Mathias Hviid studerer runologi og filologi, mens han ved siden af passer sit studiejob som assistent på Universitetsbiblioteket i Odense. Han bor alene sammen med moderen, hvis barndom har efterladt hende med masser af ar. Både bogstaveligt og i overført betydning.
En dag modtager Mathias et brev fra en gammel verdenskendt kunstner ved navn Lucian Whitmore. Han ønsker, at Mathias skal rejse til London for at hjælpe ham med en opgave, der kan rokke ved fundamentet for hele den vestlige verden. Vedlagt er en lille notesbog. Den skal overbevise Mathias om, hvorfor det netop er ham, Whitmore har brug for. Og som et yderligere middel lader Whitmore Mathias forstå, at han også kender hans mor.
Mathias bider på krogen og rejser til London, hvor han langsomt får gravet sig ind i opgaven, som Whitmore har givet ham. En opgave der viser sig at være farligere, end Mathias havde forestillet sig, og som sætter spørgsmålstegn ved selve kristendommens fundament.
“Odins labyrint” er både spændende og udfordrende, idet man som læser skal holde tungen lige i munden for at følge med. Mads Peder Nordbo bruger nemlig sin ekspertise i runologi og sproghistorie til at skabe et kompliceret plot, som henter tråde fra hemmelige katolske broderskaber, runernes historie og ikke mindst Odins og Asernes oprindelse.
Med Mathias Hviid som en troværdig hovedperson i centrum for begivenhederne serverer Nordbo en både spændende og tankevækkende konspirationsthriller der blander mysticisme og nordisk mytologi i en dramatisk fortælling, der med sin detaljerigdom nok kræver lidt af sin læser, men til gengæld også leverer ubetinget underholdning.
Det er oplagt at sammenligne Nordbo med Dan Brown, men jeg synes faktisk, at Nordbo skriver bedre. En anden sammenligning kunne være Mikkel Birkegaards “Libri De Luca” og “Fra drømmenes bog”.
“Odins labyrint” er Mads Peder Nordbos debut – og en yderst vellykket debut, som da også har fået stor ros af anmelderne generelt.
(anmeldt til Bogrummet.dk)
Om bogen:
Udgivelsesår: 2012
Forlag: Lindhardt & Ringhof, 412 sider