Stephen King er en meget alsidig forfatter. Mange tænker kun på ham som ”the king of horror”, men i virkeligheden befinder hans fortællinger sig ofte i alle mulige andre genrer. Jeg har været stor fan af ham, siden jeg første gang læste Opgøret (eller Slutspil som titlen var på den tre-binds udgave, der først udkom på dansk), og har holdt af det meste.
I Joyland befinder vi os i North Carolina i 1970’erne. Hovedpersonen er den 21-årige Devin Jones, der tager et sommerferiejob i forlystelsesparken Joyland. Her forsøger han at komme sig over sin første hjertesorg, da kæresten Wendy slår op med ham, mens han tjener penge til næste års semester på college.
Sommeren bringer både livslange venskaber og fortællingen om et genfærd, der hjemsøger parkens spøgelseshus, hvor en ung pige nogle år forinden er blevet myrdet.
Joyland er ikke så meget en spændingsroman, som det er en slags ”coming of age” historie. Nok er der et mord-mysterium undervejs, men fokus er på Devin, som i løbet af sommeren udvikler sig fra en ulykkelig forelsket ungersvend, til en handlekraftig mand der tager sit ansvar på sig – også når det har konsekvenser.
Det er ikke første gang, King har skrevet en ”coming of age” roman. Allerede i 1982 udgav han kortromanen Liget i skoven (The Body), om en gruppe drenge som tager på tur for at finde liget af en dreng, der er blevet kørt over af toget i en skov. Historien er en af de smukkeste i hele Kings forfatterskab, og resulterede da også i en fremragende filmatisering i 1986 med titlen Stand by me.
Desværre synes jeg ikke, at Joyland tilnærmelsesvis nærmer sig samme høje niveau. Det er ikke fordi, historien som sådan er dårlig, men King har bare fortalt den før – og bedre. Romanen virker lidt som venstrehånds-arbejde, hvor King genbruger sine kendte virkemidler, men uden deres sædvanlige overbevisning.
Fortællemæssigt bringer Joyland f.eks. intet nyt til forfatterskabet. Oplægget er klassisk Stephen King, hvor fortælleren ser fra nutiden tilbage på den pågældende sommer og beretter om, hvad der skete. Ind i mellem får vi hans nutidige tanker om sit datidige jeg, samt lidt om hvad der er sket med de personer, der fyldte hans liv i den periode. Det plejer at være virke godt, men denne gang forekommer det lettere mekanisk.
Joyland har sikkert ikke været helt let at oversætte. King krydrer historien med tivoli-jargon, som han vist selv har opfundet til lejligheden, men ind i mellem halter også de helt almindelige sætninger (s. 31: “Må jeg høfligst bede dig om at starte midt i historien? sagde jeg sarkastisk”; s. 13: ”En tur i Hjulet betyder, at du er, som det lyder. Ansat. Han kan lide at lade de få det vide. Siger du ja til jobbet?”) Om det så er fordi, King har lavet lidt venstrehånds-arbejde eller om det er oversætteren, kan være svært at vide. I hvert fald må jeg indrømme, at jeg ikke er så imponeret over bogen, som jeg havde håbet.
Har man ikke tidligere læst noget af Stephen King, er oplevelsen af Joyland muligvis anderledes, idet metaltrætheden formentlig ikke skinner ligeså tydeligt igennem. Men har man stadig King til gode, og vil man gerne læse en ”coming of age” historie, så tag hellere Liget i skoven og få en fantastisk læseoplevelse.
Med andre ord – ikke Kings bedste roman.
Om bogen:
Omslag: Jon Asgeir
Udgivelsesår: 2015
Forlag: Hr. Ferdinand, 301 sider
