen. Plinius beskrev, hvordan filosoffen Athenodoros overnattede i huset og så skikkelsen af en gammel, forpint mand iført lænker. Denne tilskyndede filosoffen til at følge med ud på gårdspladsen, hvor skikkelsen pludselig forsvandt. Da man næste dag gravede samme sted, fandt man nogle knogler omviklet med lænker. De blev begravet ordentligt, og siden spøgte det ikke i huset.
Jens Laigaard betegner Plinius’ fortælling i sin bog Spøgelser som et slags urbillede på gengangerfortællinger, der i vidt omfang er blevet benyttet som en skabelon i eftertiden. Der går da også mange elementer igen, når vi når frem til de klassiske spøgelseshistorier, lige fra det hjemsøgte hus til spøgelset med de klirrende lænker.
Det var dog først i løbet af det 19. århundrede, at spøgelsets overnaturlige elementer blev et almindeligt litterært greb i den engelske litteratur. I starten blev det overnaturlige brugt som mindre indslag for at forskrække og lokke læseren på afveje, men efterhånden som videnskaben holdt sit indtog i samfundet, vandt det overnaturlige og spøgelserne plads i litteraturen, som en protest mod den omsiggribende rationelle tankegang, som lagde låg på følelseslivet.
Spøgelseshistorien nåede højdepunktet af sin popularitet i England i slutningen af 1900-tallet og ind i begyndelsen af det 20. århundrede, og mange af Englands store litterære forfattere gav sig i kast med genren i større eller mindre udstrækning, f.eks. Henry James. Blandt genrens største forfattere tælles navne som Sheridan Le Fanu, M. R. James og Algernon Blackwood, der alle var med til at udvikle spøgelseshistoriens litterære greb og finesser til perfektion.
Kritiker Jack Sullivan mener, at genren fik så stor udbredelse på grund af den Edwardianske fascination af det ekstra-ordinære, samt som en reflektion over den hvileløshed der gennemsyrede samfundet og kulturen på den tid. Andre kritikere mener, at spøgelseshistoriens store popularitet var et modsvar på den realisme som gennemtrængte litteraturen fra nogen af periodens helt store navne som Charles Dickens og William Makepeace Thackeray.
Historisk set stammer spøgelseshistorien ofte fra mundtlige fortællinger og folklore. Den japanske tradition kaldes kaidan og bygger på overleverede fortællinger fra hele landet. Kaidan blev brugt som underholdning og er stadig populære i dag, hvor de udover det overnaturlige også omhandler surealistiske fortællinger og direkte horror.
Også Danmark har en lang tradition for spøgelser som en del af folkeeventyrene og lokale sagn og myter, og modsat de engelske spøgelseshistorier hvor spøgelset oftest blev brugt til at skræmme, så har de danske spøgelseshistorier fra slutningen af 1900-tallet og begyndelsen af det 20. århundrede snarere fokus på hvordan historiens personer reagerer på spøgelsets opdukken.
Ifølge kritiker G. R. Thompson er de amerikanske spøgelseshistorier til gengæld koncentreret om begivenhederne omkring spøgelset, som ofte sammenkobler fortiden med nutiden og skaber en slags mix af drøm og virkelighed, der er anderledes end den traditionelle engelske spøgelseshistorie.
Wikipedia angiver tre forskellige typer spøgelseshistorier:
Den traditionelle spøgelseshistorie som har rod i folkloren, men hvis stil er mere i retning af den romantiske gotiske tradition, f.eks. Sheridan Le Fanu “Green Tea” og Mary Elizabeth Braddon “A Crighton Abbey”.
Den psykologiske spøgelseshistorie som lægger vægt på ofrets oplevelser i stedet for spøgelsets handlinger. Disse fortællinger sår ofte selv tvivl om hovedpersonens mentale stabilitet og kan også diskutere sociale problemstillinger, f.eks. Henry James “Skruen strammes” og Charles Dickens “Signalpasseren“.
The antiquarian ghost story har ligeledes rod i folkloren men er tættere på den traditionelle spøgelseshistorie. Mange af forfatterne til denne type fortællinger var akademikere og præster, som kasserede den romantiserede tilgang og i stedet skrev mere realistiske historier, hvor det overnaturlige langsomt optrappes pga. hændelser i fortællingen, f.eks. M. R. James “Åh, fløjt min dreng, og jeg kommer til dig”
Janet Witalecs liste over repræsentative værker:
“The Listener and Other Stories” af Algernon Blackwood
“The Apple Tree” af Elizabeth Bowen
“Carwin, the Biloquist and Other American Tales and Pieces” af Charles Brockden Brown
“The Christmas Books” af Charles Dickens
“The Legends of the Province House” af Nathaniel Hawthorne
“Chinese Ghosts” af Lafcadio Hearn
“The Albatross” af Susan Hill
“The Sketch Book of Geoffrey Crayon, Gent.” af Washington Irving
“The Turn of the Screw” af Henry James
“The Treasure of Abbot Thomas” af M. R. James
“Green Tea” af Joseph Sheridan Le Fanu
“Uninvited Ghosts and Other Stories” af Penelope Lively
“The Weird Shadow over Innsmouth and Other Stories of the Supernatural” af H. P. Lovecraft
“The Fall of the House of Usher” af Edgar Allan Poe
“The Body Snatcher” af Robert Louis Stevenson
“All Souls” af Edith Wharton
Læs mere:
Short Story Criticism: The Ghost Story / red. Janet Witalec
Wikipedia
Spøgelser: tro, fakta og teorier af Jens Laigaard. 2006
jeg syntesmeget godt omdennehjemme side men den mangler noglelinktil historier det kunnevære rart med et par flere valgmulighederaf historier
jeg er tolv
Hej Jette. Spændende at høre om dit forhold til spøgelseshistorer 🙂
Jeg er selv på jagt efter en, og ville høre om du måske kunne hjælpe. Det er nu mest fordi jeg er et meget nostalgisk menneske, og selv om jeg er 44 år så tænker jeg tilbage på min barndoms forskellige ‘klenodier’ til tider. I dette tilfælde drejer det sig om en gammel, dansk bog med forskellige spøgelseshistorier. Hvis jeg skal finde frem til den igen, vil det hjælpe at kende titlen. Måske en kender som dig kan være behjælpelig…
Jeg husker at bogen var meget stor, og coveret var et papir med et spændende billede:
En kirkegård hvor de døde spiller orkester på drabelig vis: Et skelet med tyndt langt hår spiller cello, og celloen består af en åben kiste med en død mand med langt hår og skæg som så udgør strengene. Dette var i forgrunden og resten var selvfølgelig noget i samme stil.
Hvis det kan hjælpe yderligere, kan jeg huske at en af historierne var om en pige som skulle overnatte på et slot, og hvor hun så gennem en nat skulle beskytte et kranie mod sin skeletkrop som ville stjæle det. Og at hun bagte en pandekage hvor kraniet kun ville have den brændte klat.
Anyway det er læænge siden jeg har set den bog. Jeg ville bare høre om du måske kendte den og kunne bistå mig i at generhverve den. På forhånd mange tak. 🙂
Med venlig hilsen Niels
Hej Niels
Tak for hilsen. Jeg kender desværre ikke umiddelbart bogen, du omtaler, men forsiden lyder flot. I 1980’erne og 1990’erne udgav forlaget Forum en del spøgelseshistorier samlet af bl.a. Jørn E. Albert. Måske er din bog iblandt dem? Når bibliotekerne åbner igen, kan du få din lokale bibliotekar til at bestille bøgerne hjem, hvis ikke allerede de har serien. Jeg beklager, at jeg ikke kan være til større hjælp.
Venlig hilsen Jette