Kærlighedsfrugt – 14 rædsler af A. Silvestri

Kærlighedsfrugt – 14 rædsler af A. Silvestri

A. Silvestri er en yderst produktiv forfatter, som spænder over mange genrer. Seneste udgivelse fra ham er “Kærlighedsfrugt”, en samling med  14 noveller, der bevæger sig fra gyser til horror – et skift han uddyber i forordet, hvor han skriver lidt om sin forståelse af horror i modsætning til gys:

Horror er, som genre, en af de bredeste, jeg kender til. Den omfavner både den grelle body horror, der forsøger at frembringe en reaktion i læseren ved voldsomme lemlæstelser eller nedbrydninger af menneskets fysiske form, og samtidig er genren også den elegante uhygge set i de victorianske spøgelseshistorier. I horror er der plads til snigende uhygge, der udelukkende har hjemme i vores verden, og til rædselsvækkende monstre fra afgrunden af vores fantasi.

Horror har så mange nuancer, at det af og til kan være mærkeligt, at de forskellige varianter hører til i samme overgenre. Bredden i genren er dog ikke direkte med til at skelne mellem gyser og horror. Det har noget med alder at gøre … Gyseren er lidt hyggelig, fordi den aldrig bliver rigtig frygtelig. Der er regler, alle skal overholde – også monstrene. Der er den grundlæggende sikkerhed i, at børn og unge ikke bare dør. Det gode skal nok sejre i sidste ende. Horror fjerner den sikkerhed fra genren.

A. Silvestri er en forfatter, der udfordrer sig selv og læseren, og det er altid interessant efter endt læsning at besøge hans blog for at læse lidt om baggrundstankerne. F.eks. fandt jeg på den måde ud af, at hans novelle “Den allersidste dans” i antologien “Undergang” indeholder hele teksten til sangen “Den allersidste dans”.

I “Kærlighedsfrugt” er hans udfordring så ovenstående, nemlig at skrive noveller der flytter sig fra gyser til horror. Men er det så lykkes?

Samlingen starter med “Hr. Shetanis sjældne fugle”, om drengen Markus hvis undulat er død. Markus savner i den grad fuglen. Til sidst beslutter han sig for at købe en ny fugl, selvom den selvfølgelig aldrig kan erstatte Anton. Det fører ham til en butik, han aldrig har lagt mærke til før, hvor han får muligheden for at vælge en usædvanlig fugl. Novellen ligger helt klart i Silvestris første bunke – gyseren. Dels med sin 12-årige hovedperson, og dels med sit klart afgrænsede plot og forståelige symbolik. Novellen er stadig velskrevet dog, med et lidt ondere strejf end jeg tror, en børnebogsforfatter ville give læserne.

Også novellen “Paintball” er lige til at gå til. Her mødes to hold i DM i paintball, men finalen viser sig at være noget helt andet end sædvanligt. Igen er her et ret tydeligt plot, hvor monstret er forståeligt for såvel børn som voksne, men selve handlingen er blevet mere blodig, og slutningen indeholder et etisk dilemma.

Fra den tredje novelle bliver plottet mere subtilt. I “Fingerleg” mødes Henrik med nogle gamle klassekammerater på en bar. Her “overhører” han en samtale mellem to andre gæster, en ung kvinde og en lidt ældre mand der sidder ved bardisken. På overfladen er deres samtale uskyldig og flirtende, men mandens hænder har en helt anden dagsorden. Vi ved stadig, hvem skurken/monstret er her, men det bliver vanskeligere at definere hvad det er, og der er ikke længere på samme måde en helt klar forståelse af, hvorfor tingene sker.

“Ved lejlighed”, som er samlingens fjerde novelle, fik mig til at tænke på “Statslegemet” af Clive Barker uden dog alligevel at kunne sammenlignes. Det er fortællingen om Jens, hvis kæreste Mia forlod ham for tre år siden. Nu er Jens faldet i et sort hul, hvor han knap passer sit arbejde, drikker for meget og forsumper i sin lejlighed. I novellen bliver “det onde” mere metaforisk end i de tre foregående fortællinger. Vi går fra nogen – en person eller et væsen – vi kan se og føle, til noget udefinerbar der vil os det ondt.

Og herfra fortsætter novellerne med at udvikle sig til den afsluttende “Sammen”, der udspiller sig i et lukket rum. 10 personer er låst sammen og en efter en bliver de slået ihjel. Her er slet ingen forklaring, hverken på hvorfor de 10 personer skal dø, eller hvem der står bag. Ofrene er heller ikke nødvendigvis “gode”, og slutningen efterlader læseren uden et klart svar.

Jeg synes bestemt, at det er lykkes Silvestri at vise forskellen mellem gys og horror, samtidig med at han demonstrerer genrens bredde. Han præsenterer i de 14 noveller læseren for alt lige fra varulve, vampyrer og genfærd, over psykopater, lovecraftiansk horror og monstre, til hekse og dæmoner. Alle serveres de på overraskende og anderledes måder, og selvom jeg ikke er lige vild med alle novellerne, er de gennemført og velskrevne og fortjener et stort publikum.

Læs mere på A. Silvestris blog eller på forlaget Kandors hjemmeside

Siden jeg skrev denne anmeldelse, er “Kærlighedsfrugt” blevet nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse.

Indhold:

Hr. Shetanis sjældne fugle
Om Markus hvis undulat er død. Han savner i den grad fuglen, at han til sidst beslutter sig for at købe en ny fugl. Det fører ham til en butik, han aldrig har lagt mærke til før med en ejer så sort som natten.

Paintball
To hold mødes til finalen i DM i paintball, men banen viser sig at gemme på nogle overraskelser. 

Fingerleg
På en bar “overhører” Henrik en samtale mellem en ung kvinde og en lidt ældre mand. På overfladen er deres samtale uskyldig og flirtende, men mandens hænder har en helt anden dagsorden.

Ved lejlighed
For tre år siden forlod Mia Jens, som nu faldet i et sort hul, hvor han knap passer sit arbejde, drikker for meget og forsumper i sin tidligere så velholdte lejlighed.

I forstæderne løber man
Den midaldrende og overvægtige Oliver er begyndt at løbe. Han løber for at holde på konen, men i stedet møder han en helt anden.

Hest
Mikkel er på druktur med vennerne, da han efter en uventet samtale med kæresten farer vild i skoven. Her venter noget på ham.

I løngangen
Da journalisten Steen møder en tidligere OL-løber gennemblødt af sved på sit lokale værtshus fornemmer han en historie. Men ikke lige den historie, han får.

En tragedie
Andrea møder Patrick over nettet, og de forelsker sig nærmest øjeblikkeligt i hinanden trods den fysiske afstand mellem København og Aarhus. Vil kærligheden overleve at de mødes?

Labyrinthine
Mathias får sit livs chance, da DigitalSoft ansætter ham til at stå bag et nyt computerspil, der tager spilleren med til en anden verden.

Drag
Angelique har kæmpet hårdt for at nå til, hvor hun er – superstar blandt drag-queens – og INGEN skal tage det fra hende.

Svigermors skarpe tunge
Simon elsker Michala. Han er ikke så vild med svigermor, som holder så stærkt på traditionerne. Men svigermors frikadeller er nu noget særligt.

Kærlighedsfrugt
Ingen kvinder kan stå for Christians smukke øjne, og det er også helt fint, så længe de bare ikke forelsker sig.

Transfusion
Da Karl opsøges af ung pige, der har brug for hjælp, siger han ja. Naturligvis …

Sammen
I et lukket rum sidder 10 personer låst sammen, og en efter en bliver de slået ihjel.

Om bogen:

Udgivelsesår: 2015
Omslag: Aleksei Grosu

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.