En midaldrende mand vender tilbage til sin hjemegn i forbindelse med en begravelse, og selvom barndomshjemmet for længst er borte, kører han alligevel forbi for dog at ende på gården for enden af grusvejen. Her boede familien Hempstock, der bestod af bedstemoren, moren og pigen Lettie, og da manden pludselig dukker op igen, får han lov til at sætte sig ved gårdens dam, hvor tankerne glider tilbage, til dengang han var 7 år.
På den tidspunkt manglede familien penge, så de begyndte at leje værelser ud. En af lejerne var en sydafrikansk minearbejder, som uforvarende sætter gang i begivenheder, der får konsekvenser langt ud over vores verdens grænser, og som kommer til at præge drengen for resten af livet.
Neil Gaiman er stort set altid værd at læse, og Oceanet hvor grusvejen endte er en både smuk, skræmmende, grusom og sært blid oplevelse. Gaiman skriver enkelt og nøgternt men alligevel poetisk, så selv de mest grusomme sekvenser i bogen læses med fryd.
“Jeg så bare på hende, voksen og blond, med sit grå og pink skørt, og jeg var bange. Hendes kjole var ikke forrevet. Det var vel bare moden, tænker jeg, at hendes kjole så sådan ud. Men da jeg kiggede på hende, forestillede jeg mig hendes kjole blafre i det vindløse køkken, blafre som et skibs storsejl på et ensomt ocean under en orange himmel.Jeg ved ikke, hvad jeg svarede, eller om jeg overhovedet sagde noget. Men jeg gik ud af køkkenet, selvom jeg var sulten, uden så meget som et æble.”
Uden sammenligning i øvrigt kom jeg til at tænke på “Boo’ya Moon – Liseys historie” af Stephen King, som også delvist udspiller sig i et univers, der normalt er gemt for vores øjne. Også fordi Gaiman ligesom King er fremragende til at fortælle set fra barnets synsvinkel.
Oceanet hvor grusvejen endte er en eventyrlig fortælling om glemte barndomsminder, som både er sørgmodig og skræmmende, og som velfortjent har vundet bl.a. den britiske “National Book Awards: Book of the Year 2013“.
Om Oceanet hvor grusvejen endte:
Originaltitel: The Ocean at the End of the Lane
Oversætter Steffen Rayburn-Maarup
Udgivelsesår: 2015 (2013)
Omslag: Rasmus Funder efter originaludgaven
