Længe leve alfa-generationen af Martin Hans Jensen

Længe leve alfa-generationen af Martin Hans JensenLænge leve alfa-generationen er Martin Hans Jensens debutroman. Vi følger den 26-årig Mikkel i året 2036. Mikkel betegner sig selv som ‘last mover’. Han er altid sidst med det nye og holder stadigvæk meget af både sin mikrobølgeovn og sin pladespiller. Først sent udskiftede han sin mobiltelefon med en BodyScreen – men naturligvis til en af de tidligste modeller. Så da produktet Eternal Life Oil – ELO – pludselig dukker op på markedet, er Mikkel naturligvis skeptisk.

ELO er en pille, der stopper aldringsgener og genstarter ungdomsgener, og selvom firmaet bag ikke lover, at man kan leve for evigt, tør de godt garantere et liv på mindst 150 år OG med forbedret livskvalitet.

Mikkel har mange overvejelser om ELO. For ham virker det helt forkert at forlænge livet kunstigt, og han er sikker på, at menneskeheden vil stagnere, hvis man kunne leve for evigt. Men vennerne er lodret uenige. I en diskussion påpeger Mikkel, at mennesket ikke bør lege Gud og rode sig ud i noget, man ikke ved, hvad fører til, men til det svarer en veninde, at det samme argument blev brugt, da man opfandt penicillinen, og den vil ingen jo undvære.

Så da Mikkel møder pigen Emma, som også ser ELO som en gevinst for menneskeheden, begynder han at genoverveje sin beslutning. Samtidig åbner Emma hans øjne for en helt anden problemstilling ved ELO, nemlig at kun de velhavende har råd til at købe det gennem hele livet. Og den uretfærdighed vil Emma gøre noget ved.

Længe leve alfa-generationen er ikke en science fiction roman med fokus på den teknologiske eller samfundsmæssige udvikling, men snarere en kortroman der diskuterer dilemmaerne ved at leve for evigt. Vil menneskeheden stagnere, hvis vi kan leve evigt? Hvad nu hvis din bedste ven vælger at blive gammel for øjnene af dig? Osv.

Historien virker rettet mod et ungdomspublikum. Dels på grund af det korte omfang og letlæselige sprog; dels fordi romanens etiske overvejelser virker lidt overfladiske. Dog er selve sprogtonen ikke så ungdommelig, og særligt personernes samtaler virker kunstige.

Endelig er slutningen meget ‘happy-go-lucky’-agtig, men jeg indrømmer, at jeg er en sur gammel kone, der har svært ved at være særlig optimistisk på menneskehedens vegne.

Jeg kunne godt have ønsket, at Martin Hans Jensen havde gjort mere ud af at beskrive samfundet i 2036. Ved at bruge den gammeldags Mikkel som hovedperson synes jeg, at forfatteren slipper lidt for let om ved den del. Vi hører hvordan Mikkel har et gammeldags 8 til 16 job, men får ikke at vide hvordan flertallet af befolkningen tjener penge, andet end at de er ‘freelancere’. Ligeledes er mikrobølgeovnen et eksotisk levn fra fortiden, men ikke noget om hvordan man så spiser. Men det er selvfølgelig forfatterens ret.

Når alt dette er sagt, er Længe leve alfa-generationen dog en hæderlig debut. Den er hurtig læst og kan godt give den unge læser lidt at tænke over, mens den erfarne læser vil mangle lidt kalorier efter endt læsning.

Forsiden med den blå himmel og en sky formet som symbolet for uendelighed passer godt til romanens indhold.

(anmeldt til Himmelskibet, nr. 52)

Om Længe leve alfa-generationen:

Udgivelsesår: 2016
Forlag: Books on Demand, 114 sider
Omslag: Martin Hans Jensen

Besøg Martin Hans Jensens hjemmeside

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.