Et knoglefund i Saltmarsken og en sag om en forsvunden pige er udgangspunktet for 1. bind i serien om arkæologen Ruth Galloway
Ruth Galloway er arkæolog. Hun underviser på University of North Norfolk med speciale i biologisk antropologi og bor alene i et lille hus i udkanten af Saltmarsken med udsigt til en næsten uendelig himmel. Når hun i tankerne beskriver sig selv, er det med ordene: enlig, overvægtig kvinde der bor alene og har to katte. Men egentlig er hun godt tilfreds med sit liv.
En dag bliver hun overraskende kontaktet af politiet i skikkelse af vicekriminalkommisær Harry Nelson. Der er blevet fundet nogle børneknogler i Saltmarsken, og politiet har brug for at finde ud af, om de er nye eller gamle. For ti år siden forsvandt en lille pige ved navn Lucy Downey nemlig fra lokalområdet, og man frygter, at knoglerne tilhører hende.
Det viser sig dog, at knoglerne stammer fra Jernalderen, og altså ikke har noget med politisagen at gøre. Alligevel bliver Ruth involveret i den fortsatte efterforskning, da sagen pludselig trækker tråde ind i arkæologiens verden.
Pigen under jorden er første bind i krimiserien med Ruth Galloway i hovedrollen. I forordet fortæller Elly Griffiths (navnet er i øvrigt et pseudonym for Domenica de Rosa), hvordan idéen til bogen opstod under en vandretur i en saltmarsk med hendes mand – der er arkæolog. Herefter satte hun sig ved computeren og skrev hele romanen ‘i en rasende fart’, og resten er historie, som man siger. Pigen under jorden vandt The Mary Higgins Clark Award 2011, blev rost til skyerne af anmeldere og læsere, og i skrivende stund er der udkommet ni bind om Ruth Galloway.
Jeg kan sagtens forstå begejstringen, for Pigen under jorden er både spændende, velskrevet og med en sympatisk og troværdig hovedperson. Griffiths fortæller levende og får de arkæologiske elementer til at indgå i historien på en naturlig måde, så de bliver en ligeså fascinerende del af plottet som forsøget på at opklare Lucys forsvinden.
Samtidig føler man sig simpelthen i godt selskab med Ruth Galloway, og det er yderst befriende med en kvindelig hovedperson, der rent faktisk føles som et rigtigt levende menneske. Ligeledes har Griffiths i samspillet mellem med den reserverede akademiker Galloway og den bryske betjent Nelson skabt et vellykket makkerpar. De to virker umiddelbart som modsætninger, men viser sig alligevel at have en del til fælles.
Endelig er valget af lokaliteten – den ensomme og barske saltmarsk – lidt af en genistreg. Det er let at forestille sig fortiden rulle ind over nutiden som havgusen med havets bølger, og med sin barske og livsfarlige skønhed er Saltmarsken et sted for mysterier og død, som nærmest bliver en karakter i bogen på linje med Galloway og Nelson.
Pigen under jorden er ikke hæsblæsende action, hvor blodet drypper fra hver en side. I stedet emmer fortællingen af atmosfære på samme måde som f.eks. svenske Johan Theorins Ølands-kvartet gør. Griffiths lokker læseren længere og længere ind i historien uden at man kan slippe den igen. Præcis som lygtemændene lokkede mennesker i døden i mosen. Det er stemningsfyldt og spændende, men også med en lun understrøm af humor og varme.
Jeg ser allerede frem til det næste bind i serien om Ruth Galloway, og glæder mig til at lære den indadvendte og buttede arkæolog endnu bedre at kende.
Besøg Elly Griffiths hjemmeside
Om Pigen under jorden:
Udgivelsesår: 19.01.2018
Forlag: Gads forlag, 309 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: The Crossing Places
Oversætter: Lærke Pade
Serien om Ruth Galloway:
The Crossing Places (Pigen under jorden)
The Janus Stone
The House at Sea’s End
Dying Fall
A Room Full of Bones
The Outcast Dead
The Ghost Fields
The Woman in Blue
The Chalk Pit
