Når de døde vender tilbage for at jage de levende, træder Lockwood og Co. til… (fra bogens bagside)
For ca. 50 år siden begyndte Problemet – eller rettere, man erkendte at det var et problem. Pludselig begyndte de døde i stigende grad at vende tilbage og terroriserer de levende, og siden er spøgelses-epidemien kun blevet værre. Langt de fleste voksne har ikke evnen til at se og høre de døde, så opgaven med at mane spøgelserne væk er tilfaldet børnene og de unge.
Lucy Carlyle var 8 år, da hun kom i lære hos den lokale agent, Mr. Jacobs. Nogle år efter søger hun job hos Lockwood & Co., et uafhængigt agentbureau i London som usædvanligt nok ikke har en voksen tilsynsførende. I stedet består bureauet af ejeren Anthony Lockwood, medhjælperen George Cubbins. Og nu Lucy.
Men det er svært at klare sig på markedet, der er domineret af de to gamle og respekterede agentbureauer Fittes og Rotwell, og da en sag ender med, at Lucy og Lockwood nærmest brænder deres klients hus ned, får de DEPFOK (Departementet for Parapsykologisk Forskning og Kontrol) på nakken. Hvis de ikke inden en måned betaler 60.000 £ til deres klient, lukker DEPFOK bureauet ned.
Heldigvis dukker en yderst usædvanlig sag op. Ejeren af den velrennomerede virksomhed Fairfax Jern ønsker deres hjælp til at komme nogle uhyre sejlivede genfærd til livs på en gammel herregård, han har overtaget. Det er ikke første gang, at agenter har forsøgt at fjerne de døde fra adressen, men det er end ikke lykkes nogen at overleve natten.
Det får dog ikke Lockwood & Co. til at ryste på hånden, og snart er de på vej mod Combe Carey Hall, hvor deres største sag venter dem.
Jeg hyggede mig gevaldigt med Den skrigende trappe, som en anmelder meget rammende har betegnet som “Hitchcock møder Ghostbusters”. Det er godt nok en ungdomsroman, men den kan nu også sagtens læses af voksne. Jonathan Stroud lader Lucy fortælle historien, og det fører både til sjove episoder men lader også uhyggen komme tættere på læseren.
Stroud skriver godt og levende med nuancerede hovedpersoner, som man som læser hurtigt kommer til at holde af. Plottet er naturligvis ikke så kompliceret, men Den skrigende trappe er ikke desto mindre et rigtigt underholdende bekendtskab. Det er desværre kun første bind i serien, der indtil videre er oversat til dansk. Men man har da lov at håbe, at Carlsen med tiden vil oversætte resten også.
“Lige så hurtigt som jeg blev vild med huset og dets finurligheder, lige så hurtigt dannede jeg mig en uforbeholden mening om mine nye kollegaer. Lockwood kunne jeg allerede godt lide. Han virkede som det stik modsatte af den fjerne og forræderiske agent Jacobs; hans iver og engagement var tydelig for enhver. Hér var én, som jeg følte, jeg kunne følge, måske endda ligefrem stole på. Men George Cubbins? Nej. Han gik mig virkelig på. Jeg forsøgte heroisk ikke at lade mig irritere alt for meget den første dag, men det var ikke menneskeligt muligt. Tag nu bare hans udseende. Der var noget ved det, som udløste éns værste instinkter. Hans ansigt var ufatteligt øretæveindbydende – selv en nonne ville have brændt efter at stikke ham et par på skrinet – mens hans bagdel skreg til himlen efter et velrettet spark…” (side 110)
Om bogen:
Dansk udgivelsesår: 2014
Originaltitel: The Screaming Staircase
Oversætter: Lene Ewald Hesel
Omslag: Allessandro ‘Talexi’ Taini
Forlag: Carlsen, 430 sider
Serien Lockwood & Co.:
The Creaping Shadow, 2016
The Hollow Boy, 2015
The Wispering Scull, 2014
Den skrigende trappe (The Screaming Staircase, 2013)
Besøg Jonathan Strouds hjemmeside
