A. Silvestri er en yderst produktiv forfatter. Tanker om at flygte er hans 20. selvstændige udgivelse siden debuten i 2010, novellesamlingen Køtere dør om vinteren. Dertil kommer et hav af noveller i forskellige blade og antologier.
Tanker om at flygte er ligeledes en novellesamling. De 10 fortællingerne kredser alle om flugt, men hvordan definerer man flugt? Er det flugt at mure sig inde i et tårn for at overleve isoleret fra en fjendtlig omverden? Er det flugt at drømme om en ny begyndelse, når alt det gamle er væk? Er ønsket om hævn en flugt fra at forholde sig til den virkelighed, man befinder sig i? Er overførslen af ens bevidsthed til en computer en flugt fra smerter og ansvar eller en mulighed for at nå længere end noget andet menneske? Er troen på Gud en flugt fra at se verden, ‘som den virkelig er’?
“Et lyn, så stort at det ikke kunne rummes i horisonten, lyste verden op, og da så jeg det, der skræmte sproget tilbage i min krop.
Der var hængsler og møtrikker, der var spændte fjedre og malede stempler. Der var tandhjul, hvis tænder var skæve som stendysser og der var skruer, hvis kærver var bidt i stykker og der var plejlstænger, der dunkede og sitrede i en fordærvet puls og der var kædetræk, hvor hvert led var mindre end det foregående og kileremme, der flossede som tandkød. Den susede og kørte, men lyset afslørede den. Det var ikke en maskine. Det var en arbejdstegning af en maskine, der havde fået liv og nu lod som om den havde en fysisk form. Den var i to dimensioner, og bag den svirrede de elektriske lyn som kerter. Tegningen var gammel. Den var slidt. Den var i gang med at gå til …” (side 91)
Som altid leger Silvestri med udførelsen af historierne. De enkelte noveller fortælles med hver sin stemme. Én novelle er fortalt rent som dialog, en anden har form som et helteepos. Én tager udgangspunkt i stemningen, mens en fjerde bruger flere sammenligninger, end jeg nogensinde før har læst i én fortælling. Det kunne blive forvirrende, men Silvestri får det til at lykkes, så samlingen ender som en spændende, mangefacetteret oplevelse.
“Fortællingerne i Tanker om at flygte blinker til hinanden på tværs af siderne, løber gennem korridorer i tid og rum og binder sløjfer, hvor trådene mødes. De ti noveller handler om bygningers og menneskers arkitektur, om længsel og håb. Men også om det absurde, der gemmer sig bag det velkendte. De små huller i virkelighedens forhæng.” (fra forlagets hjemmeside)
Tanker om at flygte har fået betegnelsen weird fiction. I en Q&A med forlaget Screaming Books i forbindelse med udgivelsen fortæller A. Silvestri dog, hvordan han ofte finder genrebetegnelser mere begrænsende end frigørende. Han udfordrer da ofte også sig selv med forskellige litterære benspænd, og som læser ved man aldrig i hvilken retning hans næste udgivelse går. I novellesamlingen Næsten her prøver han f.eks. at bygge bro mellem realisme og det fantastiske. I Kærlighedsfrugt undersøger han gysergenren fra gys til horror. Scener fra et parforhold er en samtidsroman om kærlighed og parforhold. Mens King er en billedbog om en familie i opløsning, som trods billedbogsformatet ikke er en fortælling for børn. Da weird er en af de vanskeligere genrer at definere, passer den måske derfor så godt til Tanker om at flygte. Her får læserne i hvert fald en følelse af noget sælsomt, der stiger op fra siderne, blandet med fortællinger der tager kendte ting op og ser på dem på friske og måske forskruede måder, hvilket er Silvestris definition af weird.
Jeg har i mange år været fascineret af Silvestri forfatterskab, fordi han altid overrasker, og det gør han også med ’Tanker om at flygte’. Selv skriver han på sin hjemmeside, at Tanker om at flygte ikke er en let bog. Nogle læsere bliver nok stødte over visse historier, mens andre vil kunne lide nogle af novellerne og absolut ikke andre. Endelig regner han med, at en del læsere efterlades forvirret. Jeg skal da også være den første til at erkende, at det ikke altid er indlysende, hvad der egentlig foregår. Flere af novellerne har jeg genbesøgt efterfølgende for at prøve at regne dem ud. Det er ikke lykkes mig hver gang, men det trækker ikke fra læseoplevelsen. For Silvestri er storskrivende, og som en kollega engang sagde til mig: “Det er ikke al litteratur, man skal forstå. Nogle gange skal man bare nyde den.” Det er tilfældet med Tanker om at flygte, som er en begavet, udfordrende, anderledes og tankevækkende læseoplevelse.
Forsiden skal i øvrigt også fremhæves. Her ser vi en dør indeni en ny dør indeni en ny dør, og det fortsætter. Indeni trækker Sofie Alsbos vignetter (der alle repræsenterer åbninger) en tråd gennem novellesamlingen, både symbolsk og konkret.
Og så elsker jeg bare, når forfatteren lader læserne få et kig ind i maskinrummet. Som optakt til udgivelsen af Tanker om at flygte har Silvestri gjort netop det. På Instagram har han lavet en nedtælling, hvor han kort fortæller om de enkelte noveller. Følg A. Silvestri her.
Her skal By være
Samlingens første novelle hedder ‘Her skal By være’. Den følger et folk, der efter lang tids vandring vælger at bosætte sig for foden af tre vulkaner. Deres samfund blomstrer, indtil katastrofen uundgåeligt indtræffer. Og hvad gør de så?
Novellen er næsten en slags skabelsesmyte og Silvestri beskriver selv fortællestilen som: “… en blanding af en myte og et eventyr, næsten en mundtlig fortælling, der både føles historisk og som noget, der hører til et udefinerbart sted udenfor tiden.” Jeg læser blandt andet historien, som en hyldest til menneskets evige søgen efter viden og evnen til at akkumulere og videregive den til kommende generationer. Og så fik den mig til at huske katastrofen ved Nyos-søen i Cameroun i 1986.
“Jeg fik ideen til historien, da jeg spillede computerspillet Civilization, hvor man skal føre en kultur fra stenalderen til rumalderen. En særlig ting ved spillet er, at hvert spil er forskelligt, fordi den verden man spiller i, bliver skabt fra bunden af på et delvist tilfældigt grundlag. Det betyder også, at ens startposition ændrer sig fra spil til spil. En dag startede jeg et nyt spil, og opdagede, at jeg var landet for foden af ikke bare en, ikke bare to, men tre vulkaner. Tanken ramte med det samme: Hvad skulle ideen være i at grundlægge en by her? Det er skidefarligt, hvert andet øjeblik risikerer man at drukne i lava eller kvæles i giftige dampe eller at selve jorden sprækker og opsluger en.” (A. Silvestri)
Tårnet
I ‘Tårnet’ befinder vi os måske i fremtiden, måske på en anden planet? Livet er i hvert fald ved at rinde ud i den øde, tørkeramte verden, og kun i Tårnet fungerer maskiner og computere stadig. Aum, den sidste af en lille gruppe der har kæmpet sig ind i Tårnet, står i novellens begyndelse overfor tårnherren Ishonoka. Aums vil bringe Tårnet til fald for at gøre en ende på verdens sandsøvn og lade livets blod buldre igen. Sådan lyder myten hans ældste har fortalt. Men vil Tårnets undergang betyde redningen for Aums folk, eller er deres død nødvendig for at Tårnets folk kan overleve?
“I Tårnet tager jeg udgangspunkt i den meget anvendte fortællemodel Heltens rejse. Her kaldes helten blandt andet ud på eventyr, skal igennem nogle prøver, gennemgår en forandring og finder til sidst sin vej tilbage […] resten af historien er en duel. Først ser, tænker og agerer Ishonaka. Dernæst agerer, ser og tænker Aum. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Der trækkes våben. Der hvæsses ord. De cirkler om hinanden, de taler til hinanden, deres våben rører ved hinanden. Elementerne raser, ild, jord, vand og luft. Hvem ved, hvor det ender? (A. Silvestri)
Ingelises vrang
Ingelise er en undskyldning for sig selv. Hele sit liv har hun været forsagt og ydmyg, men efter flere forsøg har hun nu opsøgt et firma for at få sit dybeste ønske opfyldt. ‘Ingelises vrang’ er en af novellerne, som jeg ikke nødvendigvis forstår. Jeg er dog fascineret af personen Ingelise og den udvikling, novellen tager. For, som man siger, det stille vand har den dybe grund.
“Samlingens tredje novelle bærer titlen Ingelises vrang. Det er en historie om et angst menneske, der står overfor et bureaukratisk apparat af en art; en maskine, hvis tandhjul er andres menneskers vurdering af hvad hun kan og ikke kan, må og ikke må.” (A. Silvestri)
Christian Pedersen skal gå i nul
I ‘Christian Pedersen skal gå i nul’ er hovedpersonen blevet voldtaget. Som hævn slår hun gerningsmanden ihjel, men mordet fjerner ikke hendes voldsomme had. I desperation søger hun derfor ud i multiverset for at dræbe Christian Pedersens andre entiteter. Et særtræk ved novellen er måden hovedpersonens had præsenteres for læseren i et utal af versioner gennem historien. Det giver en meget intens læseoplevelse.
“Fjerde fortælling i rækken hedder Christian Pedersen skal gå i nul, og jeg kan med en sjældent set sikkerhed hos mig sige, at du ikke har læst magen til i hele dit liv. Christian Pedersen skal gå i nul er en maskingeværsalve, der flænser dit hjerte og din hjerne op.” (A. Silvestri)
Caféliv
I ‘Caféliv’ tager dating en ny drejning. I stedet for selv at skulle lære hinanden at kende har man her én, der taler for sig, så da to kvinder ankommer til en fyldt café, hvor to mænd sidder og venter, er det de ældre der tager ordet. Også på andre punkter lader novellen ordene komme til udtryk på uventede måder. For eksempel møder vi en gruppe mennesker fra caféen, der har ridset ord og sætninger ind i huden. Jeg læser novellen som en kommentar til, hvordan overfladen til tider kommer til at betyde så meget, at vi ikke kan komme forbi den.
“Caféen fascinerede mig både som menneske og forfatter, ikke på grund af menukortet eller beliggenheden, men på mængden af poleret stål og messing, glas og porcelæn, det var lykkedes indehaveren at klemme ind i det toetagers lejemål. Caféen var altid proppet, og når jeg gik forbi, så jeg ofte stedet som en dukkeverden bygget af dukkematerialer, og dem der kom der, måtte også næsten være marionetter. Det hele føltes som en teaterscene, hvor det røde fløjlstæppe lige var gået.” (A. Silvestri)
Alt det, der ligger bag Alistairs hus
I ‘Alt det, der ligger bag Alistairs hus’ får en unik jakke stor betydning. Efter en fest hos Alistair er fortælleren på vej hjem, men i sidste øjeblik stopper værten ham. Han har længe ønsket, at fortælleren skulle være den sidste. Jeg tror ikke, at jeg forstår denne novelle, men måske er Alistair en slags psychopomp? Uanset kan jeg godt lide slutningen.
“Da jeg skrev Alt det, der ligger bag Alistairs hus havde jeg lyst til at bryde en masse fortælleregler, så det gjorde jeg. Jeg strukturerer fortællingen skævt, jeg lægger spor ud der ikke finder en afrunding, personer opstår øjeblikke før de anvendes og der er flere logiske spring … og måske i trods, måske på grund af disse greb, vævede historien sig sammen med helt anderledes sting.” (A. Silvestri)
Menneskehavet
‘Menneskehavet’ udspiller sig i arketypen af ‘Det var en mørk og stormfuld aften’. Fortælleren er så fuld, at han kun kan kravle, da han bliver smidt ud fra kroen. På vej hjem ser han en mystisk skikkelse på kirkegården, men hans nysgerrighed fører til en skræmmende afsløring. En meget stemningsfuld novelle som ramte mig rent.
“Da jeg skrev Menneskehavet, trådte historien i baggrunden til fordel for stemningen. Det er en skæbnenat, hvor himlen forvandles til et frådende hav og enhver, der lader sig fange ude i det, er selv ude om hvad der sker med dem. Dermed ikke sagt, at der ikke er en historie. Den findes mellem de individuelle regndråber, i bunken af sort jord og i de skygger, der træder frem på himlen når lynene blinker.” (A. Silvestri)
Amaryllis Faeton
‘Amaryllis Faeton’ udspiller sig på et hospital, hvor Amaryllis ligger i koma. Det er dog stadig muligt at komme i kontakt med hendes bevidsthed, og det gør hendes søn Benni-mi. Han bringer hende en forespørgsel, som hun må tage stilling til. Amaryllis er i novellen en meget kendt og elsket forfatter, og hun får et tilbud, det er svært at sige nej til. Jeg holder af novellen på grund af forholdet mellem mor og søn. Det kan nemlig ikke have været let for en lille dreng at være i konkurrence med hele verden om morens gunst.
“Amaryllis Faeton består udelukkende af dialog […] Det var spændende at arbejde med dialog som fokus, og at understrege de forskellige aktørers personlighed gennem deres ordvalg, sætningslængde og tegnsætning. At vælge det helt rette sted til et udråbstegn eller tøveprikker blev noget, der kunne tage timer, men heldigvis endte fortællingen for mig meget vellykket.” (A. Silvestri)
Brænding
‘Brænding’ er en erotisk novelle om et nyforelsket kærestepar, der har hed sex. Undervejs eksperimenterer de med at trække flere personer ind i legen, og jeg tror, at de nye repræsenterer deres fremtidige selv. Her er masser af saftig, eksplicit sex, og på en mærkelig måde fik den mig til at tænke på novellen ‘Blinde killinger‘. Handlingsmæssigt er der ingen sammenhæng, men der er samme insisteren på at vise og beskrive alt. I ‘Brænding’ er det sex, i ‘Blinde killinger’ er det vold og afstumpethed.
Og så er der slutningen. På fransk kalder man en orgasme for ‘la petite morte’, og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad novellens to sidste kugler bringer…
“Brænding vil være grænseoverskridende for mange, for sex er i absolut fokus, og ikke kun den sanselige slags. I Brænding valgte jeg den meget beskrivende stil, hvor kønsorganer, kropsåbninger, lemmer og andet godt fuldkommen stjæler scenen og dermed læserens blik … hvad det måske ikke burde.” (A. Silvestri)
I spotlightet
Sidste novelle i Tanker om at flygte er ‘I spotlightet’. Her følger vi en kunstner, der er et godt menneske, smuk, vellidt og verdenskendt. Hun har dog én hemmelighed. Hun elsker at læse en digtsamling af Silas K. Arman, og hun drømmer om at møde ham og få et eksemplar af hans anden digtsamling som kun udkom i ganske få eksemplarer. Men da det endelig lykkes hende at finde frem til digteren, får det utilsigtede konsekvenser.
“En dag slog en tanke mig: hvem er de største kunstnere egentlig selv fan af, og hvad betyder det at være fan, når man selv er feteret?” (A. Silvestri)
(Oprindeligt anmeldt til Litteratursiden)
Om Tanker om at flygte:
Udgivelsesår: 04.05.2023
Forlag: Screaming Books, 134 sider
Omslag: Sara Laub og Sofie Alsbo
Besøg A. Silvestris hjemmeside og instagramprofil
Indhold:
Her skal By være
Tårnet
Ingelises vrang
Christian Pedersen skal gå i nul
Caféliv
Alt det, der ligger bag Alistairs hus
Menneskehavet
Amaryllis Faeton
Brænding
I spotlightet
