Blue Sunshine

Jeg faldt over Blue Sunshine til en 10’er og tænkte, at det kunne da ikke gå helt galt, selvom jeg ikke tidligere havde hørt om den. Det gjorde det da heller ikke.

Blue Sunshine er fra 1976 og er instrueret af Jeff Lieberman, som samme år havde haft rimelig succes med filmen Squirm, om kødædende orme som i hobetal strømmer op fra jordens indre og angriber beboerne i en lille by, der under en storm har mistet alt strøm – og kontakten til omverdenen. Blue Sunshine er dog en helt anden historie.

Under en middag afsløres det pludselig, at Frannie (Richard Crystal) har mistet håret, da en af vennerne ved et uheld slår parykken af ham. Frannie flygter ud af huset, og mens nogen af vennerne kører ind til byen for at lede efter ham, bliver tre af kvinderne i huset, og Jerry (Zalman King) søger efter ham i skoven. Han finder ham ikke og vender tilbage til huset, hvor han opdager, at Frannie har slået de tre kvinder ihjel og brændt dem i kaminen. Frannie overfalder også Jerry, som undslipper, men Frannie bliver kørt over af en lastbil, og nu mistænker politiet Jerry for at stå bag mordene.

Jerry sætter sin egen efterforskning i gang, da han opdager, at flere mennesker er gået amok i en blodrus – mennesker som også pludseligt er blevet skaldede. Efterforskningen fører ham på sporet af et narkotisk stof, som blev solgt på Stanford Universitet for 10 år siden under navnet Blue Sunshine. Men hvordan finder han frem til, hvem der solgte det, og hvem der købte det, før flere bliver ofre for den umotiverede og groteske blodrus, de tidligere misbrugere pludselig kastes ud i.

Med 35 år på bagen er det klart, at Blue Sunshine sine steder kan virke lidt bedaget. Tempoet er langsommere end i nutidens film, og slagsmålsscenerne vil nok heller ikke ryste nogen i dag. Men idéen holder stadigvæk, og de vilde øjne og skaldede hoveder kan stadig tiltrække publikums opmærksomhed. Jeg har ikke set andet af Lieberman, som efter Blue Sunshine lavede endnu et par gysere, bl.a. Just Before Dawn fra 1981 og Satan’s Little Helper fra 2004. Om hvorfor han valgte gysergenren, har Lieberman udtalt: ”Jeg tror, jeg valgte gyserfilmen frem for andre genrer, fordi den i sin natur er undergravende. I horror kan man sige og gøre ting, som man ikke kan i nogen andre genrer. Gyseren er et sted, hvor ‘sygt’ er godt.”

Mikkel Leffers Svendstrup skriver i folderen, som AWE udgiver sammen med filmen: ”Blue Sunshine er et paranoidt, politisk LSD-gys med afsæt i det stigende forbrug af bevidsthedsudvidende stoffer i 60’erne og 70’erne. Moralen i Blue Sunshine er, at ungdommelig letsindighed kan koste dyrt i sidste ende. Blue Sunshine er en bidsk samfunds-kommentar, og uden at røbe for meget byder filmens slutning absolut ikke på lutter lagkage, og børn der klapper i hænderne.”

Om filmen:

Instruktør: Jeff Lieberman
Udgivelsesår: 1976