Velkommen til Slimede mareridt. Stedet hvor du præsenteres for skæbnefortællinger om alt det forfærdelige der overgår børn. Denne lille fortælling foregår på stranden. Du kender sikkert den rare fornemmelse af at gå igennem en tangskov når du bader ved stranden. Den sjove kildrende fornemmelse. Spændingen over hvad der mon ellers er dernede. Det blide sug når tangplanterne næsten synes at holde fast i dig. Tro det eller lad være – det er ikke alle der kan lide det. Slet ikke vores hovedpersoner i dagens historie. (Forlagets beskrivelse af Tang)
Der er rigtig mange ting, jeg elsker ved serien Slimede mareridt. Allerførst er jeg vild med, at Michael Kamp fortæller, at bøgerne lidt er skrevet som en homage til de gamle Tales From the Crypt-afsnit, som mange børn ikke kender i dag. Især fordi jeg synes, det lykkes for Kamp i høj grad at fortælle en kort, uhyggelig skæbnefortælling i hver bog. Kamp går endda skridtet videre, så historierne er uden den forløsende humor jeg forbinder med de gamle Tales-fortællinger. Og det tæller bestemt ikke ned i oplevelsen.
Dernæst er det et kæmpeplus, at seriens tre første bind er illustreret af Martin Zauner. Jeg stødte første gang på ham i Micki 19:50 af Christian Reslow, hvor han stod for den fantastiske forside. Selvom her denne gang er tale om børnebøger, er Zauners illustrationer ikke mindre skræmmende, og underbygger i den grad stemningen i fortællingerne.
Sidst, men ikke mindst er Tang, Teltet og Tæger, tre små, lækre, tætpakkede gys der trykker på alle de rigtige knapper. Michael Kamp kan i den grad fortælle historier, så de små hår rejser sig, og man får lyst til at se sig over skulderen. Og selvom Slimede mareridt er rettet mod børn, så var jeg altså vældig underholdt alligevel.
Tang
Robert er sammen med vennerne Felix, Viggo og Adam taget til stranden. Det er en hed sommerdag, så de kølige bølger lokker. Det undrer Robert lidt, at de fire venner er de eneste på stranden, men snart dukker flere af vennerne op, og hyggen spreder sig.
Men hyggen er ikke det eneste, der har spredt sig på stranden. Tangbræmmen, som man skal igennem for at nå ud til den gode sandbund, er også vokset siden sidste år. Robert bryder sig ikke om at gå igennem tanget. Og i år har han en god grund til at frygte, hvad der gemmer sig i tangplanterne …
Jeg har aldrig brudt mig om at vade gennem tang, når jeg var ude at bade. Efter at have læst Tang, har jeg fået en god grund til at undgå det. Historien gav mig mindelser til Stephen Kings fantastiske novelle Tømmerflåden, og det er ment som en stor kompliment.
Og så giver Kamp historien et uhyggeligt twist, der forbinder den til vores virkelighed. For hvad kommer de varmere temperaturer, som klimaforandringerne medfører, til at betyde for naturen?
Tæger
Albert og Liva er taget med deres mor i sommerhus på trods af restriktionerne i forbindelse med den virus, der er løs i samfundet. Sommerhusområdet virker da også helt tomt, men det gør ikke den lille familie noget. Moren nyder at slappe af med et glas vin, og Albert og Liva hygger sig med at bade i swimmingpoolen og gå tur i den nærliggende skov. Der er jo heldigvis ikke farlige dyr i Danmark …
Tæger er mindst ligeså uhyggelig som Tang. Der er en scene, hvor børnene vågner om natten og går ud for at finde deres mor, hvor jeg tænkte: “Nej, det skriver han bare ikke!” Men det gjorde han.
Der er skruet helt op for de ubehagelige beskrivelser, og igen linker Kamp fiktionen med virkeligheden. Denne gang ved at bruge Covid-19 virussen som baggrund, og spekulere i om virussen måske kan skabe mutationer i de væsener, den inficerer.
Teltet
7. klasse fra Bakkekammens Skole er på ryste-sammen-tur med 7. klasse fra Lundens Skole, som de er blevet slået sammen med. Eleverne skal på telttur i Bognæs Skov, og alle mobiler bliver afleveret ved turens begyndelse. Det er nemlig ikke en surfe-på-nettet-tur, som lærererne Sisse og Lars siger.
Veninderne Eva og Lily kommer til at dele telt med Mille fra den nye klasse, som viser sig at være en sød pige. Dagen er fyldt med en masse aktiviteter, og alle hygger sig. Om natten vågner Eva og skal tisse. Men så hører hun noget bevæge sig ude i skoven …
Teltet er også et godt lille gys, men nok det jeg blev mindst skræmt af. Måske fordi det ikke har helt samme link ind i virkeligheden.
Kender du nogle børn/unge, der er vilde med et godt gys? Så er Slimede mareridt den helt rigtige serie at præsentere dem for. Og er du også selv glad for at dykke ned i mørkets mareridt? Så kan voksne såmænd også læse med.
Reklame: Tak til forlaget Tellerup der har foræret mig bøgerne til anmeldelse
Om Slimede mareridt:
Udgivelsesår: 13.05.2022
Forlag: Tellerup
Omslag: Martin Zauner
Aldersgruppe: +10 år
Besøg Michael Kamps hjemmeside
Serien Slimede mareridt:
Tang – Slimede mareridt; 1, 2022
Teltet – Slimede mareridt; 2, 2022
Tæger – Slimede mareridt; 3, 2022
Læs også:
En nat i monsterhuset og andre gys af Lasse Bo Andersen
Den dobbelte grav og andre rædsler af Benni Bødker
Grimm – grumme eventyr genfortalt for gamle og unge af Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker
Dræbersvin af Morten Dürr
Døden i Råbjerg Mile af Henrik Einspor
Virus af Henrik Einspor
Skygger i mørket af Christian Engkilde
Dag 0 – mørkehav af Annemette Gravgaard Larsen
Det tager kun fem minutter af Ellen Holmboe
Taranteller og tungekys af Michael Kamp
Julefandens hævn af Patrick Leis
Det onde hus af Michael Næsted Nielsen
King af A. Silvestri, illustreret af Christoffer Gertz Bech
Mare, mare minde af Teddy Vork, illustreret af Thomas Hjorthaab