Forrygende afslutning på Vesterlund-trilogien
For 10 år siden kom Ditlev Rosenkilde første gang ind i Margit Vesterlunds liv, stort set samtidig som Kaj Brønds. Men hvor den pensionerede politimand blev en forbundsfælle og siden kær ven, kunne familien Vesterlund først føle sig nogenlunde sikre, da seriemorderen Ditlev efter et opgør på en tom cementfabrik blev indlagt i dyb koma.
De mange år har bragt hverdagen tilbage. Margit er tilbage på prædikestolen. Sønnen Jake, der også har dårlige minder om Ditlev, er blevet gift med Katarina, og sammen har de datteren Clara. Også Kaj har fundet kærligheden igen med den tidligere engelske politikvinde, Adriana.
Men i mørket har Ditlev lagt planer, og han har ikke tænkt sig at lade familien Vesterlund slippe ustraffet. Imod alle odds og i dybeste hemmelighed har han kæmpet sig tilbage til livet, og nu vil han have hævn.
Den som søger skal finde er tredje og afsluttende bog om Margit, Jake, Kaj og de andre. Og sikke en finale. Lige knap 1500 sider er det blevet til i alt, men Lars Thomassen samler fornemt op på alle tråde og får afsluttet trilogien helt tilfredsstillende. Oveni får han elegant flettet de tidligere begivenheder ind i historien, så selvom man ikke lige har de første bind i frisk erindring, er det nemt at følge med.
Som i de første bøger er her masser af både action og spænding. Samtidig har Den som søger skal finde dog også en mere eftertænksom side. Ditlev viser nogle nye sider af sig selv, ligesom også andre af seriens karakterer pludselig afslører store overraskelser.
Har du endnu Vesterlund-trilogien til gode, kan du glæde dig. Jeg har været drønunderholdt, og synes bare Thomassen er blevet bedre og bedre.
Historien fortælles i korte kapitler, der springer mellem de forskellige handlingstråde. Det skaber en konstant suspense, hvor man bare er nødt til at læse videre for at finde ud af, hvad der nu sker. Sproget flyder let. Personerne er nuancerede og troværdige. Og plottet er spændende og fyldt med uforudsigelige sving undervejs. Det bliver stort set ikke bedre.
Er du til kringlede thrillers med et interessant og anderledes persongalleri, hvor der både skrues på actionknappen og drilles med plot-twists? Så er Den som søger skal finde sammen med de to første bind ikke til at komme uden om.
Uddrag af bogen:
Der blev helt stille i stuen på Huslodsvej. Efter Gabriellas chokudmelding havde ingen trukket vejret i flere lange sekunder. Så eksploderede Jake.
“Hvad fanden er det, du siger?”
Kajs vældige arm røg ud og trak Jake i armen. “Slap af. Lad os nu høre.”
Jake drejede hovedet og stirrede med vilde øjne på Kaj. Så søgte de tilbage mod Gabriella, der med et mildt blik studerede ham. Jake satte sig forstenet tilbage på stolen.
“Politiet blev tidligt i morges gjort opmærksom på, at Ditlev Rosenkilde er forsvundet fra plejecentret i Viby.”
Jake eksploderede ikke denne gang. Han stirrede ned på Kaj og Margits hænder, som havde lagt sig på hans fra hver sin side.
“Jeg ved ikke meget endnu, men det ser ud til, at en kvindelig plejecenter-assistent har været hans ‘personlige’ plejer. Hun overtog løbende al pleje af ham. Ingen har sat spørgsmålstegn ved det, fordi ingen andre åbenbart ønskede at passe ham.“
“Men hvordan fanden kan det ske?” spurgte Margit forbitret.
“Jeg ved det ikke. Det er det alt for tidligt i efterforskningen til, at vi kan svare på. Men kollegaerne virker overbeviste om, at det er ham, der har gjort det.” (side 77)
Om Den som søger skal finde:
Udgivelsesår: 2020
Forlag: Månen, 447 sider
Vesterlund-trilogien:
Han kender det som er i mørket, 2017
Lad de døde begrave de døde, 2019
Den som søger skal finde, 2020