Fra bagsiden:
Otte fortællinger om fremtiden og os
Mennesket er et grimt og ubehøvlet dyr, der hellere vil stjæle føden fra sine kammerater end at hjælpe dem. Mennesket ser ikke frem, men ind, centrerer universet omkring sig selv. Men mennesket er også et snedigt og stærkt dyr. Møder det modstand, bryder det ikke sammen, men kæmper blot hårdere, og selv når menneskets undergang er uundgåeligt, uddør det med oprejst pande.
Mennesket er både usselt og smukt, nogle gange samtidig, og nogle gange det ene eller det andet, alt efter hvilken læser, der læser historien.
A. Silvestri er en ualmindelig flittig forfatter. Hver måned opdaterer han sin blog med, hvor meget han har nået at skrive den forløbne måned. Det er sjældent småting, og når man ser på hans litterære C.V., har han skrevet indenfor stort set alle genrer, medvirket i over 35 antologier + blade og magasiner, samt udgivet seks selvstændige værker, herunder zombieromanen Pandaemonium.
I Sand og sten, stål og glas har Silvestri samlet 8 tankevækkende science fiction noveller, hvoraf de 7 tidligere har været udgivet i andre sammenhænge. Hver novelle følges af en kort kommentar, hvor Silvestri bl.a. fortæller lidt om idéerne bag, tankerne bag skrivestilen osv. Det kan man vælge at springe over, hvis man helst selv vil stå for hele tolkningen. Personligt synes jeg dog, at det er spændende at få et lille kig ind i forfatterens ‘maskinrum’.
Samlingens første novelle hedder Det bedste og er det ældste bidrag. Her beretter fortælleren om dengang for 30 år siden, hvor han sammen med tre medstuderende besluttede sig for at finde på et bedre samfund. Over en uge i morfarens sommerhus nedfælder de grundstenene til det samfund, der nu eksisterer. Et samfund hvor alle virker til gavn for det fælles bedste. Hvor der ikke findes racisme, kønsdiskriminering og lignende, fordi det eneste man bedømmes på er sin intelligens. Men som altid når der er tale om et totalitært styre, er der enkelte forstyrrende elementer, hvilket leverer den overraskende afslutning.
Også den anden novelle Glemmer du så husker jeg alt udspiller sig i en fremtid, hvor befolkningen er underlagt kontrol og censur. Miranda vågner øm i kroppen og forbereder sig på en ny dag. Kort efter vågner David med et vræl, og hun gør sutteflasken klar. Snart går det dog op for læseren, at David ikke er en almindelig baby. Han er en voksen mand, der hver dag må gennemleve et helt livsforløb både fysisk og mentalt. Hvorfor skal ikke afsløres her, men historien handler om kontrol på flere niveauer, og – måske – om kærlighed.
Som nævnt eksperimenterer Silvestri ofte med sin skrivestil. I Højdepunkt er fortælleren den 16-årige Joakim, og novellen er en stil, han skal aflevere. Da Joakim er ordblind, er fortællingen fuld af stavefejl, hvilket får ham til at fremstå lidt naiv. Joakim er snart voksen og skal have sit eget indeklima, så han kan arbejde udenfor kuplen. Han ved, at der er sket en katastrofe på jorden, som gør, at han og de andre må arbejde under jorden, men Joakim stiller ingen spørgsmålstegn ved sit liv. Ikke engang i novellens slutning, som efterlod mig lidt trist.
Matthæus 20:16 er historien om verdens første (og sidste) tidsrejsende. Det lykkes Kaspersen at rejse 1000 år frem i tiden, men da han når frem, ser verden noget anderledes ud, i forhold til hans forestillinger. Novellen er velskrevet og har kant, og så har den en sidste linje som lige fik mig til at tænke en ekstra gang.
I novellen Ukrudt fører Silvestri læseren på en rejse i både tid og rum. Novellen foregår på en planet, hvor en stamme fortæller om livet, der hver eneste dag er en kamp mod planterne. Jeg kom til at tænke på romanen Grøn af Alan Dean Foster, som også udspiller sig på en plante-domineret planet, men som altid har Silvestri sin helt egen vinkling. En velskrevet og velkomponeret historie, som rummer flere overraskelser undervejs.
I sit ansigts sved foregår i en ikke nærmere defineret fremtid. Det meste af verdens elektronik er lagt øde af ‘Impulsen’, og de overlevende er enten presset sammen i få større byer eller bor på isolerede gårde i oplandet. Her må de hele tiden må holde et vågent øje med fribyttere, der stjæler hvad de kan komme til. En dag kommer en sælger til gården Karlsbo. Han har noget helt særligt at sælge dem, men salget går ikke efter planen. Silvestri lader historien udfolde sig i et adstadigt tempo, og fortæller en historie om det at være et godt menneske i et post-apokalyptisk samfund, som i mine øjne også rummer pointen: Den kloge narrer den mindre kloge.
Samlingens nyskrevne novelle er titelnovellen Sand og sten, stål og glas. Fortælleren er Konrad Pri, som hver dag møder ind på sit arbejde, hvor han sidder og bedømmer sine medmennesker udfra en computergenereret test. Konrad Pri er tilfreds med sit liv og efterlever til mindste detalje samfundets krav om effektivitet og lydighed. Men en dag dukker et umuligt testresulatat op, og Konrad Pri befinder sig pludseligt i et dilemma. Computeren kan ikke lave fejl, for den styres af systemet, så hvordan kan testen så findes? Novellen rummer små citater fra flere science fiction klassikere, og kan til dels ses som Silvestris version af The Matrix. Naturligvis med Silvestris tydelige fingeraftryk, som bl.a. ses i skrivestilen, hvor tal konsekvent skrives 1, 2, 3 osv.
Den sidste novelle hedder Den allersidste dans, og Silvestri kalder den for en af sine smukkeste tekster. Historien, der handler om 7 par, der danser på himmelvælvingen, mens jorden går under omkring dem, er en sprogligt eksperimenterende novelle. Silvestri har lagt hele teksten til sangen Den allersidste dans ind i fortællingen. Samtidig består teksten af 30% unikke ord, dvs. at de kun optræder én gang. Særligt for denne novelle har det været positivt for min læseoplevelse at læse forfatterens tanker bag. Jeg er generelt mest til tekster, hvor handlingen eller personerne er i centrum, fremfor fordybelse i det sproglige. Men ved at genlæse historien med Silvestris noter i baghovedet, blev den langt mere interessant, selvom jeg dog stadig holder mere af de øvrige noveller i Sand og sten, stål og glas.
De 8 noveller bevæger sig bredt indenfor science fiction genren med temaer som jordens undergang, tidsrejser, dystopiske fremtidsscenarier, rumrejser til fremmede planeter osv. Silvestri lader dog den teknologiske vinkel ligge, så her er ikke decideret ‘hård’ science fiction, hvilket gør samlingen velegnet til læsere, der ikke tror, at de kan lide genren.
Jeg kan både lide ‘blød’ og ‘hård’ science fiction, men historien skal dog være troværdig. Så selvom jeg f.eks. synes godt om plottet i “Højdepunkt”, finder jeg det utroværdigt, at menneskene i kuplen har forandret sig så meget i løbet af så få generationer. Hvis de er blevet genetisk modificeret, hvorfor føder de så så mange børn? Spørgsmål, som ikke betyder det store for plottet, men som stikker irriterende under læsningen.
Sand og sten, stål og glas er første bind i et samarbejde mellem A. Silvestri, forlaget Calibat og forlaget Dreamlitt. Målet er at udgive flere genre-samlinger af Silvestris noveller både fysisk og digitalt, og jeg ser frem til at læse dem. For selvom jeg havde læst 6 af novellerne i Sand og sten, stål og glas før, så giver det læseoplevelsen noget særligt at sidde med en lækker bog i hånden. Og så er jeg som nævnt også vild med at kigge ind i forfatterens ‘maskinrum’.
Indhold:
Det bedste – Proxima nr. 92: 2010
Glemmer du, så husker jeg alt – Den nye koloni: 2011
Højdepunkt – Fremmed stjerne: 2012
Matthæus 20:16 – Ingenmandsland: 2010
Ukrudt – De sidste kærester på månen: 2014
I sit ansigts sved – Farvel, min astronaut: 2013
Sand og sten, stål og glas – 2016
Den allersidste dans – Undergang: 2014
Om bogen:
Udgivelsesår: 2016
Forlag: Calibat, 221 sider
Omslag: Anna Degnbol
