Nina arbejder på Fyrreskyggen, et plejehjem for demente. Selvom det ikke er et let job, er hun glad for det. Indtil den dag Monika flytter ind. I sin ungdom var Nina bedstevenner med Monikas yngste søn Joel, og hun kom meget hjemme hos dem. Her fik hun den tryghed, som manglede i hendes eget hjem. På et tidspunkt stoppede venskabet med Joel, og dermed sluttede også besøgene hos Monika. Med Monikas ankomst til Fyrreskyggen rider den dårlige samvittighed nu Nina som en mare.
For Joel er det heller ikke let at indlogere moren på hjemmet, men efter en blodprop i hjertet er hun blevet stigende dement, og han kan ikke længere overkomme at passe hende i barndomshjemmet. Angsten for, at hun skal komme til skade, har vundet over den dårlige samvittighed.
Men Monika er ikke tilfreds med at skulle flytte. Hun er forvirret og bange og får det værre og værre. Demensen får hende til at lange ud efter både Nina og Joel, som efterhånden føler, at en fremmed har taget bolig i Monikas krop. Og med de andre ting, der begynder at ske på hjemmet, har de måske ret?
Jeg har tidligere læst Færgen af Mats Strandberg, som var en actionfyldt og blodig vampyrfortælling med en socialrealistisk kerne. Hjemmet er en helt anden slags roman, men har alligevel en intens og knugende atmosfære som får én til at krybe sammen under læsningen.
Valget af et demensplejehjem som kulisse virker utroligt stærkt. Døden er fra starten en realitet, idet Monika overtager et værelse efter den seneste beboer, som lige er død. Og sådan er det jo med plejehjem i dag – når man kommer her, er det sidste stop før endestationen. Selvom personalet gør deres bedste, er Fyrreskyggen ikke et hjem, men en institution, og lugten af tis og sygdom lurer under de desinficerende rengøringsmidler.
Derudover tegner Strandberg sine personer levende og troværdige. Portrætterne af de demensramte beboere er både rørende og skræmmende. Rørende fordi Strandberg viser os glimt af menneskene bag sygdommen, og skræmmende fordi sygdommen er så ødelæggende for både den ramte og de pårørende. Også Joel og Nina fremstår overbevisende, når de prøver at gemme alle deres problemer bag en ydre facade, der dog efterhånden begynder at sprække, som historien skrider frem.
Historien fortælles i korte kapitler med skiftende synsvinkler af Joel, Nina og Fyrreskovens øvrige ansatte. De mange klip er med til at skabe suspense, men skal jeg komme et lille drys malmurt i bægeret, er det, at forhistorien om Nina og Joel kommer til at fylde lidt for meget. Jeg forstår godt, hvorfor Strandberg fortæller den, for i slutningen får det betydning, men det kunne være gjort skarpere og mere effektfuldt.
Når det er sagt, så lykkes det Strandberg at skabe en stemning, der emmer af gru i Fyrreskyggens kliniske omgivelser. I stedet for blod og gore er det de små ting, der trigger. Lamper der går ud. Øjne der pludselig virker fremmede. En skygge i gangen. Det er fedt skrevet og fik mig næsten til at kigge mig over skulderen flere gange under læsningen.
Jeg blev meget grebet af Hjemmet, som er effektfuld på mere end et plan. Strandberg fortæller ikke blot en uhyggelig historie, men lukker også læserne ind i et miljø, som de fleste af os sjældent kommer i nærheden af. Langt de fleste bryder sig ikke om at tænke på døden, og gamle slægtninge betragtes oftere med dårlig samvittighed end med glæde. Denne ‘opbevaring’ af ældre beskriver Strandberg meget stærkt. Samtidig rummer romanen heldigvis også en god og velskreven horror-historie, og jeg læste Hjemmet nærmest i et hug.
Efter min mening er det endnu en gang lykkes Mat Strandberg at skrive en vellykket roman med en unik setting, der ikke kan undgå at påvirke læseren. Også selvom man normalt ikke er horror-entusiast.
Også danske Michael Kamp har skrevet en plejehjemsgyser. Han udgav i 2008 romanen Hvor de gamle visner, som absolut også anbefales.
Om Hjemmet:
Udgivelsesår: 26.10.2017
Forlag: Modtryk, 333 sider
Omslag: Pär Åhlander
Originaltitel: Hemmet
Oversætter: Allan Hilton Andersen
