Michael Beck er lektor i historie ved Københavns Universitet. Her nyder han at fange de studerendes interesse med sine levende beskrivelser af historiske øjeblikke som for eksempel 2. verdenskrig. Samtidig føler han sig dog lidt som en svindler, for han har jo ikke personligt oplevet krigens rædsler, og kan man så formidle dem korrekt?
Derfor er Michael ikke i tvivl, da han modtager et brev fra det ekstreme rejseselskab ’Autentiske Rejser’ med en invitation til at opleve slaget ved Stalingrad. Over 14 dage kommer deltagerne i et genopført Stalingrad helt tæt på soldaternes hverdag, så realistisk som muligt. Så på trods af prisen på 50.000 kr. og på trods af at kæresten Lisl er gravid, tager Michael af sted.
I Berlin støder Michael på de øvrige rejsedeltagere, som blandt andet tæller den kejtede bibliotekar Heinrich, Rikke en studerende fra universitetet og eks-kæresten Paula.
Turen viser sig dog hurtigt, at blive mere autentisk end Michael havde forventet. I stedet for en hyggelig sammenkomst hvor deltagerne lærer hinanden at kende over en flaske rødvin, som han havde forestillet sig den første aften udspille sig, er det kæft, trit og retning fra første sekund.
”En mand i en SS-uniform trådte ud. Hagekorset lyste rødt på hans arm, og i de første lange sekunder var det alt, jeg kunne se. Selvom det var skuespil, var det utroligt at se det på en helt almindelig gade, på et levende menneske, at nogen turde, ville, iklæde sig det symbol. Mine øjne løb op til hans ansigt, op til hans isblå, kolde øjne. Han spillede fænomenalt! En helt utrolig arrogance udløb fra hans væsen og fik øjeblikkeligt samtlige 100 mennesker til at tie og fryse på stedet. Den eneste lyd kom nu fra den ridepiske, som han holdt i den ene hånd og langsomt, men rytmisk, slog mod sin anden behandskede hånd. En hvislende, rytmisk kliché, der gik lige i rygraden. SS stod der på hans kasket med rigsørn og dødningehoved. Den voldsomme anakronisme gled ubesværet ind i dagslys og nutid.
”Fald i geled, to og to. Macht schnell!” brølede han pludselig.
Det gav et gib i alle, også mig, men samtidig lød det fjollet, og jeg fik lyst til at grine. Jeg skævede til Heinrich, men han så ikke ud til at have det på samme måde. Hans øjne hvilede på officeren, og han var blevet bleg. Det slog morskaben ud af mig. Jeg prikkede ham let på armen, og vi faldt sammen ind i geleddet, der formede sig omkring os. Folk havde ændret sig. Før havde de mest af alt lignet en flok forventningsfulde turister, hvilket vi vel også var. Nu var der tvivl på alles ansigter, anspændthed.” (side 33)
Endnu værre bliver det, da gruppen efter en barsk togtur når frem til Stalingrad, hvor slaget er i fuld gang. Alle detaljer er så realistiske, at Michael har svært ved at skelne begivenhederne fra virkeligheden. For det er vel bare skuespil?
Jeg begyndte egentlig at læse Stalingrads engel uden at vide, hvad jeg kunne forvente mig, men jeg skal love for, at jeg hurtigt blev fanget ind. Louise H.A. Trankjær og Torkild Thellefsen har skrevet en helt unik roman, som på den ene side er rigtig spændende på en tjubang-agtig måde, samtidig med at den eftertænksomt beskriver krig og soldaterliv i en etisk sammenhæng.
Efter 2. verdenskrig nedsatte de allierede Nürnbergprocessen, hvor de større nazistiske krigsforbrydere blev stillet for retten. Her havde de samtaler med forskellige psykologer og psykiatere, som skulle undersøge om de var mentalt egnede til at blive stillet for retten. Samtidig håbede man at finde frem til nogle fællestræk, der gjorde dem i stand til at udføre så grumme forbrydelser. Men man fandt ingen fællestræk, intet abnormt som adskilte dem fra andre. De var helt almindelige mennesker. (Læs mere her)
Så hvad fik dem til at deltage i masseudryddelsen af jøder, handicappede og andre ’uønskede elementer’?
Det kommer Michael tættere på at forstå undervejs i romanen. Vi følger hans etiske udvikling fra at være humanist med en teoretisk og moralsk forestilling om krig, til en deltager der bid for bid bliver indlemmet i en krig, han slet ikke tror på, men som han alligevel deltager skånselsløst i. Det er yderst vellykket.
”Hvad fanden laver du? Er du blevet gal?”
Jeg stirrede lidt forbavset på ham. Jeg fattede ikke selv, hvad jeg lavede. Jeg ville bare se dem. Se virkeligheden. Jeg tænkte på ansvarsfraskrivelsen, på Ivan og alle de russiske soldater, jeg havde set dø. De var bare turister, ligesom mig. Jeg tænkte på Paula, officeren og de syge. Jeg så mig selv på podiet på universitetet. Hørte lyden af min stemme, når jeg opstemt formanede om krigens gru og uforståelighed. Så mig selv skrive under på kontrakten. Det gav ingen mening. Jeg havde fået svar på alt, hvad jeg ønskede, men hvem ville med vilje gå igennem alt det her?
Det ville du Michael. Men jeg havde jo aldrig forstået, hvad det var, jeg ønskede.” (side 173)
Stalingrads engel er ikke en almindelig spændingsroman, men det gør den bestemt ikke mindre læseværdig. Jeg var i hvert fald fængslet af fortællingen om historieprofessoren, der kommer tættere på den brutale virkelighed end forventet.
Om Stalingrads engel:
Udgivelsesår: 26.03.2020
Forlag: Dreamlitt, 208 sider
Omslag: Ann Kirstine Brøgger Sørensen
Læs også:
Mønstereleven af Stephen King
I gode hænder af Christian Mørk
Den sidste af Alexandra Oliva
A.I. af Torben Pedersen
Den højeste dom af Torbjørn Rafn
Sandhedens labyrint af Jørgen Steines
