De knap så hyggelige julefilm

Julefilm

Det er blevet juleaften, og det betyder julefilm. Nogen elsker at se nostalgiske, feel good julefilm, og gør det gerne hele året. Andre får lynhurtigt nok og sværger i stedet til film som ”Die Hard” hvor Bruce Willis (Yippee-ki-yay, motherfucker) slås mod terrorister i julen. Personligt hører jeg mest til ”Die Hard” segmentet, og for min skyld må uhyggen gerne få en tand mere.

Her har jeg samlet et lille udvalg af julefilm, der har uhyggen i højsædet.

Silent Night

”Silent Night” fra 2021 er instrueret af Camille Griffin. Filmen følger parret Nell og Simon, som sammen med deres tre sønner og familie og venner samles for at holde jul på landet. Der er lagt op til den helt perfekte juleaften, men som gæsterne begynder at ankomme, dukker der sprækker op i idyllen.

De boblende intriger og småskænderier er dog kun begyndelsen. En meget større katastrofe lurer nemlig i baggrunden. En katastrofe, der truer med at udrydde hele menneskeheden, og som en giftig sky langsomt ruller hen over landet.

Jeg var helt vild med ”Silent Night”, men den er nok ikke for alle. Her krydses katastrofefilmen med julefilm, gys og den kulsorte komedie. Vi får ingen forklaring på, hvad det er, der er på vej til at slå menneskeheden ihjel, men slutningen er nådesløs. Eller …?

Filmen er Camille Griffins debut, og kan tolkes som et indspark i debatten om menneskets misbrug af jordens ressourcer. Først og fremmest er det dog en underholdende og velspillet film, hvor bl.a. Roman Griffin Davis, der spiller en af sønnerne, gør det fremragende.

”Silent Night” er med andre ord det perfekte valg, hvis man altså ikke er bange for at se den klassiske julefilm få et bizart og mørkt twist.

Se den på Filmstriben

Rare Exports

Finland kan også være med, når det gælder uortodokse julefilm. ”Rare Exports” er fra 2010 og er instrueret af Jalmari Helander.

I moderne tid er julemanden en gemytlig og rar tyk mand, der kommer med gaver til jul. Men sådan har det ikke altid været, og her i ”Rare Exports” får vi den sande historie om julemanden.

Firmaet Subzero har afspærret Korvatunturi-bjerget i den finske ødemark for at udgrave det. Ingen ved, hvad de laver, men da noget begynder at dræbe de lokales rensdyr, er de sikre på, at det er importerede russiske ulve.

Ikke langt fra Korvatunturi bor drengen Pietari med sin far, Rauno. Rauno opstiller en ulvefælde, selvom det er ulovligt, men det der går i den, er ikke en ulv. I stedet er det en gammel mand, der bliver voldsomt ophidset, når Pietari er i nærheden.

Pietari har læst op på historierne om julemanden, og han er overbevist om, at den gamle mand er en hævngerrig julemand, der kommer efter de uartige børn. Ingen tror dog på ham, og snart dukker der flere voldelige gamle mænd op.

”Rare Exports” er en skæv og vældig underholdende film, der fortæller en coming of age historie drysset med fantasy og gys i et juleunivers. Et noget anderledes juleunivers men ikke desto mindre. Trods det fantastiske oplæg er filmen samtidig yderst realistisk filmet, og så har den en helt fantastisk slutning.

Se den på Filmstriben

Krampus

Michael Dougerthys film “Krampus” fra 2015 er bestemt også en julefilm, der er værd at se. Historien blander komikken fra “Fars fede juleferie” med mørket fra “Rare Exports”, og så er den både velproduceret og velspillet. På rollelisten ses navne som Toni Collette, Adam Scott, David Koechner samt Emjay Anthony som Max.

Historien handler om Max, der elsker julen og tror stadig på julemanden. Men år for år har julen i familien ændret sig fra hygge og samvær til skænderier, jalousi og prestige. Da morens søster ankommer med mand og børn, bryder ufreden da også straks ud. I sorg og vrede forsværger Max julen. Men det skulle han ikke have gjort. Et voldsomt snevejr rammer byen, og pludselig må den dysfunktionelle familie rykke sammen i kampen for at overleve.

Kun Max’ bedstemor har en idé om, hvad der foregår og fortæller Max en historie fra hendes barndom. I mytologien er Krampus en mytisk skabning, der følger Sankt Nikolaus. Men hvor Sankt Nikolaus deler gaver ud til artige børn, straffer Krampus de uartige. Bedstemoren frygter, at Krampus er kommet for at straffe dem alle for ikke at efterleve julens magi. Og måske har hun ret?

“Krampus” vandt Fangorias Chainsaw Award for Best Makeup/Creature FX, hvilket var fuldt fortjent. Krampus væsenet er overraskende skræmmende, og legetøjet der kommer til live for at hjælpe ham, er både morsomme og uhyggelige. Jakob Stegelmann har da også “Krampus” på sin liste over de bedste julefilm (Se “Troldspejlet ødelægger julen” her).

A Christmas Horror Story

I 2015 kom “A Christmas Horror Story”. Filmen udspiller sig i den fiktive by Bailey Downs, hvor radio-dj’en Dangerous Dan er vært for sit årlige juleshow. Bevæbnet med julemusik og masser af egg nok lægger han op til en jul, der kun kan blive bedre end sidste år. Men her tager han måske fejl?

Dangerous Dan er den samlende figur for filmens fire fortællinger, der væver sig ind og ud af hinanden. Vi møder julemanden, der er ved at gøre klar til aftenens kanetur. Men der er noget galt med nisserne i hans værksted, og pludselig må julemanden kæmpe mod ondskaben selv. Der er historien om de tre high school elever, der sniger sig ind på St. Joseph’s Academy for at lave en dokumentarfilm om mordet på to af skolens elever sidste jul. Vi hører historien om den lille familie, der tager i skoven for at hente et juletræ. På turen bliver drengen væk, og da de finder ham igen, virker han ganske anderledes. Og så møder vi familien Bauer, hvis besøg hos farens tante ender katastrofalt anderledes end forventet.

“A Christmas Horror Story” er en antologifilm inspireret af de gamle “Creepshow” film, og jeg var vældig godt underholdt undervejs. Her er zombie-nisser, skiftninge, genfærd, Krampus og en hårdtslående julemand. What’s not to like?

Grant Harvey, Steven Hoban og Brett Sullivan har instrueret, og på rollelisten ses blandt andre William Shatner som Dangerous Dan og George Buza som julemanden.

Violent Night

”Violent Night” fra 2022 er instrueret af den norske instruktør Tommy Wirkola, der bl.a. er kendt for zombiekomedien ”Død sne” og science fiction filmen ”What Happend to Monday”. Med ”Violent Night” har han skabt en underholdende action komedie, der giver mindelser til ”Die Hard”.

David Harbour spiller julemanden, der er godt træt af sin tjans. Men da han ankommer til den rige familie Lightstones palæ, står han pludselig overfor en helt ny situation. En gruppe tyve anført af den afstumpede Scrooge har taget familien som gidsler, og de skyr ingen midler for at få fat i pengene.

Selvom langt hovedparten af familien nærmest er lige så kyniske og samvittighedsløse som tyvene, så tror pigen Trudy dog stadig på julemanden. Og siden det er juleaften, sender hun et ønske til ham om at hjælpe dem. Så nu må Santa i gang med at sparke r…

Her er blod, bøllebank og blinkende julestjerner, og jeg er vild med David Harbour i rollen som den desillusionerede julemand. Så er du til julede action komedier med et twist, bliver det ikke meget bedre end ”Violent Night”.

En anden film, hvor julemanden må uddele bøllebank, er “Fatman” med Mel Gibson fra 2020. Her sender en dreng lejemordere efter julemanden, fordi drengen kun fik et stykke kul i sin julestrømpe. En ganske underholdende film som er instrueret af Eshom og Ian Nelms.

Og har du mod på ren norsk julehorror, så prøv evt. “Juleblod” fra 2017 instrueret af Reinert Kiil, der kan ses på den danske streamingtjeneste Scaryo.

Find flere bud på uhyggeligt gode julefilm på Rotten Tomatoes.

Se flere julefilm:

Black Christmas, 1974
Black X-mas, 2006
One Hell of a Christmas, 2002
Silent Night, Deadly Night, 1984
Silent Night, Deadly Night 2, 1987
Snowmageddon, 2011
X-mas Tale, 2005

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.