Det kom fra en anden verden af John W. Campbell Jr.

Udover horror læser jeg gerne science fiction, men da jeg er lidt doven anlagt, er det sjældent, at jeg får læst bøgerne på engelsk. Derfor er jeg altid glad, når Science Fiction Cirklen kommer med nye udgivelser, for generelt er de af høj kvalitet, og er ofte præcis det, jeg ikke vidste, at jeg manglede at læse.

Nu er det måske ikke lige til højrebenet at omtale science fiction udgivelser på et horror-site, men når det drejer sig om Det kom fra en anden verden, synes jeg dog sagtens, det kan forsvares. Titelnovellen ligger nemlig til grund for ikke mindre end 3 filmatiseringer, der alle kan betegnes som delvis horror, nemlig: The Thing From Another World (1951), John Carpenter’s The Thing (1982) og The Thing (2011).

Novellesamlingen består af 6 noveller samt et forord og et omfattende efterord af Rasmus Wichmann, som også har udvalgt historierne. Her vil jeg dog kun beskæftige mig med Det kom fra en anden verden, eller Who Goes There som er originaltitlen.

En ekspedition til Antarktis falder over et rumskib, der ligger begravet dybt nede i isen. I forsøget på at komme ind i det destrueres det ved et uheld, men man har dog også fundet et væsen fra fartøjet ligeledes begravet i isen, som man nu bringer tilbage til basen. Her kommer det til en afstemning om, hvorvidt man skal prøve at tø væsenet op eller ej. I forventning om at væsenet umuligt kan have overlevet de mange år i isen, ender det med, at man lader det tø op for at biologen Blair kan undersøge det nærmere.

Men væsenet er langt fra dødt, og snart går det op for mændene, at væsenet har evnen til at imitere andre skabninger til mindste detalje. Spørgsmålet er, om nogen allerede er blevet “besat” af væsenet – og i givet fald hvem?

Oprindelig udkom Who Goes There i 1938 i Astounding Science Fiction under pseudonymet Don A. Stuart. I efterordet skriver Wichmann, at Campbell var stærkt inspireret af H. P. Lovecrafts fortælling Vanviddets bjerge fra 1931. Begge historier foregår da også i Antarktis, og i begge historier gør ekspeditionsdeltagerne et enestående fund. Udover disse rent åbentlyse sammenligninger kommer Wichmann også ind på “det mest Lovecraftske træk”: “… at mange af dem, der forstår konsekvenserne af deres opdagelse, simpelthen mister forstanden. I Lovecrafts tilfælde, er det fordi det menneskelige verdensbillede undermineres, i Campbells tilfælde specifikt fordi væsenets evner umuliggør netop dét bærende element, der gør hans hovedpersoner til mennesker, og som er altafgørende i et fjendtligt klima: tillid.”

Jeg må erkende, at jeg ikke selv havde tænkt over inspirationen fra Lovecraft, men efterfølgende kan jeg også godt se andre ligheder. F.eks er rædslerne i Lovecrafts univers ofte unævnelige, blasfemiske, umenneskelige og uforklarlige, og her i Who Goes There er det fremmede væsen også umenneskelig og uforklarligt. Tanken om, at de mennesker, man har levet så tæt sammen med, måske i løbet af natten har ændret sig til et monster med uforståelige bevæggrunde og et ønske om at underlægge sig verden, er nok til at gøre et menneske sindssygt. Uvisheden og utrygheden sammen med det umulige i at komme væk fra det usynlige trussel skaber en paranoid stemning, hvor alle mistænker alle, og hvor der ingen sikkerhed er at finde. Ligesom i Lovecrafts univers.

Campbell underbygger paranoiaen i den måde, han fortæller historien på. I stedet for at tage udgangspunkt i en hovedperson og dennes tanker og følelser, er novellen mere observerende blandet med dialog. F.eks. beskrives fundet af rumskibet kun gennem mændenes dialog og deres beskrivelse af, hvad der skete. Vi ved således ikke, hvad der foregår i hovedet på personerne, kun hvilke tanker de udtrykker højt. På den måde er læseren i ligeså høj grad som novellens personer i tvivl om, hvem væsenet har overtaget, og det forøger mistænksomheden, for hvem kan vi stole på?

På trods af de mange år på bagen holder Campbells historie stadigvæk. Nok er tempoet anderledes end i dag, og nok forklarer Campbell ind i mellem lidt omstændigt. Men selve omdrejningspunktet – det umenneskelige væsen og den intense skildring af mændenes paranoia holder stadigvæk 100%.

Endnu har jeg kun set de to første filmatiseringer, men her er der en tydelig forskel i, hvad instruktørerne har lagt væk på. Christian Nybys film fra 1951 har lagt vægten på action. Her handler det om det fremmede væsens forskellighed fra mennesket, dets flugt efter optøningen og kampen mod det, der ender med, at det dræbes. Væsenet er her menneskelignende at se på, men planteagtig af væsen, og imiterer ikke andre men formerer sig via frøkapsler (måske er det herfra Jack Finney fandt inspiration til sin roman Invasion of the Body Snatchers fra 1955?)

I John Carpenters fortolkning fra 1982 er der lagt langt mere vægt på paranoiaen og mændenes forsøg på at finde ud af, hvem der eventuelt er blevet smittet. Her ser vi ikke væsenet, men den originale historie følges langt hen ad vejen, f.eks. forsøgene på at finde en test der kan afsløre væsenet.

Jeg glæder mig til at se den nyeste filmatisering, og finde ud af hvor meget inspiration den henter fra Campbells novelle. Men indtil da kan jeg kun anbefale at læse originalforlægget, som sagtens står alene.

Om filmen:

Udgivelsesår (dansk): 2011
Originalt udgivelsesår: 1938
Originaltitel: Who Goes There?
Omslag: Shadow Legion

Se mere om “Det kom fra en anden verden” på Science Fiction Cirklens hjemmeside, hvor du også kan læse Rasmus Wichmanns artikel “Mens vi venter på The Thing“.

Læs også anmeldelsen på Planet Pulp