Jeg skal huske dig er en isnende thriller hvor uhyggen sniger sig ind på læseren under Islands forblæste og kolde vinterhimmel
Parret Garðar og Katrín har sammen med veninden Líf, hvis nyligt afdøde mand var Garðars bedste ven, købt et forfaldet hus på øen Hesteyri. Målet er at sætte huset i stand og åbne et lille pensionat. Men da de ankommer til øen en kold efterårsmorgen, er Katrín meget i tvivl om projektet. Øen er mennesketom, og deres eneste forbindelse til omverdenen er båden, der afleverede dem, og som kommer tilbage om en uge – hvis vejret er til det!
Det viser sig, at huset de har købt, gemmer på en historie, og de har ikke været længe på øen, før Katrín er overbevist om, at de alligevel ikke er alene.
Sideløbende med fortællingen fra Hesteyri hører vi om psykiateren Freyr, der for nylig er flyttet alene til Ísafjöður. Hans lille søn, Benni, forsvandt sporløst for tre år siden. Mens hustruen Sara er overbevist om, at sønnens ånd stadig er hos dem, ved Freyr, at det er ønsketænkning, og det har været med til at ødelægge ægteskabet.
Men som fortællingen skrider frem, trænger Bennis forsvinden sig på, og viser sig – måske – at have noget at gøre med et omfattende hærværk i en børnehave, et mystisk selvmord og en anden forsvinden for 50 år siden.
Om Jeg skal huske dig:
Udgivelsesår: 2013
Originaltitel: Ég man þig