Det er altid godt at få anbefalinger fra andre, men da min kollega Janus nævnte, at jeg skulle tage at læse Dark Matter af Michelle Paver, var jeg dog noget skeptisk. Hende kendte jeg nemlig kun som forfatter af slægtskrøniken Slægten på Jamaica, og jeg havde mere end svært ved at forestille mig, at hun kunne skrive en solid spøgelseshistorie. Men jeg må æde mine fordomme – Dark Matter er velskrevet, damper af atmosfære og efterlader læseren med gåsehud ved tanken om den arktiske nat.
Ifølge Wikipedia er dark matter en ukendt type stof, der antages at tegne sig for en stor del af den samlede masse i universet. Dark matter hverken udsender eller absorberer lys eller anden elektromagnetisk stråling og kan derfor ikke ses direkte med et teleskop.
Romanen udspiller sig i 1937, fem år efter at astronomen Jan Oort første gang postulerede tilstedeværelsen af dark matter. En gruppe unge briter tager på en ekspedition til Gruhuken i Arktis. De fire kommer fra velstillede familier, mens fortælleren Jack kommer fra de lavere sociale klasser og er med som fysiker og telegrafist. Allerede før de drager af sted, bliver gruppen dog decimeret, og ved ankomsten er de kun tre: lederen Gus Balfour, Algernon – Algie – Carlisle og Jack Miller.
Gruhuken har et dårligt ry blandt folk i området, men det skræmmer dem ikke. Tværtimod glæder Jack sig utroligt til det år, de skal tilbringe langt væk fra civilisationen. Stilheden og renheden i naturen beroliger ham, og han føler til dels, at dette er hans sidste chance for at få noget ud af sit liv. Han knytter sig tæt til Gus, og selvom han stadig kan føle sig lidt underlegen overfor de to andre, begynder han at falde til.
Men ligesom Jan Oort opdagede, at universet består af noget mellem stjernerne, opdager Jack, at man ikke kan se alt med øjnene, da han en dag oplever et øjeblik af ren og skær rædsel. Han ser noget, som han har svært ved at forklare for sig selv, og herefter ændres hans glæde ved Gruhuken. Pludselig er han bange for at gå ud, men han tør heller ikke fortælle de andre, hvad han har oplevet af frygt for, at de vil grine af ham. Til sidst bliver angsten dog så stor, at han beslutter sig for at fortælle Gus om oplevelsen. Men Gus bliver syg, og han og Algie bliver hentet af en læge, mens Jack må blive tilbage for at opretholde ekspeditionen.
Og snart begynder den mørke tid, hvor solen slet ikke står op…
Som sagt kan jeg kun anbefale Dark Matter. Jeg blev lynhurtigt suget ind i historien, som også kombinerer flere af mine interesser: fascinationen af Arktis og spørgsmålet om hvad et spøgelse egentlig er?
Michelle Paver skriver godt. Som anmelderen i The Guardian skriver: “Dark Matter is a spellbinding read – the kind of subtly unsettling, understated ghost story MR James might have written had he visited the Arctic.”
Paver lader Jack Miller fortælle historien gennem sin dagbog skrevet i tiden på Gruhuken, med en indledning og en afslutning der sætter historien i perspektiv. Hun fortaber sig ikke i videnskabelige detaljer om ekspeditionen, i stedet har hun fokus på Jacks oplevelser og tanker. Han er et yderst rationelt menneske, så da hans overbevisninger udsættes for et knæk, er det uhyre svært for ham at bære. Den følelse af afmagt beskriver Paver skræmmende godt.
“On the kitchen shelf, his alarm clock tells me that it’s twenty to twelve. Time to go out for the twelve o’clock readings. I have to do it. Otherwise it’s won. But what has won? Steady on, Jack, you’re in danger of creating a monster out of shadows. Whatever it is, what you must remember is that it’s in the past. Something happenend here once. Something terrible. But whatever it was, it’s in the past. Whatever you experienced was only an echo. It was simply an echo.”
Historien bygges langsomt op, men som slutningen nærmer sig, accelerer uhyggen, og mod de sidste sider kunne jeg ikke læse hurtigt nok.
Dark Matter er pt. ikke oversat til dansk.
Om Dark Matter:
Udgivelsesår: 2010
Forlag: Orion, 243 sider
Se en trailer for bogen på YouTube
Besøg Michelle Pavers hjemmeside
