Zoo melder sig som deltager i et nyt reality-show for at få et sidste eventyr, før hun og ægtemanden skal stifte familie. I stedet for får hun et mareridt.
Jeg kan huske, da det første afsnit af ‘Robinson Ekspeditionen’ løb over skærmen på TV3 i 1998. Det blev markedsført som en form for overlevelses-tv, hvor deltagerne blev testet både fysisk og psykisk, og var dengang banebrydende. Samme koncept er grundidéen i reality-showet ‘Ind i Mørket’ i Alexandra Olivas debutroman Den sidste – blot ganget med 100.
12 deltagere skal klare sig gennem en række udfordringer langt borte fra civilisationen for at vinde førstepræmien på en million dollars. Vinderen er den sidste tilbage i spillet. Deltagerne er castet for størst muligt drama, og udover Zoo deltager f.eks. Servitrice, Bankmand, Exorcist, Jagerpilot, TømrerTøs, Ingeniør og Sporhund. De får ikke at vide, hvor længe spillet varer, eller hvad de kan forvente. Det eneste, de ved med sikkerhed, er, at ‘Ind i Mørket’ har det største budget noget reality-show har haft endnu. Og at der er kameraer overalt.
Så da Zoos faste kameramand en morgen langt inde i showet ikke dukker op, regner hun blot med, at kameraer rundt i landskabet filmer i stedet. Hun fortsætter spillet, selvom udfordringerne bliver mere og mere ekstreme, og virkeligheden mere og mere surrealistisk. For hvad er alternativet?
Den sidste er en virkelig fremragende roman. Dels er idéen fantastisk i sig selv. Tænk at være deltager i et overlevelsesshow ude i ødemarken, mens omverdenen angribes af en dødelig pandemi. Hvornår finder man ud af, at noget er helt galt? Dels er portrættet af Zoo troværdig og nuanceret. Efterhånden som vi lærer hende bedre at kende, opdager vi, at hun ikke blot er den smilende, venlige kvinde, kameraet ser, men at hun også indeholder en kerne af stål. Og at hun vil gøre alt for at komme hjem igen. Endeligt er plottet ualmindelig vellykket med en fortællestruktur, der underbygger spændingen hele vejen igennem.
Historien er elementært spændende og intens. Det er fascinerende at følge tv-optagelserne og de udfordringer deltagerne kæmper sig igennem, og da tingene begynder at gå galt, sidder man med tilbageholdt åndedræt og følger Zoo, mens man forsøger at regne ud, hvor langt hun vil gå. Men derudover handler fortællingen også om identitet, iscenesættelse og ikke mindst selviscenesættelse. Noget der fylder mere og mere i nutiden, hvor realitystjerner bliver berømte på alt lige fra at være dumme til at være gode til at score. Problemet er, at når alt er iscenesat – inklusive én selv – hvordan bevarer man så sin virkelighedssans?
Oliva fortæller skiftevis gennem tv-holdets og tv-seernes synsvinkel og via Zoos oplevelser, ligesom hun springer frem og tilbage i tiden. Det giver en helt særlig oplevelse at læse, hvordan produceren giver hver deltager en rolle gennem klipningen af showet, samtidig med at vi læser, hvad vedkommende egentlig gjorde og mente. Det gav i hvert fald mig stof til eftertanke om, hvordan vi opfatter ting, og hvordan tv manipulerer med vores opfattelse.
Samtidig giver Zoos fortælling os et indblik i psyken på et menneske, der er presset til det yderste. Det er et både skræmmende, men også følsomt portræt og flere gange undervejs i læsningen fik jeg en klump i halsen, over de trængsler hun går igennem. Hvordan hun fysisk kæmper, men også hvordan hun mentalt holder fast i sin virkelighed, uanset om omverdenen virker til at have en anden. Nogen vil måske synes, at det er for urealistisk, at Zoo ikke erkender, hvad der sker omkring hende. Men den menneskelige hjerne kan spille én de mest syrede tricks, og når virkeligheden bliver uhyrlig, afhænger ens overlevelse nogle gange af at lukke øjnene.
Jeg blev virkelig grebet af Den sidste, som må betegnes som årets læseoplevelse for mig indtil videre. Den er ganske enkelt fantastisk skrevet og holdt mig fast i et jerngreb til sidste side var vendt.
“Cowboy vender sig om for at løbe væk, men så tager hans fornuft over, og i stedet for at løbe ned ad stien hopper han væk fra den ved at trække sig selv op ad skrænten i nogle slanke træstammer, så han kommer væk fra klippestykkets bane. Det rammer dog hans fod, inden det ruller videre. Cowboys overarbejdede hjerne sender signaler om, at hans fod er brækket, før han egentlig kan mærke det: Slaget gjorde næsten ikke ondt. Han klynger sig omtåget til skrænten. Det giver kameramanden mulighed for at filme klippestykket, mens det ruller direkte mod ham. Fyren er så vant til at være usynlig, at han i adskillige sekunder blot følger den rundede, gråbrune tingest vokse sig større i monitorskærmen. Men så råber Cowboy: “Se at komme af vejen!”, og det går langt om længe op for kameramanden, at han er i fare. Han går i panik og smider kameraet fra sig. Akut stresstilstand ændrer sig til handlingslammelse. Skrækslagen står han og ser dumt på klippestykket, og han reagerer først, da det er lige ved at ramme ham, og prøver at tumle af vejen. Men det er for sent. Klippestykket hamrer direkte ind i ham, vælter ham omkuld og vipper ud i kanten af stien, hvor det standser sin flugt.”
Har du lyst til at læse andre romaner om stærke kvindelige overlevere, kan jeg også anbefale Høstens engle af Alden Bell.
Om Den sidste:
Udgivelsesår: 01.05.2017
Forlag: People’s Press, 361 sider
Omslag: Carlos Béltran, Rasmus Funder
Originaltitel: The Last One
Oversætter: Karsten Nielsen
Besøg Alexandra Olivas hjemmeside
