Gigant af Rune Ryberg

gigant_rune_rybergKulørt, humoristisk og actionfyldt coming-of-age tegneserie fyldt med monstre, ottebenede hunde og en kærlighed der overvinder alt

Den lille, spinkle Ozzy, hvis øgenavn er Gigant, er på date med Donna. Pludselig dukker et monster op og spiser Donna i en mundfuld. Gigants første indskydelse er at stikke af, som han plejer, men så beslutter han sig alligevel for at tage kampen op. Det fører ham ud på en farlig færd til fremmede dimensioner, hvor monstre og ottebenede hunde forsøger at bremse ham i at redde Donna.

Historien om Gigant er en kulørt coming of age-fortælling pakket godt ind i humor, action og tjubang. Helten skal som i de klassiske eventyr igennem en masse prøvelser, før han kan få prinsessen og vende hjem som et bedre menneske. Der er dog ikke meget belærende over Gigants flippede og crazy univers, som ubegribeligt nok er Rune Rybergs debut.

Der kan siges meget positivt om ebøger, men for mig slår intet følelsen af at sidde med en rigtig bog, hvor du ligefrem kan mærke håndværket. Sådan en udgivelse er Gigant. Med sit luksuriøse omslag hvorpå tegninger og tekst er trykt i klare røde og blå farver, så de nærmest springer ud i hovedet på læseren, ligefrem skriger udgivelsen: fremragende håndvæk. Papiret er ligeledes i kraftig kvalitet, og udgivelsen afsluttes med et indblik i Rybergs arbejdsproces med Gigant. Det er bare så lækkert, og udgivelsen har da også modtaget støtte fra Statens Kunstfond.

Rybergs tegninger fremstår lidt forpjuskede og skæve, men er samtidig både udtryksfulde og fyldt med dynamik og energi. Her i Gigant er de holdt i pangfarver, der underbygger det gakkede univers, vi befinder os i.

Ryberg er oprindeligt uddannet animator fra Animationsværkstedet i Viborg. Han har også arbejdet på forskellige danske kortfilm og tv-serier. Gigant vandt Pingprisen 2015 for Bedste børne/ungdomstegneserie, hvor den fik følgende ord med på vejen:

Med minimal tekst og up-beat tempo styrer et suverænt billedflow fortællingen i land. Det gennemarbejdede fantasyunivers byder på action, humor og spænding, og de vilde farver og afstemningen mellem dem gør læsningen til en udsøgt visuel fornøjelse.”

Jeg kunne ikke være mere enig.

(anmeldt til Litteratursiden.dk)

Om bogen:

Udgivelsesår: 2014
Forlag: Forlæns, 60 sider

Besøg Rune Rybergs hjemmeside

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.