Steen Langstrup er en forfatter, som aldrig har været bange for at eksperimentere og gå nye veje. I sine horrorromaner har han bevæget sig fra varulve og vampyrer over dæmoner og dræbersnegle, og nu kaster han sig ud i en ny subgenre: tortur-horror.
Normalt sluger jeg alt, hvad Langstrup udgiver, men denne gang var jeg lidt bekymret, for tortur-horror er en subgenre, jeg generelt har det lidt svært med.
To unge kvinder arbejder på en tank. Det er aftenen, hvor Danmark er i finalen, og hele byen ligger øde hen. Alle sidder foran fjernsynet og følger med. Agnes er antropologi-studerende og regner med at kunne arbejde lidt på sit speciale under den stille aftenvagt, mens Belinda keder sig og savner kæresten Christoffer. Aftenen bliver dog langt fra så begivenhedsløs, som de to piger regner med, og snart spiller de hovedrollen i et blodigt show, hvor antropologen pludselig er den, der studeres.
Langstrup er en ægte horrorforfatter, og derfor udkommer hans nye roman da også d. 13. oktober, godt nok på en torsdag men alligevel. Og som en ægte horrorforfatter fik han mig også gentagne gange til at gyse.
Som sædvanligt er romanen yderst velskrevet. Langstrup krydsklipper mellem nutiden og flashbacks til aftenens forløb, og på meget få sider får han de to piger til at stå levende og troværdige for læseren. De korte kapitler og spring i tid og sted er med til at accellerere handlingen og fik mig lynhurtigt til at flytte mig uroligt rundt på stolen. Sidst i romanen indhenter de to spor hinanden, og vi får svaret på hvem og hvorfor, men inden da har Langstrup trukket læseren igennem et sandt rædselsmareridt.
Jeg følte i den grad med de to piger, og havde rigtig svært ved at kapere det, de gennemgår. På den måde kan man sige, at romanen er utrolig vellykket. Jeg er dog ikke sikker på, at jeg har lyst til at læse den igen, for jeg kunne næsten fysisk mærke pladesaksen, og hvor jeg nyder at blive underholdt af zombier, der flænser folk i smadder, så kommer tortur-horror nok lidt for tæt på min virkelighed til, at jeg gyser på den gode måde.
Jeg kom til at tænke på film som “Hostel“, “Eden Lake” og Wolf Creek, mens stemningen i bogen ledte tankerne i retning af “The Girl Next Door” af Jack Ketchum. En roman som jeg følte mig ret overvældet af. Samtidig er der også lidt Takashi Miike over fortællingen, for lige som Miike er Langstrup ekspert i at føre læseren helt op til de blodige detaljer, og så klippe væk og overlade det til ens egen fantasi. Og det er stort set altid værre end noget nogen forfatter eller instruktør kan vise.
På trods af min skepsis må jeg nok indrømme, at Alt det hun ville ønske hun ikke forstod er værd at læse. Den er nok grum og ramte i hvert fald mig næsten fysisk, men den er også velskrevet og interessant, ikke mindst pga. personernes udvikling. Så selvom den ikke ryger på min personlige top 3 over Langstrups udgivelser, så læs den alligevel.
Om Alt det hun ville ønske hun ikke forstod:
Udgivelsesår: 2011
Omslag: Steen Langstrup
Udvalgte bøger af Steen Langstrup:
Kat – ondskaben lurer i regnen
Blodets nætter
Pyromania
Forvandling
Fluernes hvisken
9 før døden
Poe – 4 makabre hyldelster
Den hvilende ondskab – Plantagen 1
Intet er, som du tror – Plantagen 2
Porten til Helvede – Plantagen 3
Alt det hun ville ønske hun ikke forstod
Besøg Mørket.dk
Tillykke til Steen med prisen for bedste danske horror-udgivelse, og tillykke til juryen med udvælgelsen – det var det bedste valg. Godt nok er bogen en grum og nærmest uudholdelig læse-oplevelse, men den er samtidig komponeret på en særpræget og raffineret måde. Jeg var meget begejstret for bogen – især det skrivetekniske, selvom handlingen unægtelig er nervepirrende. (Bogen kunne jo nærmest ikke lægges væk, når først man var startet).
Nej, det var en sjælden ond oplevelse at læse Langstrups roman, og jeg synes bestemt også, at han fortjener prisen. Skønt at du også er enig 🙂