Denne spanske film, der har fået den danske titel Det sjette bud, var en anderledes oplevelse. Bagsideteksten lover huleudforskning, hævntogt og gemte hemmeligheder, så jeg havde forventet mig en actionpræget film, måske en blanding af The Decent møder En mand ser rødt. Det var det overhovedet ikke – Det sjette bud var langt bedre, om end ikke en decideret gyser.
I en lille spansk by finder indbyggerne et uudforsket hulesystem. De invitere forskeren Estaban fra det Geologiske Institut til at komme og se nærmere på hulerne, i håb om at det vil kunne bringe noget turisme til området. Samtidig er en ung pige blevet fundet myrdet og voldtaget ikke langt derfra, og gerningsmanden er ikke blevet fundet.
Estabans kæreste dukker op i byen, og mens Estaban og makkeren Julian undersøger hulerne, bliver hun overfaldet. Det lykkes hende med nød og næppe at undslippe, og Estaban finder hende, men da de kører derfra, ser de en mand, der ligner voldtægtsmanden. Det udvikler sig voldsomt, og så dukker en betjent op.
Det sjette bud fortælles som en lang række kapitler. Først ser vi noget fra den ene persons historie, så fra en anden og så en tredje. Historierne fortælles ikke nødvendigvis 100% kronologisk, men de flettes sammen og giver til slut et fuldendt billede af begivenhederne.
Jorge Sánchez-Cabezudo lader efter den voldsomme start filmen udvikle sig i et roligt tempo og fortæller med nogle yderst smukke billeder. Det er en utrolig intens film, som virkelig fangede mig, selvom den måske umiddelbart kan virke kedelig. Men skuespillet og den intense atmosfære i filmen gjorde oplevelsen til noget særligt.
Måske skal man være i humør til en lidt langsom film, når man går i gang med at se Det sjette bud, men er man det, garanterer jeg en både flot og atmosfærefyldt oplevelse.
Og for resten – hvis du spekulerer over, hvilket bud der er det sjette, så lyder det: ”Du må ikke bryde ægteskabet”.
Om filmen:
Instruktør: Jorge Sánchez-Cabezudo
Udgivelsesår: 2006
Originaltitel: La noche de los girasols