Mimesis kan groft oversættes som kunst, der efterligner naturen, og i Thomas Kampmann Olesens debutroman af samme navn, er det navnet på et ulovligt og meget realistisk virtual reality spil, som får stor betydning for hovedpersonen Markus.
Markus er 23 år. Hans far, Andreas, var soldat og blev dræbt under 3. verdenskrig for 20 år siden, så Markus voksede op alene sammen med moren, Pernille. En dag modtager Markus et billede af faren, sendt til ham anonymt af en af farens gamle soldaterkammerater. Markus finder dog hurtigt frem til afsenderen, som kan fortælle ham, at Andreas ikke er død. Han er nemlig sikker på, at han har set ham i Berlin, men han fik ikke kontakt med ham.
Uden at fortælle Pernille det beslutter Markus sig for at tage til Berlin og forsøge at finde Andreas. Men opgaven virker umulig – indtil Markus møder pigen Sikka.
Mimesis var et af de indsendte bidrag til Science Fiction Cirklens romankonkurrence i 2016. Vinderen af konkurrencen blev Nikolaj Johansens science fiction thriller Syndfloden og storbyen. Dommerpanelet fandt dog, at flere af de indsendte romaner fortjente en udgivelse. Blandt dem var Mimesis, som bl.a. blev frasorteret fra konkurrencen pga. længden.
Thomas Kampmann Olsen har helt klart også nogle rigtig spændende idéer i sin debut. Ikke mindst giver han en god og troværdig beskrivelse af hverdagen og de forskellige gadgets den indeholder i 2045. F.eks. er mobiltelefonen udviklet til en personlig computer, man kan tale med, og virtual reality er blevet en helt naturlig del af hverdagen. Til gengæld er den direkte menneskelige kontakt for nedadgående, og Markus foretrækker f.eks. at skrive med Pernille over telefonen fremfor at tale med hende.
Derudover skaber TKO en både troværdig og skræmmende baggrund for 3. verdenskrig ved at tage udgangspunkt i nutidens konflikt mellem Vesten og Al-Quaeda og lade den accelerere. TKO lader den primære kampplads være Rusland, og introducere brugen af et biologiske våben, der via en virus dræber alle med en særlig genetisk kode uden at skade afsenderne. (denne idé bruger Thomas Clemen i øvrigt også i sin spændende thriller Langs smertegrænsen) En meget effektiv form for krigsførelse som man dog ikke taler højt om efterfølgende.
Også spillet Mimesis er et interessant bekendtskab. TKO lader flere kapitler foregå i spillet, som for spillerne føles ligeså virkelig som vores verden, OG hvor man, hvis man dør, IKKE kan spille igen. Spillet blev forbudt af samme årsag, fordi mange spillere blev ramt af depression, når de døde, og nogle begik ovenikøbet selvmord. Samtidig har spillet skabt en kult i den virkelige verden, hvor medlemmerne genskaber Mimesis bl.a. med dødslabyrinter, som allerede har krævet flere dødsofre. Jeg blev ret fascineret af, hvordan spillerne følte et højere formål med livet, når de spillede det, end når de levede det. For i Mimesis er der jo en mening med alt, hvad der sker, hvorimod det virkelige liv kan føles meningsløst.
Endelig tilføjer TKO også en slag epilog, hvor han løfter sløret for nogle af følgerne af den globale opvarmning, som jeg ligeledes synes var tankevækkende læsning.
Men selvom der således er rigtig meget godt i Mimesis, synes jeg desværre ikke helt, at det lykkes TKO at koble alle elementerne sammen til en helhed. Selvom han forsøger at gøre Markus’ søgen efter Andreas til den samlende komponent, så stritter de forskellige delfortællinger for meget, og jeg sad med en lidt ærgerlig følelse til slut. For jeg ville gerne vide mere om 3. verdenskrig. Jeg ville også gerne vide mere om den virtuelle verden TKO bygger op i selve Mimesis spillet, men også i Markus’ hverdag hvor direkte menneskelig kontakt bliver mere og mere usædvanlig. Og ikke mindst ville jeg gerne vide mere om miljøkatastroferne der rammer jorden som følge af den globale opvarmning.
Så jeg håber, at Thomas Kampmann Olsen har fået blod på tanden med skriveriet, for så kaster han sig måske over de spændende delelementer i denne roman og udbygger dem til egne individuelle fortællinger. Dem ville jeg rigtig gerne læse.
Om Mimesis:
Udgivelsesår: 2017
Forlag: Science Fiction Cirklen, 288 sider
Omslag: Christine Mattebjerg Andersen
Udgivelser ifm. Science Fiction Cirklens romankonkurrence:
Syndfloden og storbyen af Nikolaj Johansen
Happy Nation af Christian Karup Baron
Verdensfortællerne af Dan Mygind
Mimesis af Thomas Kampmann Olesen
Tropika af Jon Terje Østberg
