For mit vedkommende har jeg altid tænkt på sci-fi horror, som historier der foregår i deep space og involverer fremmed væsner i en eller anden forstand. En af mine favoritfilm er ”Event Horizon”, som jeg har set mindst 10 gange, og som sammen med Alien-filmene har været mit referencepunkt. Men før jeg kastede mig over anmeldelsen af ”Universets mørke”, lavede jeg en hurtig søgning på nettet efter en genrebeskrivelse, og det har uddybet rammen lidt i forhold til min oprindelige opfattelse.
What is SciFi Horror?
Science Fiction and Horror overlap to create a scary story where the source of fear is another planet, alien race, interstellar travel, or something else from the Sci Fi genre. Sci Fi and Horror are natural companions. Often, fiction depicts a sense of anxiety about science and technology: medical research may unleash new diseases, robots may revolt, engineers can build death rays and atomic bombs. Or the topic may be some exploration of man’s primal fears: the claustrophobia of enclosed space, the fears of finding out you are not alone in the universe, the discovery of something “alien”, etc. These anxieties are the intersection where Sci Fi and Horror create their stories. Sci-Fi Horror is a cross section of sub-genres, which makes for a wide range of stories. In addition, the sub-genre is less about the content and more about the effect on the reader. (http://bestsciencefictionbooks.com/sci-fi-horror.php)
Antologien starter med ”Killinger” af Majbrit Høyrup, og her er vi langt fra min oprindelige idé om, at sci-fi horror foregår ude i rummet, men vi er klart indenfor rammerne af ovennævnte definition. Hovedpersonen er en unavngiven mand, der fifler med raceopdræt ude i sin stald. Dog ikke det sædvanlige med heste eller køer. Her er tale om en ganske særlig raceblanding, hvis følgere mødes via Kittenmix.net, og hvis avl foregår i dybeste hemmelighed.
Majbrit Høyrup fortæller i sin korte novelle (13 sider) om genetisk fremavlede hybridvæsner, og implicit om de mange moralske og etiske problemstillinger genetiske eksperimenter medfører. Det er veludført og meget skræmmende.
Patrick Leis’ novelle ”Starten på en krig” hører derimod til i den klassiske sci-fi horror. Et rumskib i deep space rammes af en meteor, som slår hul i skroget. Den nærmeste redning er 52 timer væk, men der er kun ilt til 29 timer. Under forsøget på at reparere skroget opdager ingeniøren Morris noget, der ligner ildfluer, som sværmer omkring hullet, og som viser sig at være ganske påtrængende.
Patrick Leis er altid god for en spændende og velskrevet historie, og det leverer han også her. Slutningen indeholder et fint twist, som gør novellen til mere end bare underholdning og efterlader lidt at tænke over.
”Mikromennesker” af Anna Line Søgaard var jeg ved første gennemlæsning ikke så begejstret for, men jo mere jeg tænkte over den, da jeg skulle skrive denne anmeldelse, jo bedre synes jeg faktisk, at den bliver.
Hvad nu hvis mikroovnens vidunder kunne udvides til at kunne lave lige det, man ønskede sig allermest? Ashley drømmer om at blive set og elsket, så hun får mikroovnen til at skabe en fantastisk kjole. Desværre giver det hende ikke den opmærksomhed, hun sådan higer efter, og hendes skuffelse resulterer i selvhad, som får helt uventede konsekvenser. En lidt anderledes novelle som fortjener, at man læser den fokuseret.
Med” Ud over kanten” tager Thomas Daugaard os tilbage til deep space. ESS Columbus har rejst gennem rummet i 215 dage for at nå til Mars, hvor missionen er at installere og aktivere Maskinen, et kvantemekanisk kommunikationsredskab, der skal sørge for øjeblikkelige transmissioner mellem Jorden og Mars. Nu nærmer de sig endemålet, men besætningsmedlem Takumi er overbevist om, at Maskinen IKKE må aktiveres.
”Ud over kanten” er en af mine favoritter i antologien. Dels køber jeg fuldstændig science fiction præmissen, og dels parrer han denne overbevisende historie med Lovecraft’sk horror, og så bliver det bare ikke meget bedre i min smag.
Lars Ahn Pedersen plejer aldrig at skuffe, og det gør han som sådan heller ikke med ”Slagtehus 13”, der er underholdende, men dog ikke helt så overraskende og opfindsomt, som LAP ellers plejer at skrive. Her befinder vi os i en fremtid á la ”Total Recall”, hvor firmaet Scream Vacation tilbyder interaktive overlevelsesferier i et gyserfilms-univers, som gæsten selv vælger.
Titelnovellen ”Universets mørke” af Klaus Æ. Mogensen hører også til blandt samlingens bedste. En mor og hendes datter forsøger at komme overens med deres liv efter en voldsom ulykke, som dræbte faren og den ufødte lillebror. De tager til et øde beliggende sommerhus ved Vesterhavet, men opholdet får en brat afslutning.
Klaus Æ. Mogensen introducerer læserne for mørkt stof og mørk energi, som forskerne først indenfor de senere år er blevet bekendt med. Hvad nu hvis denne mørke energi kom til syne i vores verden? En velskreven novelle som via et meget videnskabelig grundlag lader gruen få et ansigt.
Hvad nu, hvis alt der er gået forud for denne dag, blot er et minde i en hukommelse, og ikke en rigtig erindring om et levet liv? Det undersøger Flemming R.P. Rasch i ”Chalmers verden”. Her beretter fortælleren i et brev til René, om en grufuld sandhed han har afdækket gennem interviews med en navigatør, der som det eneste besætningsmedlem er vendt tilbage fra en rumrejse gennem flere universer. En meget tankevækkende novelle, der ligesom ”Universets mørke” af Klaus Æ. Mogensen ser nærmere på mørkt stof.
Antologiens mest fysiske novelle er ”Cestoda” af Lars Kramhøft. Tre utilpassede unge kommer på tværs af professor Steffensen, der underviser dem i biologi på resocialicerings-centeret Lystrupgård med helt uforudsete følger. Lad mig nøjes med at sige, at parasitter spiller en stor rolle i historien, som er både underholdende og blodig.
”Itu” af A. Silvestri starter med en dreng, der ser uendelig velkendt ud – og så alligevel ikke. Fortælleren overværer, hvordan drengen bliver flyttet af to politimænd, men scenen ender i blod og død, og fortælleren flyttes i karantæne, hvor han skal fortælle alt, hvad han husker om episoden.
A. Silvestri eksperimenterer ofte med sin skrivestil, og i denne novelle lader han helt bogstaveligt sin fortæller gå itu, mens han forklarer, hvad han husker. Kommaerne forsvinder, ordene forsvinder, betydningen forsvinder: ”Vågner til blinkende/hvidt lys/mørke. Forsøger/nægter at rejse mig fra sengen/fængslet. Det spænder/gør ondt/hviner i min arm/led/kæbe. Farver i tusindtal. Blå/orange/grøn/ultra/infra/ekko/sort/stank/hvid/duft.” Det er veludført, og præmissen er godt tænkt. Silvestri beviser endnu en gang, at han kan noget ganske særligt, når han skriver.
I ”Ildskolopendrene” af Kristoffer J. Andersen er vi tilbage i rummet. På planeten, der rummer femte koloni, oplever man problemer med nogle skolopender-lignende dyr, som angriber koloniens beboere. Ledelsens ønske er at gasse dyrene, men xeno-biologen Anders får dem overtalt til at give ham en uge for at undersøge konsekvenserne af at dræbe skolopenderne. Let fortalt novelle hvor Kristoffer J. Andersen giver sin udlægning af, hvor galt det kan gå, hvis man roder med naturen.
”Svaret” af Aske Munk-Jørgensen starter ud fra næsten samme præmis som Patrick Leis ”Starten på en krig”, men viser sig alligevel at have et helt andet fokus, selvom slutresultatet måske bliver det samme. Novellen handler om besætningen på fragtskib, der kort før afgang bliver pålagt at tage nogle passagerer med. Skibets kaptajn er yderst skeptisk overfor ordren, og det viser sig da også, at passagerne gemmer på en hemmelighed. Velskrevet novelle, som både leverer gru og stof til eftertanke.
Antologiens sidste novelle er ”Undergangen” af Jesper Rugård Jensen. Ejendomsmægleren Egon er på vej til Lolland-Falster, hvor hans demente mor bor alene efter farens død. I radioen er der en masse indslag om nogle mærkværdige fænomener, som materialiserer sig som sorte kugler over hele verden. Det er Egon dog ligeglad med. Hans tanker kredser hovedsageligt om det kommende salg af forældrenes hus, og om det nylige brud med hustruen Karen. Det varer dog ikke længe, før han tvinges til at forholde sig til kuglerne.
De 12 noveller udforsker på meget forskellig vis “sci-fi horror”. Her er alt lige fra de klassiske deep space fortællinger om møder med aliens, over genetiske eksperimenter og betragtninger over teknologiens muligheder, til andre verdeners og tiders indtrængen i vores.
Generelt er niveauet højt. Der var ikke én novelle, som jeg ikke ved anden gennemlæsning fandt interessant, og jeg er imponeret over, hvor bredt de 12 forfattere har tænkt sci-fi horror. Jeg kan dog godt ærgre mig lidt over, at flere af novellerne skæmmes af slåfejl, der burde være fanget i korrekturen. Det hæmmer læsningen og bryder historiernes flow, hvilket er synd, for her er som sagt generelt tale om rigtig gode noveller. Til gengæld er jeg vild med forsiden og ikke mindst den font, der er brugt, og jeg er også stor fan af, at man sidst i bogen findes en kort biografi over de medvirkende forfattere.
Alt i alt kan jeg kun anbefale ”Universets mørke” som en spændende antologi, der udforsker og udfordrer sci-fi horror og underholder læseren imens.
Læs mere på forlagets hjemmeside
Indhold:
Majbrit Høyrup: Killinger
Patrick Leis: Starten på en krig
Anna Line Søgaard: Mikromennesker
Thomas Daugaard: Ud over kanten
Lars Ahn Pedersen: Slagtehus 13
Klaus Æ. Mogensen: Universets mørke
Flemming R.P. Rasch: Chalmers verden
Lars Kramhøft: Cestoda
A. Silvestri: Itu
Kristoffer Jacob Andersen: Ildskolopendrene
Aske Munk-Jørgensen: Svaret
Jesper Rugård Jensen: Undergangen
Om bogen:
Udgivelsesår: 2015
Omslag: Tomas Gindeberg
