Da Steen Langstrup i 1995 skrev romanen “Kat“, tror jeg ikke, at han havde regnet med, at den ville blive filmatiseret af Martin Schmidt 6 år senere. Jeg ved, at han efterfølgende har udtalt, at filmen ikke helt levede op til hans forventninger, og nu hvor jeg langt om længe har fået set den, må jeg indrømme, at det forstår jeg godt.
Martin Schmidt debuterede samme år som Langstrup med “Sidste time“, som var en stor biografsucces, og som jeg personligt var rigtig begejstret for. Året efter kom han med “Mørkeleg“, som klarede sig lidt dårligere i biograferne, men stadig var en ganske ok film. Der var derfor god grund til at tro, at Schmidt kunne tage Langstrups roman og transformere den om til endnu et hit. Men det kan man ikke siges lykkedes.
Maria (Liv Corfixen) deler lejlighed med Isabella (Charlotte Munck). De bor i samme opgang som Isabellas bedsteforældre, som går meget op i det okkulte. En fredag afholder de en seance, der går helt galt. Noget slipper igennem til vores verden, og da Maria næste morgen vil nusse sin kat, føler hun at noget er forkert.
Og hun har ret. Da to mennesker myrdes på bestialsk vis, mens Maria er ude at spise med kæresten Henrik (Martin Brygmann), får hun nogle mystiske syn. Og da myrderierne fortsætter, bliver hun sikker på, at katten på en eller anden måde er involveret. Men et besøg hos dyrlægen får ikke den afslutning, som hun havde regnet med.
Filmens manuskript er skrevet af Marie Trolle Larsen, og den er frit efter Langstrups roman. At den ikke følger romanens plot, behøver ikke at være dårligt, men jeg må indrømme, at jeg synes, Trolle Larsens historie er langt mindre interessant. Dels er Maria utrolig naiv, og hendes forhold til Henrik er så tåkrummende pinligt, at det er svært at tro på, at nogen kan være så lidt i kontakt med hinanden efter tre år. Dels bliver katten aldrig rigtig uhyggelig, og dermed ryger meget af plottets troværdighed. Endelig er de fleste af dialogerne mildest talt ringe, og måden betjenten Hald (Søren Pilmark) får koblet Maria sammen med mordene er heller ikke just overbevisende.
Jeg må også indrømme, at jeg blev temmelig skuffet over Martins Schmidts instruktion. I både “Sidste time” og “Mørkeleg” viste han, at han kan bruge genrens elementer effektivt, men her i “Kat” føles det, som om han tager samtlige klichéer og kaster dem i nakken på hinanden. Filmen når ikke at starte, før vi skal forskrækkes over et par fødder i mørket. Der bruges konstant skæve kameravinkler og unaturlige farvenuancer, og hvor begge dele kan være utroligt effektive, når de bruges korrekt, så bliver denne overdrevne brug bare irriterende.
Endelig var jeg heller ikke imponeret over skuespillet, men det har sikkert også været svært at få særlig meget liv ud af de meget lidt mindeværdige replikker.
Slutningen (som følger Langstrups) er dog lige i øjet, selvom den virker lidt påklistret og ikke rigtig hænger sammen med resten af historien. Så rigtig ærgerligt at det ikke lykkedes bedre.
Om Kat:
Instruktion: Martin Schmidt
Udgivelsesår: 2001
