Færøske Andrias Andreasen debuterer som forfatter med seriemorder-thrilleren ”Lurian”. Jeg blev fanget ind af bagsideteksten, som lover en ”mesterlige skildring af en seriemorders sind, hvis motiv alene er begrundet i lysten til at dræbe. Det er uhyggelig læsning, der efterlader en med en kriblende fornemmelse af afsky og afmagt, fordi historien skildres så hæsligt, som den virkelige verden afspilles.” Det er dog at tage munden for fuld.
Handlingen lyder: Lurian vokser op hos forældrene John og Rosa, men det er ikke en lykkelig opvækst. John er psykisk syg og holder sig hovedsageligt på sit værelse af angst for bakterier, og Rosa er også psykisk nedbrudt og kan slet ikke være der for Lurian. Han formår dog at passe sin skole og hjemmet i rimeligt omfang, så det er først som 15-årig, at systemet spotter ham, og han kommer i pleje. Allerede her har Lurian dog begået sit første mord, og senere følger mange flere.
Betjentene Johnny og Cathrine sættes tilfældigt på et af Lurians mord, og senere da det går op for myndighederne, at der er en seriemorder på spil, er det også dem, der har sagen. Men på trods af at de tilsyneladende får masser af henvendelser og spor, lykkes det dem ikke umiddelbart at finde ud af, hvem der står bag de mange drab. Og da de endelig finder frem til Lurian, nægter han at overgive sig uden kamp.
Med sin fortælling om en dreng, der vokser op under kummerlige kår og udvikler sig til en brutal morder, har ”Lurian” takterne til et spændende og underholdende plot. Derfor kan det ærgre mig, at bogens redaktør virker usynlig. F.eks. er det tydeligt at mærke på sproget, at Andreasen er debutant. Han har en tendens til at overforklare scenerne og er på nippet til at bruge kancellisprog:
”Lurian gik hen til Idas bopæl for at se, om hun skulle være til at finde. Han ønskede at give hende en mundtlig invitation. Festen kunne først blive aktuel om natten, da det var fornødent for Ida at rømme hjemmefra, hvis hun skulle deltage. Hun ville uden tvivl få afslag, hvis hun spurgte sin far om tilladelse. Der var ikke andre, der skulle inviteres. Lurian sneg sig hen til huset, hvor hun boede. Han skulle være varsom, da både Idas far og mor sandsynligvis ville være i nærheden. Ingen af dem havde arbejde, og bilen holdt i indkørslen, så hjemme var de, kunne han konkludere.” (side 43)
Hvorfor har redaktøren dog ikke luget ud og forenklet teksten, så den bliver mere forståelig og spændende at læse? Retfærdigvis skal det dog siges, at Andreasen skriver sig varmere undervejs, og sidst i bogen er teksten langt mere flydende.
Derudover kunne plottet med fordel være strammet lidt op. Historien er opdelt i 5 overordnede kapitler: Begyndelsen, Livets store og små krøller, Genfødslens sang i frihedens tegn, Dødsenglen og Det sidste udspil. Vi skal dog ind i kapitel 2 og næsten 150 sider ind i fortællingen, før den for alvor får bid. Desuden introduceres der flere sidehistorier, som ikke bidrager til plottet og desuden hænger underligt uforløst til sidst. Bl.a. får vi flere scener med Johnny betjent, som ikke tjener meget formål andet end at præsentere ham som en næsten karikatur-agtig kynisk og desillusioneret betjent, der forlængst har sat sig selv over lovens bogstav. Et kritisk redaktør-øje havde også været på sin plads her.
Endeligt føles slutningen lidt for konstrueret, og der trækkes ret umotiveret en tråd tilbage til slutningen af kapitlet ‘Livets store og små krøller’ – måske for at tilfredsstille læsernes mere hævngerrige følelser?
Men som sagt er der også gode takter i ”Lurian”, som indeholder grundstenene til et spændende seriemorder-portræt. Lurian vokser op i et dystert og kærlighedsløst samfund, hvor stort set alle, lige fra Lurians forældre over kollegaer til politiet, handler ud fra egoistiske motiver og kan være svære at skelne fra forbryderne. Lurian forsøger at styre sine morderiske tendenser, men de udvikler sig og begynder at hjemsøge ham. Den udvikling er interessant, selvom det ikke helt lykkes for Andreasen at skildre udviklingen så læseren føler den i stedet for blot at være tilskuer til den.
Der er også masser af spændings-potentiale i Lurians mordertogter, hvor Andreasen bestemt ikke ligger fingrene imellem i Lurians behandling af sine ofre. Her lyver bagsideteksten ikke, når den lover at efterlade læseren med en “kriblende fornemmelse af afsky“. Ligeledes er det smart gjort af Andreasen, at henlægge handlingen til tiden før politiet for alvor begyndte at bruge DNA, internet og mobiltelefoner i opklaringen. Det gør kriminalplottet mere troværdigt. Og endeligt skal forsiden med det martrede ansigt, der stirrer ud på læseren også fremhæves. Er det Lurians forpinte sjæl, vi ser? Eller er det hans ofre, der stirrer på os?
Jeg vil altid gerne sige det bedste om de bøger, jeg anmelder her på siden, men jeg skal også være ærlig. Og helt ærligt havde jeg nok ikke læst ”Lurian” til ende, hvis jeg ikke skulle skrive en anmeldelse af den. Historien bliver klart bedre jo længere ind i romanen, man kommer, men det er meget at læse 150 sider, før en historie fanger. Og det var tilfældet for mig med ”Lurian”.
Om bogen:
Udgivelsesår: 2017
Forlag: Mellemgaard, 421 sider
Omslag: Dieter Skovbo, illustration ved Àrni Andreasen
Besøg forfatterens hjemmeside
