Efter nogle personlige problemer er politimanden Martin flyttet fra København til Nordjylland, hvor han skal starte på Hobro politistation. Han glæder sig til at skulle arbejde sammen med barndomsvennen Lasse, og i det hele taget til at starte på en frisk.
Men knap har Martin overstået sin første arbejdsdag, før tre maltrakterede lig bliver fundet i Rebild National Park. Det viser sig at være nogle lokale teenagere, men udover den konstatering har politiet absolut ingen spor at gå efter.
For Martin bliver sagen personlig. Han har tidligere haft problemer med at styre sit temperament, og de fuldstændig meningsløse drab på de tre unge får ham helt op i det røde felt. Hvem der end står bag fortjener at blive udryddet, og Martin har tænkt sig at være manden, der gør det.
Det er altid underholdende at læse Jonas Wilmann. Han skriver godt og twister gerne sine historier, så man som læser bliver overrasket hver gang. Det er også tilfældet med Lemlæstet, en hardcore splatterroman “forklædt” som en krimi.
Den flotte forside, som er tegnet af Aske Schmidt Rose, signalerer giftig uhygge og varulve gru, og det kan ikke være meget mere lige på kornet.
Lemlæstet er blodig underholdning. Er du, som jeg, fan af dystre fortællinger uden garanti for en lykkelig slutning, så kan jeg anbefale en tur til Nordjylland med Jonas Wilmann.
Uddrag af romanen:
Martin fulgte i hælene på Lasse og blev opmærksom på en lugt. Han kendte udmærket lugten af lig. Havde åbnet sin del af københavnerlejligheder hvor en krop havde ligget og gået til. Men det her var ikke helt det samme. Lugten var mere frisk, mere en syrligsød dunst, som i en slagtehal.
Han vidste instinktivt, at det var lugten af indvolde.
“Jeg ville ønske, du ikke skulle se det her, Martin.” Lasse lagde hånden på Martins skulder og kiggede alvorligt på ham.
“Jeg klarer det. Jeg har set masser af døde før.”
Lasse nikkede, trådte så til side og lod Martin komme til lysningen, hvor flere teknikere og betjente var til stede.
Martin var ked af at indrømme det, men han var faktisk ved at blive nervøs, og lugten gjorde ham lidt dårlig.
“Vi er ret sikre på, at det er Noah,” sagde Lasse.
Hvor?
Martin kunne ikke se kroppen. Ud over de mange mennesker i arbejde, var stemningen i lysningen fredlig og morgenlig, nattens nedbør dryppede stadig fra de omkringstående træer, en solsort fløjtede et sted. Ikke noget, der ved første øjekast forstyrrede sceneriet.
Så fik han øje på noget blod i græsset for foden af en død eg, og han bemærkede fluernes summen. Der lå noget i blodet. Nogle klumper og en mængde hvidligt snorværk. Det lignede organer og måske tarme.
En af teknikerne, der havde siddet på hug og skrevet på en blok, flyttede sig, og Martin så, at der lå et afrevet ben på jorden. Buksebenet sad stadig på og var flået op omkring såret. Der hang et ben mere i en busk små ti meter derfra.
Martin hørte noget knirke over sig, og han kiggede op i egens krone, hvor et uforståeligt syn mødte ham. (side 78-79)
Om Lemlæstet:
Udgivelsesår: 2020
Forlag: Kaos, 270 sider
Omslag: Aske Schmidt Rose
Læs også:
Morf af Frank Brahe
Tunnellen af Patrick Leis
Fuldmånehunden af Niels Lindow
Gamle venner af Aske Munk-Jørgensen
Vrangvendt af Christian Reslow
Varulvenætter af Whitley Strieber
Fuldmånens magt af Kit Whitfield
Smukke Anna af Jonas Wilmann
