The Girl Next Door er en af de mest væmmelige bøger, jeg nogensinde har læst – måske endda den væmmeligste – og undervejs havde jeg flere gange lyst til bare at lægge bogen fra mig og ikke læse den færdig.
Historien rumsterede i mit hoved i lang tid efter, og jeg havde svært ved at falde i søvn om natten, fordi den blev ved med at dukke op i tankerne, selvom jeg prøvede at minde mig selv om, at det altså kun var fiktion! Men dels er her tale om en ualmindelig grusom og modbydelig historie, og samtidig var der så mange uafklarede spørgsmål, da bogen sluttede, at jeg ikke kunne stoppe med at tænke på den. Og jeg ved ikke helt, om jeg synes, at det her er en anbefaling eller en afskrækkelse til andre.
Som voksen fortæller David historien om en helt speciel sommer, der kom til at præge ham for resten af livet. To piger flytter ind i nabohuset, hvor Ruth Chandler bor alene med sine tre sønner, bl.a. Donny som er Davids bedste ven. Pigerne Susan og Meg har mistet deres forældre i en ulykke, og Susan lider stadig fysisk efter ulykken. David bliver straks betaget af Meg, som er et par år ældre end ham, og det bliver Donny også.
Men det er svært for Meg og Susan at falde til hos familien Chandler, for selvom Ruth er alletiders overfor sine drenge og deres kammerater, så er hun utrolig striks overfor pigerne – og især Meg. Langsomt udvikler forholdet sig, og fra blot at være striks begynder Ruth nærmest at udøve psykisk terror mod Meg. Men det slutter ikke der. Terroren eskalerer til direkte mishandling, som både udøves af Ruth, hendes sønner og deres venner. Midt i det hele står David, som accepterer mishandlingen, fordi den voksne står for den, men også fascineres af magten over denne førhen så uopnåelige pige. Han suges ind i ondskaben, indtil den dag hans samvittighed alligevel får nok.
Jeg har meget svært ved at læse om børnemishandling, som er noget af det mest grusomme, man kan gøre. Børn er fuldstændig underlagt de voksnes nåde og barmhjertighed, og af kærlighed til forældrene vil de bide hvad som helst i sig, fremfor at fortælle nogen at den er helt galt.
Hvad der gør The Girl Next Door endnu mere forfærdelig er, at her styrer en mor mishandlingen af to piger i sit hus, og hun inddrager sønnerne i det! På den måde ødelægger hun både pigerne, som det går ud over, og drengene som får et fuldstændigt forskruet menneskesyn. Samtidig illustrerer The Girl Next Door også, hvor lidt forældre ved om deres børns gøren og laden. Og hvor lidt vi i virkeligheden bekymrer os om hinanden. Ingen i nabolaget lægger mærke til, at Meg ikke kommer ud af huset i ugevis – på trods af at hun endda har forsøgt at få hjælp ved politiet! Men her affærdiges hun med, at forældre har ret til at straffe deres børn, og Ruth er jo nu at betragte som hendes mor. Det er ganske simpelt grusomt.
Jeg savnede at få en forklaring på, hvorfor Ruth udvikler sig, som hun gør. Var det sygdom, var hun jaloux på Megs ungdom og skønhed, havde hun haft en forfærdelig barndom eller …? Det ville have hjulpet mig til at komme overens med fortællingen, hvis der var en grund til Ruths ondskab. Men der er jo sjældent en grund til, at sociopater handler, som de gør, og måske giver Jack Ketchum til dels en forklaring i sit efterord, hvor han fortæller, at historien er inspireret af en virkelig tragedie: En kvinde som med hjælp af sine børn og deres venner torterede den 16-årig Syliva Likens ihjel for at “give hende en lektion”.
Om kvinden skriver han: “… here’s this woman, this adult, giving them permission, orchestrating things and leading them every step of the way in some sick game of instruction that had something to do with a fundamental loathing of her sex and inability to see any suffering but her own…”
At The Girl Next Door bygger på en virkelig tragedie, gør jo blot hele bogen endnu mere fortvivlende, og jeg er ikke sikker på, om jeg nogen sinde tør læse en bog af Jack Ketchum igen. Jack Ketchum er i øvrigt et pseudonym for Dallas Mayr.
Bogen blev filmatiseret i 2007 med Gregory Wilson i instruktørstolen og Blanche Baker som Ruth, men den skal jeg helt sikkert ikke se.
Læs også Richard Garns anmeldelse af bogen
Besøg Jack Ketchums hjemmeside
Om The Girl Next Door:
Udgivelsesår: 1989
Forlag: Leisure Books, 370 sider
Jeg sagde jo, at du skulle læse den 🙂
Det gjorde du – og i lang tid var jeg ikke særlig glad for dig pga. det 😉
Alt andet lige er det dog en once-in-a-lifetime oplevelse at have læst den.
Selv gyser-nørder kan være tyndhudede? 😉
Jeg synes, at den er genial! Den fik mig endda til at tænke over genren og over alt muligt. For et eller andet sted var den så stærk og gribende, så vedkommende og virkelig, at jeg havde svært ved at kalde den en gyser eller horror.
Horror er trygt, fordi vi ved, at det kun er for sjov. Men denne her bog, den er sgu ikke for sjov. Det er alvor.
Jeg tror også, at det var derfor, jeg havde så svært ved den. Den mindede mig mere om sager som Josef Fritzel i Østrig end om hyggelig underholdning (for jo – gys kan jo netop være hyggelig), og det gjorde det svært for mig at nyde læsningen.
Men det er helt klart en bog, som får læseren til at tænke.
Dem som torturere folk kan INTET galt se i det, ingenting. Og især hvis det er sket for dem selv, det blev gjort mod mig, ergo så gør jeg det mod andre. Der er desværre ingen logik i hvorfor mennesker kan være så onde og kolde. Moderen ville selv græde og pibe hvis det var hende, men det er det ikke. Istedet er det en uskyldig pige, der er på det forkerte sted. Tænk på der er noget der hedder karma, det hjælper.