For nogle måneder siden flyttede Marie sammen med sin mand Thomas og deres tre børn ind i deres nye hjem, et gammelt hus fra 1700-tallet med masser af sjæl. Måske for meget?
Marie er på barsel med deres yngste, så mens Thomas arbejder, passer hun hjemmet og børnene, tvillingerne, som går i skole, og baby Sofia. Men selvom hun er glad og tilfreds, er der alligevel noget mærkeligt ved huset. Mærkelige beskeder dukker op på det duggede badeværelsesspejl, underlige trækvinde gør rum iskolde og en ubehagelig følelse af at blive overvåget plager Marie.
I starten slår hun det hen som barselskuller, men så oplever hendes svigermor også noget i huset. De to kvinder er dog enige om ikke at sige noget til Thomas, der absolut ikke tror på “det overnaturlige!” Men så skal Thomas af sted en uge med sit arbejde. Mens han er væk accelererer begivenhederne i det charmerende hus på Blomsterbakken, som viser sig at gemme på en grum hemmelighed.
Isabelle er Anette Heides debutroman og en klassisk spøgelseshistorie om et hjemsøgt hus.
Jeg var både underholdt og lidt ærgerlig under læsningen. Det klassiske plot byder på underholdende gys. For en garvet horror-læser, indeholder slutningen nok ikke den store overraskelse, selvom Heide med held skruer godt op for tempoet og dramatikken. Lidt forudsigelighed gør dog ikke nødvendigvis noget, for et plot behøver ikke at være 100% nytænkende for at underholde.
Til gengæld kunne historien godt være skåret lidt skarpere. Heide skriver udmærket, men – efter min smag – alt for detaljeret. Dels føles det, som om hun ikke stoler på, at læseren kan følge med, hvis ikke alt forklares. Dels trækker det for meget tempo ud af historien, når f.eks. Maries hverdag gentagende gange beskrives minutiøs med madlavning, tøjvask, bleskift, rengøring og alle de andre daglige pligter, der følger med at have tre børn. Jeg forstår godt, at Heide skal sætte scenen, men når vi én gang har hørt dagens forløb, er det fint for mig. Så kan jeg som læser godt indsætte detaljerne efterfølgende, når børnene skal op om morgenen osv. Lidt mere “show, don’t tell” ville gøre underværker for suspensen.
Derudover er der nogle elementer i historien, som ikke helt virker for mig. Jeg undrer mig f.eks. over, hvad scenerne i fyrtårnet er med for? Ligesom jeg ikke køber Maries pludselige forståelse for spøgelset i slutningen. Her ville fundet af noget nedskrevet have virket mere troværdig.
Jeg var dog som sagt underholdt af Isabelle, og hvis der var blevet skåret 100 sider af romanen, ville jeg have været helt vild med den. I bund og grund har Isabelle nemlig alle ingredienserne til en god historie. En sympatisk hovedperson, en god kulisse med det gamle hus som har en spændende forhistorie og de accelererende begivenheder i slutningen, der for alvor sætter uhyggen i fokus. Her nærmer historien sig krimigenren (positivt) med sin opklarende tilgang til spøgelset. Og så er jeg også begejstret for dobbeltheden i hjemsøgelsen, som jeg trods min tidligere kålhøgenhed, ikke lige havde forudsagt.
Så selvom Isabelle måske ikke rammer mig som hardcore horror-læser, tror jeg bestemt, at romanen finder en læserskare. Det kunne være unge mødre, der kan spejle sig i Marie, og som garanteret vil føle sig godt underholdt. Eller måske krimi-elskeren der godt vil prøve noget med lidt overnaturlige toner, uden at det bliver for voldsomt.
Tak til forlaget mellemgaard som har sponseret læseeksemplaret.
Om Isabelle:
Udgivelsesår: 18.06.2018
Forlag: mellemgaard, 349 sider
Grafiker: Sabine Puk Sørensen
Læs også:
Hændelsen af Anne Sofie Allarp
Åndehvisken af Haidi W. Klaris
På den anden side af Audrey Niffenegger
Ex af Teddy Vork
