Skrækfest 2023

Skrækfest 2023 er overstået, og som jeg plejer, samler jeg her op på de mange indtryk fra nogle fantastiske dage. Igen i år beklager jeg kvaliteten af billederne. Jeg er vist nødt til snart at købe en mobil, som kan tage ordentlige billeder 🙂

Det skal siges, at der skete meget mere, end de foredrag og film jeg nåede at opleve på Skrækfest 2023. Bl.a. var der horrorbrætspil, VR Horror, og workshop med Dystopia Entertainment. Og så var der film-marathon hele lørdag nat med introduktion af filmkurator Rune Kjær Rasmussen samt metalfest på Kulturmaskinen, hvor Nigrum og Blodrus gav koncert.

Fredag:

Programmet for Skrækfest 2023 var endnu større end sidste år og fuld af virkelig gode oplæg. Ligeledes var Dark Market om lørdagen også vokset med endnu flere spændende stande.

Desværre blev torsdagens foredrag og film ved journalist Davide Rota om italienske B-horror film aflyst, så for mig blev første punkt på programmet Maria Østerbys oplæg om ‘Heksen som horror’ fredag eftermiddag.

Heksen som horror

Maria Østerby, der er museumsinspektør ved HEX! Museum of Witch Hunt, holdt et virkeligt interessant oplæg om, hvordan samtiden opfattede hekse, og hvordan elementer herfra har bevæget sig ind i nutidens populærkultur.

Blandt andet kom hun omkring de tre horrorarketyper af hekse

• Den gamle kælling
• Satans elskerinde
• Hvem som helst …

Hun fortalte også en række spændende facts om heksen.

Selvom vi i dag ofte tænker på en heks som en kvinde, er heks ikke et kønnet begreb. Mænd kunne også være hekse, og ca. 15-20% af de hekse, der blev brændt, var mænd. Faktisk kunne hun fortælle, at hekseforfølgelserne ikke bundede i et misogynt kvindesyn i samtiden. Snarere var der tale om, at man anså folk på kanten af samfundet som ‘farlige’, og det var ofte gamle, enlige kvinder.

Et andet interessant emne var, hvordan jødiske begreber og symboler blev brugt negativt i forbindelse med hekseforfølgelsen. Tænk f.eks. på ordet heksesabbat der bygger på sabbatten, som er jødernes ugentlige helligdag. Denne dæmonisering af jødedommen hænger sammen med datidens kristne kirkes antisemitisme:

Hos kirkefædrene udformedes en argumentation, ifølge hvilken templets og Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.v.t. optrådte som bevis på Guds forkastelse af det Israel, som forkastede Jesus. Kærlighed til Kristus og had til dem, der ifølge kristen opfattelse var skyld i hans død, blev snart uadskillelige. (Læs mere på Lex.dk)

Østerby kom også omkring forskellen på katolske og protestantiske hekse. Hvis en katolsk heks vedkendte sig, at hun var heks, kunne hun opnå tilgivelse og undgå at blive henrettet, idet katolicismen giver mulighed for aflad. Den mulighed havde en protestantisk heks ikke. Hvis hun blev kendt skyldig, var henrettelsen uundgåelig.

Slutteligt kunne hun afkræfte myten om, at hekse, der blev underkastet vandprøven, var dødsdømte uanset. Heksene fik nemlig bundet et reb om livet, så man kunne hive dem i land, hvis de sank. Det var i øvrigt ikke tilladt i Danmark at benytte vandprøven. Alligevel brugte herremanden Jørgen Arenfeldt fra Djursland den i sine selvbestaltede hekseforfølgelser. Hans overdrevne iver medførte til sidst en ændring i loven, så fra 1686 måtte ingen dom for trolddom eksekveres uden at have været forelagt højesteret. 

Odense Filmværksted præsenterer gyselige kortfilm

Efter en kort pause kom Jeppe Winkler fra Odense Filmværksted på scenen og præsenterede to kortfilm.

Første film var Det er i jorden, instrueret af Casper Rudolf Emil Kjeldsen og produceret af Sofie Odgaard og udkommet på Snowglobe. Filmen blev udtaget til det officielle kortfilmsprogram på Cannes Film Festival i 2021, og blev af Soundvenue beskrevet som “en grufuld, anderledes coming of age-film om familie og arv, der samtidig rummer et håb for den unge generations løsrivelse.”

Herefter så vi den ikke helt færdige kortfilm Bæst, instrueret af Anton Isbrand og produceret af Julie Darum. Begge var efterfølgende på scenen, hvor de svarede på spørgsmål og modtog input til filmen. Blandt andet fortalte Anton Isbrand, at han har fundet inspiration i så forskellige kilder som Carl Th. Dreyer, italienske giallo film og John Landis’ An American Werewolf in London fra 1981.

Jeg holder egentlig meget af kortfilm men får set alt for få, så det var ren forkælelse at få præsenteret hele to kortfilm til Skrækfest 2023.

Hvis du også kan lide at se kortfilm:

• Offstream.dk med kortfilm fra Odense Internationale Film Festival
• Ekko Shortlist med kortfilm udvalgt af filmmagasinet Ekkos redaktion
• Filmstriben med kortfilm der tilbydes gennem bibliotekerne
• Alter, en YouTube kanal for “the most daring storytellers in the world of horror“

Blodbaronessen

Næste punkt på programmet var horroreksperten Nicolas Barbano med et forrygende foredrag om Elizabeth Báthory.

Det er altid en vild oplevelse at høre Nicolas Barbano fortælle. Der er garanti for en masse sjove og anderledes oplysninger, som man slet ikke vidste, at man gerne ville vide. Og så ligger der en kæmpe research bag hans foredrag. Tjek for eksempel hans lister over de mange film, sange, bands, bøger m.m. som har fundet inspiration i Elizabeth Báthorys historie.

Barbano startede med at fortælle lidt facts om baronessen, der blev grevinde ved sit giftemål med Ferencz Nádasdy i 1575. Hun var ud af en meget velhavende familie, og det samme var hendes mand. I eftertiden er hun kendt for at have tortureret og dræbt 650 unge kvinder, før hun blev stoppet. 300 vidner blev afhørt i retssagen, og efterfølgende blev det forbudt at nævne hendes navn. Herefter forsvandt retsdokumenterne, og først 100 år senere dukkede de op igen, da en munk fandt dem. Han skrev så en bog om Elizabeth Báthory, delvist ud fra retsdokumenterne og delvist ud fra de rygter der havde bredt sig om hende i lokalbefolkningen. Nemlig at hun havde badet i sine ofres blod for at bevare sin ungdom.

Af sjove facts i forbindelse med Elizabeth Báthory fortalte Barbano, at Bram Stoker måske fik idéen til, at blod giver ungdom fra hendes historie. Stoker læste nemlig bogen The Book of Werewolves (1865), mens han skrev romanen Dracula. Og som en bombe til sidst fortalte Barbano, at hele historien om Elizabeth Báthory måske i virkeligheden var en sammensværgelse! Kronen skyldte nemlig Ferencz Nádasdy rigtig mange penge, så efter hans død ville kongen drage stor fordel af at sætte Elizabeth Báthory ud af spillet.

Som altid blev vi også præsenteret for en række filmklip af både de gode og de mindre gode filmatiseringer.

Myter i japansk horror

Fredagens sidste foredrag handlede om myter i japansk kultur ved Britta Weber-Lauridsen fra Den odenseanske forening for moderne japansk kultur. Her fik vi bl.a. en yderst interessant gennemgang af en lang række japanske væsner.

Britta Weber-Lauridsen startede med at fortælle, at japanerne også holder af vestlig horror og væsener herfra, men her skulle det handle om ‘made in Japan-monstre’. Et af dem er Onryo, som vi i Vesten lærte at kende i filmen Ringu fra 1998. En Onryo er et hævngerrigt spøgelse, der ikke kan finde fred, og vender tilbage for at forbande den, der gjorde Onryoen uret. Forbandelsen rammer dog ikke kun den enkelte, men alle som vedkommende holder af. Også Goryo er et hævngerrigt spøgelse, men modsat Onryo går Goryo udelukkende efter personen, der gjorde den uret.

Kappaen er et af de mest kendte monstre i Japan. De lever i vandet og lokker børn ud i det for at drukne dem og spise dem. Heldigvis er Kappa et høfligt monster, så hvis man bukker for dem, bukker de tilbage. Dermed løber vandet ud af den lille fordybning, de har i hovedet, hvilket medfører at de stivner. Og så gælder det ellers bare om at tage benene på nakken og løbe væk.

Hanako-San var det sidste monster, Britta Weber-Lauridsen kom omkring på Skrækfest 2023. Hanako-San er en moderne myte og japanernes version af ‘Bloody Mary-myten‘. En version siger, at myten opstod efter en ung piges selvmord på et skoletoilet. En anden version mener, at Hanako-San var en lille pige, som under 2. verdenskrig legede gemmeleg under et luftangreb og døde, fordi hun ikke nåede i et beskyttelsesrum. Uanset er det nok bedst at undlade at spørge efter hende.

Det var sjovt at høre om de mange anderledes væsener, der ofte er temmelig anderledes end de vestlige.

Sort kaffe og An American Werewolf in London

Fredagens sidste punkt på Skrækfest 2023 foregik i Nordisk Films Biografer, hvor kortfilmen Sort kaffe samt John Landis gyserkomedie An American Werewolf in London blev vist.

Først introducerede instruktør og manuskriptforfatter Henrik Andersen Sort kaffe og fortalte lidt om arbejdet med filmen. Sort kaffe er optaget på blot 48 timer. Til gengæld ligger der masser af forberedelsestimer før. Henrik estimerede, at der var blevet brugt ca. 100 timer alene på at lave special effects. Derudover kunne Kim Hermansen fortælle, at forberedelserne til optagelserne havde taget omkring halvanden måned. Dertil skal tilføjes mange timers redigering og hele arbejdet med lydsiden, som Jonas Frederik havde stået for, hvor han blander alt fra limbo og rock til klassiske western toner.

Resultatet af de mange timers arbejde blev til den cirka 30 minutter lange Sort kaffe og sikke en fed film! Her blandes westerns og zombiefilm med rigelige mængder splat, humor og masser af meta referencer. Aldrig har en kop kaffe været så dyrebar. Jeg har købt dvd’en, hvor der ligger masser af ekstra-materialer på, som jeg glæder mig til at se.

Som afslutning på fredagens program så vi An American Werewolf in London efter en kort introduktion af Henrik Andersen. Jeg havde set den for mange år siden, men aldrig på det store lærred, så det var en herlig afslutning på første dag af Skrækfest 2023.

Lørdag:

Lørdag blev endnu en underholdende dag på Skrækfest 2023. Jeg ville gerne høre alle syv foredrag og nåede derfor ikke så meget rundt. Der blev dog heldigvis tid til en hurtig runde på Dark Market, hvor jeg ikke kunne lade være med at købe en lille smule med hjem.

Videnskaben bag skræk og rædsel

Lørdagens første foredrag var horrorforskeren Mathias Clasen, der fortalte om videnskaben bag skræk og rædsel. Jeg har hørt Mathias fortælle flere gange, og hver gang er det både underholdende og oplysende.

Denne gang kom Mathias f.eks. omkring brugen af horror som selvmedicinering. Studier har vist, at nogle folk med angst og depression bruger horror, fordi så ved de angste, hvorfor de er bange, mens de depressive ‘får lov’ at føle noget.

Lidt mere til den sjove side viste Mathias en måling, hvor han og en journalist havde set filmen Lights Out. Journalisten brød sig ikke om horror, og det er tydeligt at se i målingen, hvor Mathias reaktioner er den orange linje og journalistens den blå.

Bag om filmatiseringen af Mulm

Det er ingen hemmelighed, at jeg er kæmpe fan af forfatter Teddy Vork, og synes det er så fedt, at hans roman Mulm nu bliver filmatiseret. I den forbindelse talte Teddy med filmens instruktør Martin Vrede på Skrækfest 2023.

Snakken mellem de to herrer var vældig interessant. Teddy fortalte bl.a., at det havde taget ham ti år at skrive Mulm (som i øvrigt er inspireret af M.R. James‘ novelle ‘Åh, fløjt min dreng, og jeg kommer til dig‘ samt novellen ‘Horla‘ af Guy de Maupassant). Men da Martin kontaktede ham om at filmatisere den, var han slet ikke i tvivl. Han havde set et par af Martins kortfilm (der bl.a. kan ses på AngryArt.dk), og følte sig helt tryg. Yderligere fik vi at vide, at figuren Svupben fra Mulm stammer fra Teddys barndom, hvor hans far meget upædagogisk brugte Svupben som forklaring på mærkelige lyde.

Martin fortalte bl.a., at han faldt for romanen, fordi den var godt skrevet, men også fordi historien er så vedkommende. Psykiatrien har dårlige kår i Danmark, og en filmatisering af Mulm kan måske være med til at aftabuisere psykisk sygdom. Nogle af filmens scener bliver i øvrigt indspillet på Spangsbjerg Hospital i Esbjerg, der også bliver brugt i romanen.

Hvor nogle instruktører ændrer meget, når de filmatiserer en bog, holder Martin sig ret tæt på den oprindelige historie. Han vil gerne lade filmen få ro til at udspille sig og er bl.a. inspireret af filmen Omen fra 1976. Her er instruktøren Richard Donner ikke bange for at dvæle ved særlige scener og på den måde underbygge uhyggen.

Martin satser på, at filmen får premiere på filmfestivaller rundt om i verden i januar 2024. Målet er at have sidste optagedag d. 23. februar, og herefter have et låst klip færdig til 1. august, så lydarbejdet kan begynde. Jeg kan personligt ikke vente med at se det færdige resultat.

Hvis du har lyst til følge Mulms rejse fra roman til film, har Martin Vrede oprettet en produktionsdagbog på Facebook, som du kan følge HER.

Dommedagsvisioner i elektronisk musik

Er der noget, jeg ved absolut intet om, er det elektronisk musik. Ikke desto mindre var Jannik Juhls foredrag om dommedagsvisioner i elektronisk musik en rigtig interessant oplevelse.

Jannik fortalte bl.a., at mange former for elektronisk musik arbejder med at tematisere “det moderne”, enten som et autentisk samtidsudtryk eller en forestilling om fremtiden. Begge dele kan være tænkt både positivt og negativt. Hvis opfattelsen er negativ, vil musikkens udtryk ofte fokusere på fremmedgørelse og følelseskulde frem for en mere traditionel opfattelse af det uhyggelige og skræmmende.

Han fortalte også om avantgarde musik, som ikke er lavet bevidst for at være uhyggelig. Alligevel blev det typisk opfattet som skræmmende, kold, uforståelig og fremmedartet. Der er dog også avantgarde, der bevidst søger at lave uhyggelig musik. Det tager traditionelt udgangspunkt i et eksisterende “skrækindhold”, som f.eks. Johannes Åbenbaring eller Den tibetanske dødebog. Der er dog også værker, der illustrerer aktuelle skrækscenarier som f.eks. krig og Holocaust. Som illustration hørte vi her et klip fra Gesang der Jünglinge af Stockhausen.

Herfra fortsatte Jannik med en oversigt over udviklingen i den elektroniske musik frem til nu, og jeg lærte om et hav af genrer, bl.a. synthpop, industrial electro, doomcore, minimaltechno, techstep, psycore og dupstep. Jeg er vildt imponeret over Jannik Juhls enorme viden, og hans passion gav mig helt lyst til at kaste mig ud i den elektroniske musik.

Den moderne heks

Fra musikken gik turen til den moderne heks. Filmforsker Rikke Schubart fortalte om den moderne heks i populærkulturen, som har magiske rødder men i dag er en feministisk power kvinde.

Først fik vi lidt historie omkring heksen. Bl.a. fortalte Rikke, at den første heksefortælling, der er nedskrevet, er fra 2000 f.kr. Før kristendommen var verden magisk. Der fandtes guder og gudinder, og man skelnede ikke mellem, om de var gode eller onde. Med kristendommen begyndte man i middelalderen at anse magi for ondt, og derfra anså man hekse for at være onde og for at have solgt deres sjæl til djævlen.

I moderne populærkultur kan hekse stadig være gamle, onde kvinder, men de kan også være selvstændige, sexede powerkvinder. Som et eksempel på gode tv-serier om moderne hekse nævnte Rikke Schubart bl.a. Penny Dreadful (2014-2016) samt American Horror Story: Coven (sæson 3).

Det er altid spændende at høre Rikke Schubart fortælle, og jeg fik helt lyst til at gense Coven.

Paneldebat

Næste programpunkt på Skrækfest 2023 var en paneldebat med Mathias Clasen, Rikke Schubart, Teddy Vork og Martin Wangsgaard-Jürgensen med A. Silvestri fra Dansk Horrorselskab som styrmand. Her handlede det om alt fra horror som æstetiseringen af frygt, over hvorvidt den danske film Speak No Evil er horror, til overgange, tærskler, forfatterens ansvar overfor læseren og til slut paneldeltagernes bud på det mest grænseoverskridende værk, de ville anbefale til andre:

• Kathe Koja – The Cipher
• Paul Tremblai – A Head Full Of Ghosts
• À l’intérieur (Inside) – film
• Stephen King – Pet Sematary
• Cannibal Holocaust – film

Den monstrøse natur – folk horror, rødder og natursyn

Den besjælede natur og folk horror var emnet for Martin Wangsgaard-Jürgensen, der var næste mand på scenen.

Martin lagde ud med at beskrive, hvordan folk horror i dag er blevet så stor en ting, at vi nærmest anser genren som selvindlysende. Faste træk karakteriserer filmene, som f.eks. autenticitet, spiritualitet, æstetik og forestillingen om det hedenske. Men så selvindlysende er folk horror i virkeligheden ikke. For når man går tilbage til genrens udspring, lå det langt fra fast, hvordan den ville udvikle sig.

Genren har rødder tilbage til den tyske romantiks ‘superhelt’ Novalis (1772-1801), kunne Martin berette. Novalis så kærligheden som noget, der transformerede ham, og den kærlighed udtrykte han i en besjælet natur. Herfra sprang vi til 1818 og Mary Shelleys Frankenstein. Romanen er ikke folk horror, men rigtig mange af historiens vigtigste scener udspiller sig i naturen, bl.a. i ishavet og bjergene. Videnskabens rationalitet konfronteres således med den vilde og utæmmede natur.

Herfra gik turen til 1890, hvor James G. Frazer udgav værket The Golden Bough. Frazer var en skotsk antropolog, og han lavede en sammenlignende oversigt over alverdens myter og religioner, der bl.a. viste, hvordan tråde fra folketroen rakte ind i den katolske tro.

Stamfædrene til folk horror er dog de to forfattere Algernon Blackwood og Arthur Machen, som bl.a. har skrevet henholdsvis ‘The Willows‘ og ‘The Great God Pan‘. Men det er ifølge Martin, H.P. Lovecraft som får samlet de forskellige elementer til et forståeligt formsprog og populariserer tankerne. Det er også Lovecraft, der har været med til at formidle idéen om, at noget ondt lever i landet.

Martin fortalte meget mere og gav også tips til en række gode romaner indenfor genren. Bl.a. nævnte han Pine af Francine Toon som et bud på et fornyende bud på folk horror.

Heksen fra Maryland

Sidste program for mig på Skrækfest 2023 blev Edgar Allan Poe Selskabets foredrag og filmvisning. Desværre har jeg ingen billeder herfra.

Vi startede med at se en dokumentarfilm om tre studerende som forsvandt, mens de lavede en dokumentarfilm om Elly Kedward. Filmen indeholdt også interviews med lokale, med sheriffen der undersøgte deres forsvinden, og naturligvis blev myten om heksen også undersøgt her. Denne dokumentarfilm blev vist i amerikansk tv op til premieren på filmen The Blair Witch Project, og var med til at overbevise folk om, at her var tale om virkelige begivenheder. I virkeligheden var både dokumentarfilmen og spillefilmen ren fiktion, men det var god PR.

Men hvad har Edgar Allan Poe så med heksen fra Maryland at gøre? Jo, Poe benyttede sig også af greb fra found footage og mockumentary. Bl.a. er romanen Arthur Gordon Pyms eventyr et eksempel på, hvordan Poe lod som om, han havde modtaget en rejseberetning fra en anden, og blot fortalte dennes oplevelser videre.

Alt i alt endnu et spændende oplæg som afsluttede festen for mig.

Om Skrækfest 2023:

Skrækfest er arrangeret af Odense Bibliotekerne og støttet af Statens Kunstfond. I år løb Skrækfest af stablen d. 2. til 4. februar.

Skrækfest 2023 er lavet i samarbejde med Kulturmaskinen og en række aktører fra horrorscenen. For spørgsmål vedrørende Skrækfest kan man kontakte projektleder Niels Mark på nimar[add]odense.dk

Følg Skrækfest på Facebook