Nogen synes, at efteråret er en trist tid med mørke, kulde, regn og blæst. Det er også sandt. Men det er også en tid, der er skabt til at nyde gyset og horrorens verden. Og det skal jeg lørdag d. 11. november, når Nordgys Horrorfestival 2023 afholdes på Aalborg bibliotek. Sidste år faldt datoen desværre sammen med Bogforum, så der kunne jeg ikke deltage. Men i år er krydset sat i kalenderen, og jeg glæder mig til en dag i horrorens tegn.
Dagen byder blandt andet på foredrag, interviews, film og besøg af forlagene Kandor, 2 Feet Entertainment og Read.Die.Repeat. Det hele foregår på Aalborg bibliotek fra kl. 11 til kl. 18, og billetter kan købes her.
Nordgys Horrorfestival program:
Kl. 11.00-12.00: Aaaarhhhh! Kom på opdagelse i gyserfilmens lydunivers!
Ved Frederik Lundsgaard Jensen, Cand. It. i audiodesign og musiker
Lyd kan være yderst effektiv til at fremprovokere følelser, og det er gyserfilm et godt eksempel på. Det forsker Frederik Lundsgaard Jensen i, og jeg glæder mig til at høre hans foredrag.
Gyserfilmskabere arbejder med at stimulere vores biologiske forsvarssystem, og lyd er særligt effektiv som virkemiddel, blandt andet fordi lyden er svær at gardere sig imod. Vi kan lukke øjnene, men det er sværere at skærme sig mod skræmmende lyde. Dels er det svært at lukke ørerne, og dels lytter vi ikke kun med ørerne, da lyd er trykbølger, som derfor også kan forplante sig til kroppen. Derfor kan lyden fra gyserfilm gå direkte i vores biologiske frygtsystem og sætte en skræk i livet på vores indre byttedyr. (uddrag af artikel fra Videnskab.dk)
Kl. 12.15-13.00: Grav dybt i horrorgenren: Mød forlagene, der sætter ord på dine mareridt.
Med 2 Feet Entertainment, Kandor og Read.Die.Repeat.
Jeg har læst mange fede bøger fra de tre forlag og glæder mig til at opleve folkene bag til en paneldebat omkring horrorgenren, og selvfølgelig til at tjekke deres stande for gode tilbud.
Kl. 13.30-14.15: Mød Gysergutterne – Danmarks bedste podcast om gys!
Med Joachim Jelle og Bjørn Kjærgaard
Gysergutterne er en gyserpodcast med Bjørn Kjærgaard og Joachim Jelle, der ugentligt tager kvælertag på en ny gyserfilm. Pt. har de lavet over 100 episoder, og her er afsnit om både klassikere og nye film, såvel som tema-podcasts som for eksempel top 5 over found fotage film, hajfilm osv. Jeg får ikke lyttet til så mange podcasts generelt, så jeg ser frem til at blive introduceret til de to kompetente herrer. Lyt til podcasten her eller følg dem på Facebook her.
Kl. 14.30-15.00: Mit indre øje
Samtale mellem forfatter Anna Laurine Kornum og biblioteksformidler Matilde Norup Iversen
Anna Laurine Kornum vandt Årets Danske Horrorudgivelse for sin fantastiske tegneserie Mit indre øje, der er ualmindelig stemningsfuld og meget veltegnet. Jeg har haft fornøjelsen af at lave et mini-interview med Anna Laurine her på siden, men har aldrig oplevet hende live, så det ser jeg virkelig frem til.
Kl. 15.15-16.15: Er gyset sundt for os?
Ved Mathias Clasen, leder af forskningscenteret Recreational Fear Lab ved Aarhus Universitet
Min absolutte yndlingsforsker er Mathias Clasen, der sammen med sine kollegaer forsker i ”rekreativ frygt”. De undersøger, hvorfor mange af os kan lide at opsøge ting, der gør os bange, som for eksempel gyserfilm, spøgelseshuse eller ekstremsport. Ja, selv små børn opsøger frygt i eksempelvis fange- og gemmeleg. Mathias er altid interessant at lytte til. Dels er det spændende ting, forskningen har fundet frem til, og dels er man altid garanteret både et godt gys og et godt grin i hans talks.
Kl. 16.30-18.20: Surprise gyserfilm
Nordgys slutter af med en unavngiven gyserfilm, så det bliver interessant, om det bliver et (u)hyggeligt gensyn eller en helt ny oplevelse.
Du kan finde hele programmet til Nordgys Horrorfestival her.