Frygtelige Fynske Fortællinger / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

Frygtelige fynske fortællinger / red. Nils Anker Tønner-Oldefar

Fyn er fin. Fyn er fantastisk. Fyn er rædselsvækkende og frygtelig.” Sådan indledes Frygtelige Fynske Fortællinger, en ny horror-antologi fra det fynske forlag Ildanach.

Under Skrækfest 2020 i Odense talte jeg med den nyslåede forlægger Nils Anker Tønner-Oldefar bag forlaget Ildanach, hvis første udgivelse er horror-antologien Frygtelige Fynske Fortællinger. Den var jeg naturligvis nødt til at købe, og nu har jeg også fået læst den.

Samlingen indeholder ti noveller af ni forskellige forfattere.

Mest kendt er A. Silvestri, der indleder samlingen. Novellen ‘Havet sneen himlen’ handler om Tobias, der mister sin kæreste kort efter, at hun har født deres lille datter. Historien fortælles i to spor, dels af Tobias og dels gennem samtaler mellem Birthe og Axel, der ejer campingpladsen, hvor Tobias tager hen. Silvestris bidrag er en mørk og kuldslået fortælling om sorg, tab og kærlighed, som efterlader læseren lettere rystet.

‘Sct. Hans skolen’ er skrevet af R. H. Jørgensen, som jeg ikke umiddelbart har læst andet af. Også denne novelle er vellykket med sin fortælling om drengen Viktor, der bliver mobbet. Historien udspiller sig i gangene under skolen, hvor Viktor skal hente mælk til klassen, og hvor Mark og hans slæng har stor fornøjelse af at forskrække og mobbe ham. Men måske er de ikke det eneste, der venter i mørket?

Tredje novelle hedder ‘Det gamle teglværk’ og er skrevet af Karsten Brandt-Knudsen. Historien gav mig mindelser til film som Hostel og Texas Chainsaw Massacre, men er alligevel sin egen. En barsk og velfortalt novelle. Brandt-Knudsen har jeg tidligere læst science fiction novellen ‘Farmer’ af i antologien Sandsynlighedskrydstogt.

Jeg var desværre ikke så vild med ‘Dullahan’ af Christine Godman. Novellen handler om tre veninder, som efter en glad nat i byen har en skræmmende oplevelse på vej hjem, hvor den ene veninde dør. Idéen bag historien er god, men jeg synes ikke at udførelsen er helt vellykket. Christine Godman har dog også skrevet samlingens sidste novelle ‘Valdemars slot’, og her rammer hun 100% rent. En gruppe venner skal på rundtur med efterfølgende overnatning på Valdemars slot på Tåsinge. Fortælleren Martin tror overhovedet ikke på spøgelser, men det gør veninden Marie til gengæld. Og måske har hun ret?

‘Svendborg by Night’ af Karina Sund er endnu en af de noveller, der skal fremhæves. Mikkels forældre blev skilt, da han var barn. Faren flyttede til Svendborg, og kontakten med ham blev mindre og mindre. Da han dør, beslutter Mikkel og søsteren Iben sig for, at de vil tømme hans lejlighed i fællesskab. Mikkel ankommer en dag for tidligt og beslutter sig for at gå i byen i Svendborg i stedet for at vente i farens lejlighed. Det bliver dog en bytur med overraskelser.

Også de sidste fire noveller i Frygtelige Fynske Fortællinger er underholdende læsning.

I ‘Molly?’ af Sophie Vahl har et ægtepar mistet deres datter i en ulykke. I ‘Dobbelt halvstik’ af Niels Kjærgaard møder Michael tilfældigt sin ex-kæreste i byen, eller er det tilfældigt? I ‘Morfars historier’ af Charlotte Deigaard Hansen er Ditte sikker på, at morfars historier om åmanden i Odense Å bare er eventyr. Og i ‘Frøbjerg-Bavnehøj’ af Anne-Mette Brandt opdager den religionsstuderende Estrid, at hun måske har lovet mere, end hun kan holde.

Som udgangspunkt er jeg altid begejstret, når jeg får en horror-antologi i hænderne. Jeg elsker den slags små kompakte gys, og jeg er glad for, at der efterhånden udkommer en del af den slags antologier herhjemme. Frygtelige Fynske Fortællinger er en fin tilføjelse med gennemgående gode noveller, og så koster bogen ikke en formue.

Nu er det jo Ildanachs første udgivelse, så jeg er sikker på, at forlaget fremadrettet vil arbejde lidt mere med korrekturen. Jeg ved godt, at jeg er lidt pernitten med den slags, men jeg ærgrer mig sådan over slåfejl, mærkelig orddelinger og ikke mindst en fejl i en titel i sidehovedet. Til gengæld er jeg begejstret for brugen af vignetter og den stemningsfulde forside af Alejandro Mirabal. Og ikke mindst er de fleste af novellerne rigtig gode.

Har du lyst til at høre vide lidt mere om forlaget og arbejdet med Frygtelige Fynske Fortællinger, så læs interviewet med Nils Anker Tønner-Oldefar.

Om Frygtelige Fynske Fortællinger:

Udgivelsesår: 2020
Forlag: Ildanach, 172 sider
Omslag: Alejandro Mirabal

Indhold:

Havet sneen himlen af A. Silvestri
Sct. Hans skolen af R. H. Jørgensen
Det gamle teglværk af Karsten Brandt-Knudsen
Dullahan af Christine Godman
Dobbelt halvstik af Niels Kjærgaard
Frøbjerg-Bavnehøj af Anne-Mette Brandt
Morfars historier af Charlotte Deigaard Hansen
Molly? af Sophie Vahl
Svendborg by Night af Karina Sund
Valdemars slot af Christine Godman

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.