Tankevækkende og velskrevet fortælling om et samfund gennemsyret af frygten for det anderledes
I en bevogtet lejr dybt inde i skoven bor teenageren Janus sammen med en række andre børn og unge. De har fået at vide, at lejren er til for at beskytte og uddanne dem. I virkeligheden føler Janus nærmere, at de er spærret inde for at omverdenen kan slippe for at forholde sig til dem. Alle lejrens beboere er nemlig resultatet af en genfejl hos en donor i en sædbank, og det er denne sædbank, som betaler for lejren.
Men løfterne om beskyttelse og uddannelse falder langsomt fra hinanden. Lejrchefen, som både er ondskabsfuld og brutal, holder sig hovedsageligt inde på sit kontor, hvor han taler i telefon, mens skolelæreren sjældnere og sjældnere dukker op. Nattevagten, som er den ansvarsperson, der tager sig mest af de unge, er alkoholiker, så det er i høj grad op til Janus og den jævnaldrende pige, Lola, at tage sig af de mindre børn.
Selvom Janus nåede at opleve omverdenens fordømmelse, før han blev anbragt i lejren af sin mor, drømmer han kun om at slippe væk og komme hjem at bo hos sin mor og stedfar igen. Så da chancen for flugt opstår, griber han den, selvom han samtidig føler, at han svigter de andre børn.
Drømmen om frihed viser sig dog at blive svær at opfylde. Mens han har siddet i lejren, har samfundet ændret sig til det værre, og det varer ikke længe, før Janus opdager, hvor uønskede han og de andre børn er. Romanens slutning er tveægget, idet chancen for et ‘normalt’ liv pludselig er en mulighed – men med enorme omkostninger.
”Håbet er som en muskelhund” er en tankevækkende og velskrevet fortælling for unge, om et samfund gennemsyret af frygten for det anderledes.
Genfejlen, som de unge i lejren har, får dem til at ligne monstre, men det gør dem ikke TIL monstre. I lejren har de kun hinanden, så selvom der også herinde er uvenskab og gnidninger, er venskabet dog det bærende element, og dermed står børnenes menneskelighed med deres håb, drømme, vrede og kærlighed i stærk kontrast til bogens voksne, som enten ikke kan se forbi det monstrøse ydre, eller, som nattevagten, er for forsumpet i deres eget liv til for alvor at kunne forholde sig til andre. En roman, der giver stof til eftertanke, i forhold til hvordan vi også i vores samfund reagerer på det ukendte og anderledes. Og om det altid er bedst at følge ‘det normale’, eller om omkostningerne kan blive for store?
(anmeldt til Bogrummet.dk)
Om bogen:
Udgivelsesår: 2016
Forlag: Høst & Søn, 155 sider