Blot en drengestreg af Villy Sørensen

Villy Sørensen var en markant personlighed i dansk kulturliv gennem et halv århundrede. Han stod bag flere kulturpolitiske projekter, bl.a. tidsskriftet “Vindrosen”, som han i perioden mellem 1959 og 1963 redigerede sammen med Klaus Rifbjerg. I 1962 modtog han Det Danske Akademis pris og fra 1965 var han medlem af Akademiet. I 1974 modtog han Nordisk Råds litteraturpris, og i 1979 blev han æresdoktor ved Københavns Universitet.

Det virker måske lidt underligt, at jeg omtaler ham her på Gyseren, men i 1953 udgav han novellen “Blot en drengestreg” i samlingen “Sære historier”. I 1996 kom den i en ny udgave, der er illustreret af Pernille Kløvedal Helweg. Og her er efter min mening absolut tale om horror.

To drenge hører deres forældre fortælle om en onkel, som pga. blodforgiftning får amputeret et ben. De er meget fascineret af tanken om disse små baciller (som lillebroren kalder batterier og storebroren kalder bakciller), så da de en dag møder en mindre dreng, som slår foden, er de straks klar til at hjælpe ham, så hans ben ikke bliver inficeret. De tager ham med hjem for at save hans ben af, men det går ikke helt så let som forventet.

Historien er barsk i sig selv, men med Pernille Kløvedal Helwegs akvareller stiger rædslerne til uanede højder. Det er ganske enkelt fremragende, og viser at horror ikke behøver at involvere overnaturlige monstre eller skrækindjagende mordere for at være effektiv.

Peter Stounbjerg skriver i sit essay “Om det banale og det fatale i ‘Blot en drengestreg'”, at Villy Sørensens historie var et ideologikritisk opgør med de kulturelle stereotyper om den uskyldige barndom. For drengene i historien er måske nok uskyldige, idet de ikke bevidst gør noget ondt. Men deres gerning er ikke desto mindre grum, og Sørensen er ikke bleg for at benytte splatter til at tydeliggøre det i fortællingen: “Storebror savede mens blodet sprøjtede og trævler og rødt kød væltede op i savrenden, der ikke blev så lige som den helst skulle.”

En anden af Stoubjergs pointer er, at vi ser hele historien fra brødrenes side, og slet ikke fra ofrets som det ellers oftes er kutyme. Ved at lade brødrene berette får fortællingen desuden et barnligt, nærmest komisk udtryk (f.eks. at de bekymrer sig mere om, at de har svinet huset til, end at den lille dreng er død) som også understreger det groteske.

På den måde mener Stoubjerg, at historien viser de begrænsninger sproget udgør: “Når det grusomme bliver genkendt som drengestreger, miskendes det også. I det mindste i første omgang. For misforholdet mellem hændelse og udlægning giver indblik i en barnelogik, som i sin etiske indifferens rummer indsigter, der overskrider kulturens normer for det pæne og passende.” Med andre ord handler “Blot en drengestreg” om fortolkningens og ordenes magt. Brødrene saver jo ikke benet af den lille dreng af ondskab, men fordi de har hørt forældrene tale om farlige bakterier, der kan koste folk livet. De fortolker forældrenes beroligende forklaring forkert, og slår således den lille dreng ihjel for at redde hans liv.

Jeg kan klart følge pointen med, at måden, vi omtaler ting på, har stor betydning for, hvordan vi opfatter dem. F.eks. kan jeg blive vældig harm over, at aviserne ofte kalder det “en familietragedie”, når en mand/kvinde dræber sin ægtefælle og sine børn f.eks. i kølvandet på en skilsmisse. Det er jo mord, så kald det for det. Anderledes skarp er man med betegnelsen “æresdrab”. Her puttes mordet ikke væk i omformuleringer. Så sproget og brugen af sproget er af stor betydning, ikke blot i Villy Sørensens novelle.

Slutteligt konkluderer Stoubjerg, er “Blot en drengestreg” ovenikøbet meningsløs. Der er ingen dybere mening, for historien er ikke opbyggelig. Selvom nogen tolker novellen som en anfægtelse af vores opfattelse af lov og forbrydelse, så nævnes disse begreber slet ikke i historien. For slet ikke at tale om at brødrenes mor “vasker sine drenge hvide som engle“, da hun kommer hjem til blodbadet: “blodet skvulpede om hendes ben og hang i kager på væggene.”

Også Gerd Lütken og Johannes Fibiger har skrevet om Sørensens novelle i artiklen “Det grueligt gale – et filosofisk perspektiv på den børnelitterære uhygge”. Her fortæller de bl.a., at Sørensen havde problemer med at få udgivet “Sære historier”, da forlaget fandt historierne amoralske.

Artiklen beskriver, hvordan historien starter i en eventyragtig tone, men ændrer sig da den voksne fornuft sætter ind. Altså da brødrene beslutter sig for at skære benet af den lille dreng, ligesom onkelens ben blev fjernet.

“Alting synes med ubrydelig logik at slå om i sin modsætning; forældrenes pædagogiske forklaring fører til fuldstændig ufornuft, barbari og kaos. Den medicinske videnskab som frelsende og menneskekærlig får i hænderne på de to kvikke drenge den stik modsatte effekt, den bliver bestialsk og morderisk. Drengenes i udgangspunkt empatiske venlighed over for den lille dreng: “de begyndte at få ondt af ham”, slår i takt med operationens fiasko om til fuldstændig emotionel kulde, hvor han antager karakter af en slags affald: “øv hvor ser han dum ud […] Endeligt fremstår indledningens flinke og oplyste forældre pludselig som en truende og voldelig magt: “Vi får tæsk, når far kommer hjem.” (Det grueligt gale)

Lütken og Fibiger fortsætter i artiklen, at det næppe er tilfældigt, at Sørensen bruger forældrenes pædagogiske oplysningsambition som motor for historien. De ser nemlig, hvordan Villy Sørensen med udgangspunkt i civilisatorisk succeshistorie, drejer vinklen, så vi i stedet ser bagsiden af den videnskabelige succes. Og den vinkel trækker de tilbage til rædslerne i Auschwitz, der: “til evig tid [vil] stå som skamstøtten over en civilisation, som for vild og lod sig forlede af racebiologiens pseudovidenskabelige teorier om ‘forurening af folkelegemet’. En teori, der ikke tilfældigt minder om de to drenges forståelse af bakteriernes hærgen.”

Artiklen kalder “Blot en drengestreg” for en historie om fortræning af dæmoner ved hjælp af videnskab og autoriteter. Men dæmonerne vil altid vende tilbage. Så længe mennesket ikke ser sine grimme sider i øjnene, vil de hjemsøge os. Vi kan ikke rationalisere os ud af det.

“Så længe vi forlanger, at kunstens hus skal hvile på skønne græske søjler, så længe vil der blive tortureret i kælderen under det. Derfor må den moderne forfatter som Sørensen her gør det, påtage sig rollen at psyko-analysere sin kultur og bringe dæmonerne frem i lyset.”

“Blot en drengestreg” blev i øvrigt filmatiseret af Jannik Hastrup i 2015 som en kort animationsfilm.

Skulle du have lyst til at læse en nutidig fortælling, som ligeledes sætter barnlig ondskab under mikroskop, så prøv “Mørkets skønhed” af Fabien Vehlmann. En fremragende graphic novel der er ualmindelig smukt illustreret af Kerascoët.

Læs mere:

Læs mere om Villy Sørensen på Wikipedia
Besøg Pernille Kløvedal Helwegs hjemmeside
Både frem og tilbage: portræt af Villy Sørensens forfatterskab / red. Marianne Barlyng, Jørgen Bonde Nielsen
Villy Sørensen og 50’erne af Gitte S. A. Ulstrup
Det grueligt gale af Gerd Lütken og Johannes Fibiger I: Dansk, nr. 2, år 2000.

Om bogen:

Udgivelsesår: 1996
Forlag: Tiderne Skifter, 31 sider
Omslag: Pernille Kløvedal Helweg

Lån bogen på Bibliotek.dk