Kan du huske de gamle spøgelseshistorier, som startede i en Herreklub, hvor mændene sad og fortalte hinanden historier? Det kom jeg til at tænke på, da jeg begyndte at læse Kevins historie af Daniel Henriksen. Bare med væsentlig mere blod og vold og flere kvinder og biler.
For Kevin er det bare endnu et simpelt indbrud. Sådan bare ind og ud og væk. Det er et sidste job, og så er det slut. så retter han op for datterens skyld. Men indbruddet viser sig at være alt andet end simpelt. I husets kælder gemmer der sig noget, som ændrer alle spilleregler og tvinger Kevin ind i en kold og kynisk underverden, hvor han tvinges til at kæmpe for sit og sin families liv.
Kevins historie er en fandenivoldsk og bidsk, nærmest surrealistisk, karikeret rejse, fuld af kulsort satire og eksplicit vold, men samtidig også en hjerteskærende fortælling om sorg og livets store tab. Det er en genremæssig isbryder med elementer af satire, spænding, gys og socialrealisme. Her vil du grine, græde og væmmes. (Forlagets beskrivelse)
Jeg har med begejstring fulgt Daniel Henriksen siden debuten In Absentia i 2016. En actionfyldt, blodig og forrygende morsom spændingsroman, der tog læseren med på en vild rutsjebanetur. Samme vanvittige følelse giver Kevins historie, der åbner med noget så lavmælt som en samtalegruppe. Kevin er nemlig en af deltagerne i en samtalegruppe for personer, som har mistet lemmer. Kevin har mistet flere af sine fingre, men det er dog ikke den historie, han vil fortælle de andre om…
I samtalegruppen følger vi Kevin fra det mislykkede indbrud gennem den ene mere absurde og voldsomme situation efter den anden. I sit forsøg på at redde både sig selv og sin datter og ex-kæresten ender Kevin i krydsfeltet mellem to ultra voldelige forbrydergrupperinger. Nu må han stille sig selv spørgsmålet: “Hvis du var en fugl, var du så en rovfugl eller en ådselsæder?”
Daniel Henriksen har en kulsort humor, som gennemsyrer hele romanen. Samtidig er hovedpersonen Kevin både genkendelig og sympatisk trods sine mindre smarte valg i livet. Man kan ikke lade være med at heppe på ham, og håbe at det trods alle odds ender godt for ham. Så selvom historien har fuld fart på, og siderne til tider flyder i blod og lemlæstelse, har den en tænksom kerne, der gør, at den føles som mere end ‘torture porn’.
Kevins historie er en fortælling om uheld, dårlige valg, vold og mod. Den har en sørgmodig tone i sig, samtidig med at den er gevaldig underholdende. Jeg kom til at tænke på Palle Schmidts serie om Hauge, der har samme blanding af mørke og action. Dog i en noget mindre bloddryppende udgave.
Daniel Henriksen er altid værd at læse. Det er han også i Kevins historie, som bestemt kan anbefales.
Og hvem ved? Måske er det ikke den sidste fortælling vi får fra Kevins samtalegruppe …
Andre skriver:
Bibliotekernes lektørudtalelse:
Romanen er en lettere grotesk fortælling præget af blodig og eksplicit vold, sort humor, absurditeter og et hæsblæsende tempo. Samtidig rummer den en hjerteskærende beretning om tabte relationer og sorg. Sproget står skarpt og detaljeret og flere steder humoristisk. […] Kapitlerne er korte, hvilket øger spændingen. Historien har noget næsten filmisk over sig, som understreges af den actionprægede omslagsillustration. En læseoplevelse, der skiller sig ud!
Læselysten:
Det er “Dum, Dummere” på speed, med et knivspids ironi og ordspil, der både får dig til at trække på smilebåndet, men også tænke “pas på, det ligger lige på grænsen til at krænkelsespolitiet banker på.” (Læs hele anmeldelsen)
Om Kevins historie:
Udgivelsesår: 04.11.2024
Forlag: 2 Feet Entertainment, 265 sider
Omslag: Daniel Henriksen
Læs også:
Dan lærer at leve af Karsten Brandt-Knudsen
In Absentia af Daniel Henriksen
Voks af Michael Kousgaard
Dansk standard af Kim Leine
Perfekte dage af Raphael Montes
Bloddryppende af Rafael Reig
De efterladte af Palle Schmidt
By – et levende mareridt af Jonas Wilmann