Christian Reslow debuterede i 2010 med romanen “Miraklets fald“, en slags fantasy science thriller, som jeg omtalte her på siden på grund af dens nærmest splatteragtige afslutning. Senere samme år kom endnu en roman “Micki 19.50“, som tog splatterniveauet højere op og på alle måder var en fremragende lille kortroman. Siden har jeg så ventet på at høre nyt fra Reslow, og d. 20. december 2012 udkom så endelig hans tredje roman “Kimæren”. Og lad mig blot afsløre med det samme – den var værd at vente på!
Der er noget helt galt i den lille by Rowley. To betjente bliver sendt ud til en lokal landmand, hvis kvæg er blevet parteret og dræbt på marken. Før de kommer så langt, bliver de dog involveret i en ulykke, hvor en alvorligt såret kvinde må bringes i sikkerhed. Samtidig rammer en række alarmkald centralen – alle fra Rowley. Nogen beretter om et vildt dyr, andre skriger bare på hjælp.
Sherif Leis beslutter sig for at undersøge sagen nærmere med en gruppe betjente, før han sender bud efter kavaleriet. Men Rowley ligner en krigszone. Lig og kropsdele ligger spredt ud over hovedgaden, som er tom for levende væsener – undtagen ét – og det går hurtigt op for Leis og hans folk, at de langt fra er nok til at stoppe, hvad der foregår.
Christian Reslow fortæller i et hæsblæsende tempo, som river læseren med sig fra første side. Vi præsenteres hurtigt for Kimæren, men for bogens hovedpersoner går der længere tid, før de finder ud af, hvad de er oppe imod. En kimære, forklarer Reslow, er et individ, der består af celler fra flere forskellige arter. Kimæren er ikke som sådan blodtørstig, den søger blot føde for at udvikle sig, og desværre for Rowleys beboere har den opdaget, at mennesker er en kilde til helt nye bevidstheder og former.
Som sagt er historien fyldt med action – og splat – og det er ment i ordets allerbedste betydning. Ikke mange danske forfattere tør kaste sig ud i den slags lemlæstelser, som Reslow smider om sig med her i “Kimæren”, og det er måske meget heldigt for min nattesøvn, for Reslow formår virkelig at skabe de mest sindssyge billeder i læserens hoved. Men det er også samtidig det, som er med til at gøre historien så sært fascinerende.
“I mørket kunne han ikke tydeligt se livsformen, der holdt ham, men han fornemmede med ærefrygt dens skikkelse. Blødende fra alle – nu ledløse – led og med luften hvinende ind og ud af halsen, sad han ansigt til ansigt med den, da blodbadet var ovre. En kropsdel, som hans hjerne ikke kunne identificere, blev placeret imod hans mave. Ikke for at penetrere, ikke denne gang. I stedet blev han presset med bagdelen først, ned igennem den smalle åbning i beholderen.
Den eksisterende smerte forhindrede ham i at mærke det lag af hud, der blev skrabet af hans ryg, mens han sank ned igennem hullet. Han mærkede heller ikke væsken. Ikke før den nåede de dybe, udhulede huller, hvor hans bøjelige dele havde siddet placeret for et minut siden. Mens hans udtømte krop blev fyldt af syren, sendte hans nervesystem en fornyet bølge af energi igennem ham og han så tydeligt sine egne skinneben, presset imod sit ansigt, da hans hoved blev presset under overfladen. Hans øjne var åbne, hans krop forsøgte stadig at trække vejret, forsøgte stadig at fungere. Mens hans øjne rullede hjælpeløst op imod overfladen af den orangegule væske, så han væsenet trække sine kropsdele til sig, ud af syltekarret. Den betragtede ham et øjeblik, mens marinade strømmede igennem hans hals og fyldte hans brystkasse. Og så lukkede den låget …”
Reslow lader fortællingen udspille sig i USA. Det virker fint og mere troværdigt, end hvis politiet i Horsens pludselig skulle rykke ud med masser af automatvåben. Ligeledes virker brugen af hæren og diverse lyssky afdelinger for terrorbekæmpelse også mere realistisk i et amerikansk setup. Og ved at gøre omgivelserne realistiske, bliver personerne troværdige, og dermed kommer kimæren også til at føles meget virkelig – og meget skræmmende…
Sprogligt flyder historien godt, plottet holder og slutningen – ja, den vil jeg ikke sige noget om, andet end at den er skruet effektivt sammen, og at tempoet holder hele vejen igennem.
“Kimæren” er sin helt egen historie, men skal jeg sammenligne den med andet, må det blive en blanding af Dean Koontz “Skygger” (fra dengang han skrev forrygende) møder Stephen Kings “Desperation” med et lille stænk “The Crazies” ind over.
Forsiden er lavet af Martin Zauner, som også var manden bag “Micki 19.50“s fantastiske forside. Igen synes jeg, at det er lykkes for Zauner” at skabe en foruroligende atmosfære, før man overhovedet åbner bogen, og den ildevarslende fornemmelse holder hele bogen igennem. Jeg kan kun sige: Læs den!
Besøg Christian Reslows hjemmeside
Besøg forlaget Valetas hjemmeside
Om bogen:
Udgivelsesår: 2012
Omslag: Martin Zauner
