Hvad har romerske guder, to forsvundne børnehjemsbørn og byfornyelse med en buttet arkæolog at gøre? Læs Løgnens hus og find ud af det
Endelig udkom bind to i serien om Ruth Galloway, den buttede knogle-arkæolog, der bor alene ude ved Saltmarsken med sin kat. Jeg har glædet mig, siden jeg læste Pigen under jorden, der udkom tidligere på året.
Der er gået tre måneder, siden Ruth blev involveret i politiets efterforskning af den forsvundne pige, Lucy. Ruth savner sin døde kat, ligesom venskabet med Shona stadig vakler lidt. Også bekendtskabet med vicekriminalkommisær Harry Nelson har sat sig spor, og Ruth har en hemmelighed, hun er nødt til at dele med ham.
På arbejdet bliver Ruth tilkaldt, da nogle bygningsarbejdere finder et skelet, mens de er ved at rive et gammelt hus ned i Norwich. Knoglerne er placeret under en døråbning, og denne placering kunne tyde på, at de måske stammer helt tilbage fra romersk tid. Men Ruth opdager snart, at de er langt nyere – og at de tilhører en lille pige.
Så Nelson og politiet involveres i sagen, som trækker tråde i uventede retninger. Det viser sig, at det gamle hus tidligere rummede et børnehjem, hvorfra der forsvandt to børn tilbage i 1973. Er det liget af dem, man har fundet? Men hvorfor er der så nogen, der har sat sig for at skræmme livet af Ruth? Og har den søde arkæolog Max Grey, der er ekspert i romertiden, og som Ruth får lidt sommerfugle i maven over, noget at gøre med det?
Ligesom første bind i serien er Løgnens hus en velskrevet og underholdende puslespilskrimi, hvor Elly Griffith lægger brikkerne ud. Som læser sidder man og gætter med, mens man luner sig i de troværdige personskildringer og det interessante setup i arkæologiens univers. Griffith fletter raffineret et hav af detaljer om romerske guder, arkæologiske udgravninger og meget mere, ind i fortællingen uden at det føles påtaget. I stedet giver det historien en dybde udover selve krimiplottet.
Løgnens hus er en hyggekrimi af højeste karat. Er du til morderiske pageturnere, hvor siderne drypper af blod og indvolde, så er det ikke Ruth Galloways eventyr, du skal kaste dig over. Er du derimod til lune krimier med sympatiske personer og et fint bundet plot, behøver du ikke at lede længere. Så er Elly Griffiths serie om Ruth Galloway det perfekte valg. Jeg er allerede begyndt at glæde mig til tredje bind…
Tak til Gads Forlag, som har sponseret læseeksemplaret.
Om Løgnens hus:
Udgivelsesår: 2018
Forlag: Gad, 337 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: The Janus Stone
Oversætter: Lærke Pade
Serien om Ruth Galloway:
The Crossing Places (Pigen under jorden)
The Janus Stone (Løgnens hus)
The House at Sea’s End
Dying Fall
A Room Full of Bones
The Outcast Dead
The Ghost Fields
The Woman in Blue
The Chalk Pit