En amerikansk familie forsøger at knytte bånd ved at besøge Irland, hvor faderen stammer fra. Det er en lille by langt ude på landet, og desværre for dem misser de den sidste bus og må nu finde et sted at overnatte. Men da de endelig finder mennesker, viser det sig, at lige præcist denne landsby har været ramt af en underlig pest, og nu vil de gøre, hvad der skal til for at rense ud…
På papiret ser ”Plague Town” rigtig lovende ud, og der er bestemt også flere fede effekter og scener. Ikke mindst location i både skoven og landsbyen virker overbevisende på en ond eventyragtig måde, ligesom børnene er sminket fantastisk og gør det godt. Mindre godt gør hovedrollerne det, og jeg fatter ikke, hvorfor manuskriptet skal være så fuldt af klichéer. Der er nærmest ingen af personerne, der kommer til at betyde en døjt for tilskueren, og dermed er man også fuldstændig ligeglad med, om de dør eller overlever, hvilket igen fører til, at slutningen slet ikke bliver nær så grum, som instruktøren formentlig har ønsket det.
Filmen varer 88 minutter, men føles meget længere, og det er en skam, for jeg tror, at der kunne være blevet en fed film ud af historien. Måske ikke en epokegørende, overraskende film, men trods alt en film der kunne få tilskuerne ud af sædet et par gange. Det opnåede David Gregory desværre overhovedet ikke her.
”Plague Town” er så vidt jeg kan se David Gregorys første spillefilm. Til gengæld har han lavet en masse dokumentarfilm om andre horrorfilm, bl.a. “Texas Chain Saw Massacre: The Shocking Truth”, ”Curse of Blood from the Mummy’s Tomb”, ”To the Devil… the Death of Hammer”, ”Discovering Evil Dead” og ”Portrait: The Making of Henry”.
Instruktør: David Gregory
Udgivelsesår: 2008