Dommerens hus af Bram Stoker

Dommerens hus af Bram Stoker

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker gotiske gyserhistorier. Da jeg fandt ud af, at Steen Langstrup havde oversat fem af Bram Stokers noveller og udgivet dem i samlingen Dommerens hus, røg der derfor straks en bestilling af sted.

Bram Stoker (1847-1912) huskes i dag stort set kun for romanen Dracula fra 1897, men han skrev i samtiden en række romaner og noveller. Fem af disse noveller udgives her i Steen Langstrups nyoversættelse, hvoraf to aldrig tidligere har været udgivet på dansk.

Samlingen indledes med titelnovellen ‘Dommerens hus’, der på dansk tidligere har været udgivet i Klassiske makabre historier udvalgt af Charles Keeping.

Studenten Malcolm ønsker ro til at læse til eksamen. I en lille landsby lejer han et hus, som længe har stået tomt. Huset var tidligere ejet af en dommer, der var berygtet for sin grusomhed, og de lokale fortæller mange skrøner om huset. Det afskrækker dog ikke Malcolm, der flytter ind og straks begynder sine studier. Men måske er der alligevel noget om sagen. En nat opdager Malcolm en kæmpestor rotte, der ikke lader sig skræmme væk, og en grusom kamp på liv og død udspiller sig i Dommerens hus.

Også ‘En mors hævn’ har tidligere været udgivet på dansk, bl.a. i antologien Djævelens tunger under titlen ‘Squaw’.

Et ægtepar er på bryllupsrejse i Nürnberg. Her støder de på amerikaneren Hutcheson, som de slår følgeskab med. De vil besøge Nürnberger Burg, hvor særligt det gamle torturkammer fyldt med torturredskaber vækker Hutchesons opmærksomhed. Men et tidligere uheld får alvorlige konsekvenser for selskabet.

Endelig har ‘Draculas gæst’ været udgivet på dansk i Draculas gæst og andre vampyrhistorier.

Historien handler om en engelsk gentleman, der er på vej gennem Tyskland. Det er Walpurgis Nacht, og kusken er utrolig nervøs. Da Harker beder ham om at køre en anden vej, fordi han gerne vil se nærmere på en forladt landsby, ender det med, at Harker stiger af og går, mens kusken kører videre. Men en snestorm er på vej, og da Harker endelig når frem til landsbyen, viser det sig, at der også gemmer sig andre farer her.

To af novellerne havde jeg ikke læst før. Det var ‘De dobbeltfødtes dødsdom’ samt ‘Hemmeligheden bag dyrkning af guld’.

Førstnævnte handler om hr og fru Bubb, som efter mange år endelig lykkes med at blive forældre til to smukke tvillinger. Nu er lykken gjort. På hver sin side af familien Bubbs hus bor vennerne Harry og Tommy. De to drenge finder et fristed i et gammelt skur i den bagerste del af Bubbs have. Men deres lege begynder snart at udvikle sig i en uhyggelig retning.

I ‘Hemmeligheden bag dyrkning af guld’ har de to familier Delandre og Brent haft hver sin part af skandaler. Begge familier er nu på sidste slægtsled, og mens bondefamilien Delandre, der kun består af søskendeparret Wykham og Margaret, er røget støt ned af den sociale rangstige, tilhører den adelige Geoffrey Brent, der er sidste gren i den familie, stadig overklassen. På trods af den standsmæssige forskel flytter Margaret uventet ind hos Geoffrey efter et voldsomt skænderi med Wykham. Men kan den upassende forbindelse holde i længden?

Selvom jeg kendte flere af novellerne i Dommerens hus, var bogen en fornøjelse at læse. Her er historier om genfærd, om hævn, om barnlig ondskab og endelig et smut ind i Draculas univers. Efter sigende er ‘Draculas gæst’ nemlig et upubliceret afsnit af Dracula, som blev udeladt af hensyn til længden af den samlede bog. De fem noveller viser en stor emnemæssig bredde af Stokers forfatterskab, og for mig var især ‘De dobbeltfødtes dødsdom’ overraskende. Både for måden den fortælles på, men i særdeleshed for den trøstesløshed der gennemsyrer historien.

Som altid (fristes jeg til at sige, når det gælder udgivelser fra 2 Feet Entertainment) er indpakningen også i orden. Lige fra den enkle, men smukke forside, til valget af skrifttyper hvor novellernes titler er skrevet i en lækker gotisk-udseende type. Endelig er oversættelsen så vidt jeg kan vurdere både loyal overfor den originale tekst og samtidig letforståelig og behagelig at læse.

Så hvis du også er vild med gotiske gys fra Victoria-tiden, eller du har lyst til at læse andet af Bram Stoker end Dracula, så grib fat i Dommerens hus. Her er både gys og gru til de lange sommeraftener.

Om Dommerens hus:

Udgivelsesår: 09.06.2022
Forlag: 2 Feet Entertainment, 115 sider
Omslag: Steen Langstrup
Udvalgt og oversat af Steen Langstrup

Læs mere om samlingen på Steen Langstrups blog

Indhold:

Forord
Dommerens hus (The Judge’s House, 1891)
De dobbeltfødtes dødsdom (The Dualitists; or the Death Doom of the Double Born, 1887)
Hemmeligheden bag dyrkning af guld (The Secret of Growing Gold, 1892)
En mors hævn (The Squaw, 1893)
Draculas gæst (Dracula’s Guest, 1914)

Læs også:

1900 – et århundredes tusmørke
Draculas gæst og andre vampyrhistorier
Gotiske gysere udvalgt af Arne Christiansen
Klassiske spøgelseshistorier udvalgt af Charles Keeping
Sælsomme historier ved Sigurd Hoel
Spøgelseshistorier af Charles Dickens
Åndeverdenens dårekiste af B. S. Ingemann
Otte berømte spøgelseshistorier af M. R. James
Blodet fra mumiens gravkammer af Bram Stoker

Besøg i Randers Regnskov
Lækker lille læse-snack!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.