Vandaben af Claus Due

Vandaben af Claus Due

Alle ved, at vi mennesker nedstammer fra aber, der levede i Afrika, indtil geologiske forandringer medførte ændringer i klimaet. Det tvang os ned fra træerne og ud på savannen, hvor vi var nødt til at rejse os på to ben, og herfra så vi os ikke tilbage. Eller ved vi nu også, at det er sandheden om menneskets evolution? I videnskabsthrilleren Vandaben præsenterer forsker og forfatter Claus Due os for en anden teori: vandteorien.

Vandteorien gør op med den bredt anerkendte savanneteori og foreslår, at vi i løbet af evolutionen fra hominoid til menneske har gennemlevet en periode i eller med nær tilknytning til vand. Og at denne periode har foranlediget en delvis evolutionær tilpasning til livet i vandet, som har sat blivende spor i vores legeme. (læs mere)

Delfinspecialisten Poul Hansen bor sammen med sin kæreste Jennifer på et delfincenter ved Rødehavet. Centeret er både en turistattraktion og et forskningscenter, hvor Poul forsker i delfiners adfærd. Under falske forudsætninger bliver Poul lokket til Eritrea ved Afrikas Horn, hvor forskeren Wolfgang Stern er i gang med en udgravning efter ‘the missing link’ til det moderne menneske. Her har de fundet delfinfossiler blandt Homo habilis fossilerne, og spørgsmålet er, hvordan de er endt der? Og om de har forbindelse til nogle mærkelige dødsulykker, der er sket under udgravningen?

Som Poul bliver mere involveret i udgravningen, opdager han, at de pengestærke bagmænd bestemt ikke støtter udgravningen af altruistiske grunde. Tværtimod ser de et stort potentiale i at udnytte dna’en fra Homo habilis for økonomisk vindings skyld. Et formål Poul anser som dybt uetisk og moralsk forkasteligt. Samtidig sker der nogle dødsfald på Poul og Jennifers delfincenter, og han frygter, at de forbundet med dødsulykkerne i Sterns udgravning. Hvis det er tilfældet, kan dødsfaldene få katastrofale konsekvenser for menneskeheden. Men kan Poul stoppe katastrofen?

Jeg er stor fan af videnskabsthrillers, der både underholder og giver ny viden, og det gør Vandaben. Historien er spændende i sig selv, og så blev jeg vældig fascineret af vandteorien, som flettes fint ind i handlingen. Jeg hørte bogen på eReolen i Claus Dues udmærkede indlæsning og var godt underholdt hele vejen.

Vandaben er første bind i en trilogi. Andet bind hedder Bidansen, og skal efter planen udkomme i 2024, mens tredje bind, Delfinsmilet udkommer i 2025. Jeg ser frem til at læse begge.

Om Vandaben:

Udgivelsesår: 19.04.2023
Forlag: Linje H, 263 sider
Omslag: Klahr

Læs et interview med Claus Due på Sjællandske Nyheder, hvor han blandt andet kommer ind på menneskets manglende evne til at gennemskue konsekvenserne af vores opfindelser.

Læs mere om teorierne bag Vandaben på seriens hjemmeside.

Læs også:

Patent på mord af Lisbeth og Steen Bille
Dommedagskometen af Erik Juul Clausen
Det fjerde menneske af David Garmark
Under overfladen af Claus Lohman
Metusalemgenet af Michael Lycke
Odins Labyrint – et glasbarns fortælling af Mads Peder Nordbo
Djævelens værk af Lotte Petri
Rød sne af Thomas Ringstedt
Udryddelsen af Kazuaki Takano
Søster min af Helle Vincentz
Pigen ingen vidste var af Lars Wissing og Mikkel Winther

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.