Implosion er fjerde bind i Pellé og Runbergs fremragende science fiction-serie Orbital, der blander udforskning af galaksen med politik og masser af action.
Vi er nået til fjerde bind om agenterne Caleb Swany og Mezoke Izzua, henholdsvis Jordboer og Sandjarr, der arbejder for det Interplanetariske Diplomat Bureau (IDB). Først en kort opsummering af de første tre bind.
I 2278 står jorden foran indlemmelse i Konføderationen, en intergalatisk sammenslutning bestående af knap 800 racer. Befolkningen er delt i to, hvor isolationisterne forsøger at stoppe indlemmelsen. Det fejler, men to år senere lykkes det dem at erobre regeringsmagten, hvilket fører til krig med Sandjarr folket. Konføderationen slår tilbage med stor styrke, og først mange år senere bliver repressalierne mod Jordboerne ophævet, så de igen får adgang til Konføderationens organisationer og privilegier.
Caleb er således den første Jordboer i IDB, og at han bliver makker med Sandjarren Mezoke er kontroversielt. I første bind bliver de sendt til månen Senestam. Her har menneskelige kolonister slået sig ned uden tilladelse på månen, der tilhører Jävloiderne.
I bind to forbereder Konføderationen en stor ceremoni for at fejre forsoningen mellem Jordboere og Sandjarrer. Ceremonien skal holdes i den malaysiske hovedstad, men i dagene op til bliver fire fiskere dræbt, og der bryder voldsomme uroligheder ud. De lokale er overbeviste om, at nomadefolket Rapakhunerne står bag. Caleb og Mezoke bliver gjort til syndebukke for den mislykkede ceremoni, og borgerkrig står for døren.
I bind tre lykkes det Mezoke at flygte med Caleb, der er alvorligt såret. Ad forskellige omveje ender de med at slå følge med Calebs søster Kristina, som han ikke har haft kontakt med siden barndommen.
Her i Implosion er Caleb og Mezoke stadig på flugt. For at skaffe penge har Kristina overtalt dem til at stjæle Nakruidelarver, der kan sælges for enorme summer. Mod deres samvittighed går de med til det. Men da de ankommer til den lovløse rumstation Tetsuam, bryder omfattende optøjer ud, og Caleb og Mezoke ender med at blive arresteret.
Evona Toot, der er øverstbefalende for IDB, har dog brug for deres hjælp. 300 Neuronomer har placeret sig over tætbefolkede områder i Konføderationen. Konføderationen har tidligere været i krig med Neuronomerne, som med deres selvmordsangreb slog millioner ihjel. Nu er angrebene tilsyneladende startet igen, og for at stoppe dem må Caleb og Mezoke rejse til planeten Udhsem. Deres skib, Angus, kan nemlig kommunikere med Neuromanerne, og noget er helt galt på deres hjemplanet.
Jeg er meget begejstret for Orbital-serien. Det har været spændende at udforske Konføderationens talrige folkeslag og følge de mange intriger, både på det overordnede politiske plan, men også blandt de forskellige interesse-fraktioner på de enkelte planeter. Denne blanding af udforskning af galaksen med politiske intriger og rendyrket action er ualmindelig vellykket. Samtidig har billedsiden også være en fornøjelse at gå på opdagelse i.
Denne gang er billedsidens udtryk lidt anderledes end i de første tre bind. Hvor de tidligere bind var tegnet med klare streger og et glat udtryk, er Implosion tegnet med en blødere streg og et lidt mere organisk udtryk, særligt i første halvdel af hæftet. Farvetonerne holder sig stadig hovedsageligt i det grå-blå, grå-grønne og brunlige spektrum, ligesom siderne også denne gang er opdelt i faste billedrammer, dog med skiftende former, størrelser og antal af rammer.
Desværre skriver Cobolt på deres hjemmeside, at Implosion er sidste bind i serien. Historien afsluttes dog med noget af en cliffhanger, så jeg håber, at Pellé og Runberg alligevel beslutter sig for at skrive videre. Jeg står i hvert fald klar med åbne arme til flere bind om Caleb og Mezoke.
Hele Orbital-serien kan anbefales på det varmeste, til alle der holder af science fiction tegneserier. Hver gang der er kommet et nyt bind, har jeg med stor fornøjelse genlæst de tidligere bind. Og hver gang opdager jeg nye detaljer i både historien og billederne. Orbital er helt fortjent blevet udråbt som ’Linda og Valentins’ arvetager. Dog skal man være opmærksom på, at serien er mere dyster og med et mere kompleks plot end P. Christins historier.
Orbital really does have an epic feel, with both writer and artist exploring just what alien life really would be like. It has that feel of Valerian and Laureline, Babylon 5, Star Trek, and so much more when it comes to the importance of introducing the vast universe to explore that requires political manoeuvring and plentiful diplomacy. But there’s also an awful lot of out and out action, something handled beautifully well by Pellé’s artwork … (Læs hele anmeldelsen på Comicon.com)
(anmeldt til Litteratursiden.dk)
Om Implosion:
Udgivelsesår: 2022
Forlag: Cobolt, 112 sider
Tekst: Sylvain Runberg
Tegninger: Serge Pellé
Originaltitel: Orbital 7: Implosion & Orbital 8: Contacts
Oversætter: Troels Hughes Hansen
Orbital-serien:
Orbital 1: Nærkontakt
Orbital 2: Nomader
Orbital 3: Modstandskamp
Orbital 4: Implosion