Adams forbandelse af Robert Zola Christensen

Adams forbandelse af Robert Zola ChristensenDa nogle spejderdrenge under et natløb finder et nedgravet lig, sættes Bent Kastrup på sagen. Offeret identificeres som gen-forskeren Gunnar Kollte-Hansen, der var i gang med at lave et genom-katalog over befolkningen på Færøerne. Da hans forskningsassistent også er færøsk, drejer efterforskningen naturligt nordpå, men hvad kan være så interessant ved et genom-katalog, at nogen skal myrdes for det?

Oveni har Kollte-Hansen tilsyneladende ikke efterladt nogle forskningspapirer på arbejdspladsen, og indholdet på hans computer er krypteret. Og da en ransagning i hjemmet afslører, at Kollte-Hansen samlede på nazi-effekter, tager sagen pludselig en helt ny drejning.

Mens Kastrup kæmper med at få hoved og hale på sagen, hvor der hele tiden dukker nye ofre op, er der også problemer på hjemmefronten og ikke mindst blandt kollegaerne, hvor Kastrup har en fornemmelse af at blive modarbejdet frem for hjulpet.

For nogen tid siden læste jeg Is i blodet, som er første bog i serien om Bent Kastrup og Robert Zola Christensens første krimi. Det var en velskrevet, underholdende og overraskende fortælling, så forventningerne var høje til Adams forbandelse.

Der er ingen tvivl om, at Zola Christensen skriver forrygende og formår at skabe en interessant hovedperson. Kastrup er en dygtig efterforsker, men ikke ubetinget et behageligt menneske. Til gengæld er han vidende, og Zola Christensen lader sin kærlighed for godt sprog vise sig, når Kastrup smider ord som eksorbiante og evident ind i sine sætninger, uden at det føles påtaget. Sådan taler han blot.

Plottet laver flere overraskende spring undervejs, som dog til tider føles lidt utroværdige. Men Zola Christensen samler trådene til sidst i en både interessant og lidt kontroversiel slutning. Der er derfor ikke noget decideret dårligt at sige om Adams forbandelse. Alligevel synes jeg, at den mangler lidt i at nå første bind. Det skal dog ikke afholde nogen fra at læse den, for jeg har bestemt også læst langt dårligere krimier.

(anmeldt til Bogrummet.dk)

Om Adams forbandelse: 

Udgivelsesår: 2015
Forlag: Gyldendal, 339 sider

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.