Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg bare er begejstret for Elly Griffiths serie om arkæologen Ruth Galloway. Stemmer fra graven er 7. bind i serien, og jeg synes stadig, den holder.
Forlagets beskrivelse:
Ruth Galloway tilkaldes, da et jagerfly fra Anden Verdenskrig dukker op under udgravningsarbejdet på en byggegrund. I cockpittet sidder liget af en mand, der ved første øjekast ser ud til at være flyets pilot. En dna-test viser dog, at der er tale om Fred Blackstock, en lokal aristokrat, som angiveligt blev skudt ned over Nordsøen under krigen – men i et helt andet fly. Sagen bliver endnu mere indviklet, da kriminalinspektør Harry Nelson og hans team gør et mistænkeligt fund på en svinefarm, og en af Blackstocks efterkommere tilmed bliver overfaldet. Snart må Ruth og Nelson indse, at de jagter en langt farligere gerningsmand, end de først troede.
Anmelderne skriver:
Mie Petersens anmeldelse i Kristeligt Dagblad:
Hører man til dem, der mest er til krimier af den lidt mere stilfærdige slags med en heltinde, der også er af den mere stilfærdige type, måske lidt akavet, men bestemt charmerende og samtidig en person, man føler sig i godt selskab med. Så kender man uden tvivl engelske Elly Griffiths’ krimiserie med arkæologen og knogleeksperten Ruth Galloway i hovedrollen, og hvis man ikke gør, så har man virkelig noget godt til gode. […] Griffiths lægger stor vægt på, at alle historiske begivenheder er korrekt beskrevet, både når det drejer sig om arkæologiske udgravninger af for eksempel en ringvold og om opførelsen af hundredvis af RAF-flyvepladser under krigen. […] Samtidig er hun lige så omhyggelig, når hun beskriver den gamle folketro. […] De elementer, der adskiller Galloway-krimierne fra mange andre, er selve substansen i historierne, som må siges at være repræsenteret ved hovedpersonens arbejde, det er de spændende, ja, ligefrem fascinerende personkarakteristikker og et højt spændingsniveau. (Læs hele anmeldelsen i Kristeligt Dagblad, 28.11.2020)
Lene Jensens anmeldelse på Litteratursiden:
’Stemmer fra graven’ er en velkomponeret og fængslende krimi, hvor handlingen hele tiden twister, og hvor spændingskurven er konstant opadgående. Det skudsikre plot holder hele vejen, og jeg blev på bedste krimimanér overrasket over slutningen. Også på det private område udvikler romanen sig fra sine forgængere, da den noget akavede Ruth pludselig er vældig ombejlet, hvilket hun slet ikke er vant til. Da Ruth er min favorit hovedperson, trækker indblikket i deres privatliv min anmeldelse i en særligt positiv retning, da jeg efterhånden føler, at jeg har udviklet et mangeårigt venskab med seriens karakterer. Selvom jeg er så stor fan af Ruth og alle de andre, er jeg sikker på, at det aldrig fylder for meget. Krimi og spænding er stadig i centrum, og det er præcis sådan, det skal være. (Læs hele anmeldelsen på Litteratursiden)
Krimiormen:
Månedens absolut bedste krimi er ”Stemmer fra graven” […] Det er ganske imponerende at møde en serie hvor hver enkelt bind kan stå alene uden at miste spændingen. Tilsat et passende skvæt humor. “Stemmer fra graven” får mine varmeste anbefalinger med på vejen. (Læs hele anmeldelsen på Krimiormen)
Om Stemmer fra graven:
Udgivelsesår: 30.09.2020
Forlag: Gad, 351 sider
Omslag: Anders Timrén
Originaltitel: The Ghost Fields
Oversætter: Lærke Pade
Ruth Galloway-serien:
Pigen under jorden, 2018
Løgnens hus, 2018
Huset på klippen, 2018
Døden på museet, 2019
Det tavse vidne, 2019
De udstødte, 2020
Stemmer fra graven, 2020