Virkelighedens Game of Thrones – foredrag v./Rasmus Wichmann

Virkelighedens Game of Thrones - foredrag v./Rasmus WichmannMan siger, at virkeligheden overgår fantasien. Her til aften var jeg til et foredrag, hvor det ordsprog blev bekræftet. Tørring bibliotek havde inviteret historiker Rasmus Wichmann på besøg, og han fortalte de blodige historiske facts bag virkelighedens Game of Thrones.

Allerførst må jeg hellere bekende, at jeg endnu ikke har hverken læst eller set Game of Thrones. Ikke af modvilje, men det har bare ikke passet ind for mig endnu. Til gengæld er jeg interesseret i historie. Derfor tænkte jeg, at Wichmanns foredrag sikkert kunne være spændende alligevel. Og det fik jeg ret i.

Vi var en lille, men entusiastisk flok der hørte Wichmann beskrive, hvordan flere tråde i Game of Thrones næsten er kopieret én til én fra virkeligheden. For eksempel kunne Wichmann fortælle, at det legendariske ‘Red Wedding’ i tv-serien er inspireret af op til flere skotske massakrer.

The Black Dinner

I 1440 var den 10-årige kong James 2. vært for en middag, hvor Skotlands mest magtfulde klan, the Douglases var inviteret i form af sønnerne, William Douglas, den 6. jarl af Douglas og hans lillebror. Midt under middagen blev de to brødre hevet ud på slotspladsen og efter en proforma domstol blev de begge dræbt. Begivenheden er i eftertiden blevet kendt som ‘The Black Dinner’.

Et andet eksempel udspiller sig godt 250 år efter ligeledes i Skotland. I 1692 tager kaptajn Robert Cambell sammen med sine soldater til Glencoe, som tilhører klanen MacDonald. Klanen havde været forsinket i deres loyalitetserklæring til den engelske konge William d. 3., og for det skulle Cambell statuere et eksempel. Efter at have gæstet MacDonalds i 12 dage slog soldaterne til og dræbte alle de mandlige MacDonalds. Kvinderne blev skånet, men kun for at dø af sult og kulde. Soldaterne brændte nemlig alle husene ned, før de forlod Glencoe.

Men, som Wichmann påpegede, det er aldrig nogen god idé at slå brutalt ned i håb om en hurtig løsning. Ingen af gangene blev der fred i Skotland af den grund.

Maria Stuart

Et andet eksempel hentet fra virkelighedens verden er figuren Cersei Lannister, som henter inspiration i virkelighedens Mary, Queen of Scots.

Det er ikke så længe siden, at jeg så filmen Maria Stuart – dronning af Skotland instrueret af Josie Rourke. Her fortælles historien om Maria, som blev dronning af Skotland bare ni måneder gammel og gift med den franske konge i en alder af 16 år. Da hendes mand dør to år senere, vender Maria tilbage til Skotland for at genindtage sin position som dronning. Samtidig gør hun krav på den engelske trone. I processen når hun både at gifte sig med sin fætter Henry Stuart, lord Darnley og få en søn med ham. Da han dør under mistænkelige omstændigheder, gifter Maria sig med jarlen af Bothwell, der menes at stå bag mordet på lord Darnley. Til sidst må hun flygte til England, hvor dronning Elizabeth fængsler hende og siden henretter hende.

Horsens Folkeblad 03.05.2019Wichmann fortalte, hvordan manuskriptforfatterne lige gav Maria Stuarts historie et ekstra twist i forhold til Cerseis figur. Børnene i Game of Thrones viser sig reelt at være bastarder, mens Marias søn kun var det ifølge sladderen. Ligeledes er det kun sladder, der forbinder Maria med Darnleys død i virkeligheden, mens Cerseis står bag mordet på sin mand i tv-serien. Og så videre …

Det var med andre ord en virkelig spændende aften, hvor jeg fik masser af viden om Game of Thrones og ikke mindst de historiske begivenheder der har inspireret bøgerne og tv-serien. Så dukker Rasmus Wichmann op i dit område, kan jeg kun anbefale at bruge en aften i selskab med virkelighedens Game of Thrones.

Og så blev jeg iøvrigt også mindet om, at jeg stadig har til gode at læse Wichmanns roman Enkemagerne, der ligeledes er fantasy inspireret af virkeligheden.

Læs mere om Rasmus Wichmanns foredrag HER

Læs også:

Den anden dronning af Philippa Gregory
Jomfruen fra Norge af Tore Skeie
Oprør af Robyn Young

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.