Delirium består af 6 korte, men yderst underholdende science fiction noveller skrevet af Chris D’Amato og flot illustreret af D. S. Blake.
Hvis man slår ordet delirium op i en lægefaglig ordbog, får man følgende forklaring: “Delirium kaldes også for konfusion, akut organisk psykosyndrom eller organisk psykose. Det viser sig især ved at man over kort tid bliver forvirret og ikke helt ved hvor man er og hvornår det er.” Den følelse kan man godt få, når man læser Delirium.
Jeg har tidligere læst Midtland af Chris D’Amato samt antologien Malkøbing Museum, hvor han også bidrager. Begge hører til i horror-genren, men med Delirium bevæger D’Amato sig over i science fiction. Og gør det godt.
Samlingen åbner med novellen “Kryb”, hvor Kaiu er kommet lidt på afveje. På en svømmetur ser hun en aflang ting fyldt med små kryb, som er sjove at iagttage. Så hun svømmer efter, og ender på en ø hun ikke kender. Her er fuld af de små kryb og masser andre underlige ting, Kaiu ikke kender, og hun hygger sig med at lege med dem. Indtil det pludselig ikke er sjovt mere.
På trods af at “Kryb” kun er på tre sider, når historien både at være morsom, overraske og have referencer til såvel Godzilla som King Kong. Og så er Blakes illustration vidunderlig tvetydig i forhold til fortællingen.
I “Richards helvede” møder vi Richard, som under afsoningen af en fængselsdom møder den pensionerede fysiker Schmidt. Schmidt har forsket i tidsrejser og har endda lavet tegningerne til en tidsmaskine – men han har aldrig haft mulighed for at afprøve den. Og så bliver Richard løsladt. Igen er her tale om en meget kort novelle, men også her lykkes det at fortælle en fuldt udbygget historie med et grumt twist, der fik mig til at tænke på Frysepunktet af Anders Bodelsen.
Hjerneforskeren Alexandre Marais arbejder på et stof, der øger hjernens kapacitet, og forsøg med mus har vist, at det virker. Men er det ubetinget godt at blive klog? Jeg måtte læse “Eliksir” to gange, før jeg fangede pointen (så jeg kunne vist godt have brug for Marais opfindelse hø, hø), for D’Amato lader meget være usagt og overlader en stor del af baggrunden samt slutningen til læseren. Og jeg er stadigvæk lidt i tvivl om, hvordan jeg tror, den ender.
“Da Bernhard vendte hjem” er historien om en astronaut, der drager længere ud end nogen andre har været. Men hvad er der i det enorme kolde rum? En lidt speciel historie med et spændende tema, hvor jeg dog synes, at det korte omfang forhindrer novellen i at fungere optimalt.
“Til sidst var han endt et fuldstændigt sort sted. Det var så koldt, at han frøs inde i cockpittet, gennem kødet og helt ind til knoglerne. Mens han sad og rystede med armene over kors, så han sig eget kondensvand fryse til is på de små rektangulære ruder og endte dermed i en slags dobbelt blindhed; det var for mørkt til at man kunne se noget udenfor, men han kunne end ikke se det gennem de tilfrosne ruder.”
Min favorit historie er “Månen over Zneva”, hvor Blakes illustration og D’Amatos historie igen går op i en højere enhed. Wryb lader sig indrullere i hæren, hvor han bliver medansvarlig for udviklingen af ZYNARG, der kan udslette alt liv i universet. I starten er offentligheden skeptisk overfor projektet, men da Zneva pludselig udsættes for den ene meteor efter den anden, er ZYNARG pludselig som sendt fra himlen. Men …
Undervejs i historien skifter fortællingen fuldstændig retning, og jeg er vild med slutningen, der både er tragikomisk og samtidig sært optimistisk.
Samlingens sidste novelle hedder “Phobos, Deimos, Mars” og er den måske mest klassiske science fiction fortælling i Delirium. Året er 2159, og fortælleren arbejder på Mars’ måne Phobos, hvor man har fundet en måde at udvinde Helium-3. En dag får de besked om en ny virus, der truer menneskeheden på jorden. Men det har vel ingen umiddelbare konsekvenser for de udsendte på Phobos?
“Phobos, Deimos, Mars” er nok den mindst overraskende af novellerne. Til gengæld er den mere actionfyldt og umiddelbart underholdende med sin mere klassiske plot-opbygning, så den slutter samlingen godt af.
Jeg har kaldt fortællingerne for noveller, men det er nok i virkeligheden mere korrekt at kalde dem for kortprosa. Kortprosa defineres bl.a. ved at være ultrakort; meget står mellem linjerne; der gives ingen ‘facitliste’ til teksten; og små ubetydelige pointer kan pludselig vendes og få stor værdi for læseoplevelsen. Læst i den optik passer “Eliksir” og “Da Bernhard vendte hjem” perfekt og gør mine anker ugyldige.
Alligevel ville jeg ønske, at Chris D’Amato ville skrive lidt længere. Et ønske jeg også fremførte efter læsningen af Midtland. Delirium indeholder masser af gode idéer, og D’Amato forstår også at fremføre dem. Sproget er godt, og selvom samlingen er udgivet som et hæfte, er der arbejdet med såvel layout og indhold, som fremstår professionelt og gennemført. Derfor kunne det være så fedt at få lov at synke ind i fortællingerne, men det giver formatet på så få sider ikke mulighed for.
Når det er sagt, er jeg nu alligevel begejstret for Delirium, hvis ultra-korte historier succesfuldt fanger læserens opmærksomhed. Med det korte format er det nærmest givet, at her ikke er tale om hård science fiction, men fortællingerne formår både at overraske, stille spørgsmål og udforske fremtiden, med en understrøm af tør humor og et glimt i øjet. Det er slet ikke så ringe endda.
Indhold:
Kryb
Richards helvede
Eliksir
Da Bernard vendte hjem
Månen over Zneva
Phobos, Deimos, Mars
Om Delirium:
Udgivelsesår: 2016
Forlag: Mojibake, 40 sider
Illustrationer: D. S. Blake
Tak til forlaget for læse-eksemplaret
