Jeg har fået læst en del katastrofe-romaner her på den sidste, og blandt de bedste hører Miraklernes tid af Karen Thompson Walker. Her følger vi den 11-årige Julia, som bor med sine forældre i Californien.
Som voksen tænker hun tilbage på den dag, hvor videnskabsfolkene bekendtgjorde, at jordens rotation i et stykke tid var blevet langsommere og langsommere – decelerationen kaldte de det – og hun fortæller hvordan livet herefter udformede sig.
Udover at påvirke dagenes længde ændrede decelerationen også jordens tyngdekraft, og blandt de første ofre var fuglene. Senere ændres også jordens magnetfelt af decelerationen, hvilket medførte kraftig stråling på jorden.
Mens alle disse begivenheder skyller ind over menneskeheden, følger vi Julias hverdag, som naturligvis ændrer sig, men ikke kun pga. decelerationen. Veninden Hanna finder en ny bedsteveninde, og pludselig er Julia meget alene i en skræmmende verden.
Miraklernes tid er på alle leder en fin roman. Det er et smukt portræt af en ung pige på tærsklen til at blive en ung kvinde med de forandringer det medfører: drengene bliver interessante; barndomsvenskaber bliver pludselig komplicerede og intrigante; og Julia må også erkende, at forældrene ikke blot er forældre, men også mennesker med dertil hørende fejl, Ved siden af Julias udvikling får vi et skræmmende billede af en fremtid, hvor naturen endelig siger fra overfor menneskene. Trods alle vores tekniske fremskridt er vi stadig hjælpeløse, når moder jord slår til, og den ydre verdens langsomme sammenbrud beskrives troværdigt og overbevisende.
“I et stykke tid føltes dagene stadig som dage. Solen stod op, og solen gik også ned. Mørke blev efterfulgt af lys. Jeg kan huske morgenernes dejlige kølighed, eftermiddagenes sløvende varme og den langstrakte skumring. Tusmørket dvælede i flere timer, før det omsider fortonede sig og gled over i nattemørke. Tiden sneglede sig dovent af sted, langsommere og langsommere.
For hver dag der gik, kom vi stadig mere ud af trit med urenes tidsangivelse. Jorden drejede stadg rundt, og urene gik stadig, men nu opererede de med hver sin tid. I løbet af en uge var det ikke nødvendigvis midnat, mens det var mørkt om natten. Uret kunne vise, at klokken var ni om morgenen midt på dagen. Til tider var klokken 12 middag ved solnedgang.
Dagene var kaotiske. Det var, som om vi befandt os i undtagelsestilstand. Hver morgen bekendtgjorde embedsmænd, hvor mange minutter døgnet var tiltaget med – som regnvand opsamlet i spande. Antallet af minutter varierede kraftigt, og vi vidste aldrig, hvad vi skulle forvente. Hver dag ved solopgang blev det besluttet, hvad tid vi skulle møde i skole – tidspunktet var aldrig det samme, og jeg kan huske, jeg så den lokale nyhedskanal sammen med min mor om morgenen for at høre, hvilket tidspunkt de ville vælge. Der kom stadig færre børn i skole.
Der var pludselig flere timer mellem skifteholdsarbejdernes mødetider. Rutefly var grounded i dagevis, og togvogne stod stille på skinnerne, indtil der var udarbejdet nye afgangstider som erstatning for de gamle. Hver dag måtte man udsende nye køreplaner og kyle de gamle ud.
Vi improviserede. Vi tilpassede os. Vi levede med det.”
Læs mere på forlagets hjemmeside
Om Miraklernes tid:
Udgivelsesår: 2012
Omslag: Håkan Liljemärker
