D. 22. november 1963 blev den amerikanske præsident John F. Kennedy skudt under et besøg i Dallas, Texas. Efterfølgende blev Lee Harvey Oswald arresteret for mordet, men længe før han kunne komme for en dommer blev også han skudt. Dermed blev grunden lagt for en række spekulationer: Handlede Oswald på egne vegne? Stod FBI bag mordet på Kennedy? Var det cubanske bagmænd? Eller noget helt fjerde. Uanset hvad, ændrede denne dag verden, og mordet på Kennedy er udgangspunktet for Stephen Kings nye mammutroman 22.11.63.
Jake Epping er 35 år, fraskilt og underviser i engelsk på den lokale highschool. En dag ringer Al Tempelton, ejer af Al’s Diner hvor Jake har spist mange måltider med stor fornøjelse, og beder Jake kigge forbi. Han har noget alvorligt at drøfte med ham. Det viser sig, at Al er dødssyg af kræft og har en stor tjeneste at bede Jake om. Al har fundet en vej til at komme tilbage til d. 9. september 1958 (og kun til den samme dag og det samme sted, og uanset hvor længe man bliver, vil der kun være gået to minutter, når man vender tilbage). Al har forsøgt at finde en måde at bremse Lee Harvey Oswald på, før han dræber Kennedy. Men nu er tiden løbet ud for ham, og i stedet beder han Jake om at tage af sted.
Stephen King er fremragende til at beskrive lilleby Amerika, og han kan som få sætte ord på barndommen og overgangen til at blive voksen. Derudover har han et godt blik for social uretfærdighed og formår at få karakterudvikling og plotudvikling til at gå op i en højere enhed, hvilket blot er nogle af grundene for, at han i 2003 modtog National Book Foundations pris ”Medal for Distinguished Contribution to American Letters”.
Med 22.11.63 vender King tilbage til et tema, han tidligere har taget op (Den døde zone), om hvorvidt det moralsk kan forsvares at dræbe én mand for at ændre verdenens skæbne?
Det er ikke et let spørgsmål at besvare, og King lader sin hovedperson gå ad mange veje for at finde sit svar. Dermed også sagt, at 22.11.63 er en lang roman, og i starten må jeg indrømme, at jeg til tider tænkte, at den historie godt kunne strammes lidt op. Men efterhånden som Stephen King fletter flere lag ind i fortællingen, blev jeg mere og mere fanget ind, og ved bogens slutning sidder man ikke med mange overflødige ord.
Jeg har gennem tiden læst det meste fra Kings pen, og selvom jeg er en stor fan, så er det ikke alt, jeg har været lige begejstret for. Med 22.11.63 synes jeg dog, at King demonstrerer sin fantastiske evne til at fortælle en god historie hvor plot og karakterer flyder sammen til en vellykket enhed, som efterlader læseren både underholdt og eftertænksom.
King er en forfatter, som godt kan lide at kommunikere med sine læsere, og i sit efterord fortæller han bl.a., at han allerede startede på at skrive 22.11.63 tilbage i 1972. Han opgav dog, dels fordi han stadig underviste fuldtid dengang, og researcharbejdet ville blive for omfattende, men også fordi såret efter Kennedys død stadig var for åbent selv ni år efter. Derfor udkom 22.11.63 først i 2011 i USA, og jeg vil give kritiker Mark Lawson fra The Gurdian ret, når han i sin anmeldelse skriver: ”With some senior writers, the dusting out of bottom drawers indicates creative stasis. But King, whose writing life represents among other things a model of canny career management, has waited until the right time for these novels. In these books, the reader feels the benefit of 40 years of narrative craftsmanship and reflection on his nation’s history. Going backwards proves to be another step forward for the most remarkable storyteller in modern American literature.”
Om 22.11.63:
Udgivelsesår: 2013
Originaltitel: 11/22/63
Omslag: Jon Asgeir
